MGP Missionen
Termerne underholdende og mainstream har i visse kritikerkredse udviklet sig til en slags overbærende skældsord, som ofte står foran det kritiske “men”. Men når filminstruktører råber op om, at deres film er blevet misforstået i en særdeles kritisk anmeldelse, fordi de altså har lavet en familiefilm og ikke en Godard-film, puster de til ilden og betydningsforskydningen. At lave dybdeflade film i underholdningens navn er nemlig en dårlig undskyldning. Underholdningsværdi kan nemlig ikke stå alene som et endimensionalt udbytte.
Den jyske knægt Karl (Sylvester Espersen Byder) flytter med sin mor (Line Krise) fra det ærke-jyske og naturrige Hvide Sande til betonblokkene på Nørrebro i København. Men Karl har svært ved at falde til det nye sted, hvor drengene fra hans nye klasse gør nar af hans kraftige, jyske dialekt. Men københavnerpigen Sawsan (Malika Sia Paul) tager ham under sin vinge, hvorefter de finder ud af, at de har noget helt særligt tilfælles: Lidenskaben for musikken. Og eventyret begynder. Sammen stikker de nemlig af hjemmefra for at få Sawsans sang med i DR’s Melodi Grand Prix for børn – bedre kendt som MGP.
Visionen i filmen er umiddelbart at åbne op for nogle af samfundets integrationsproblematikker og -opfattelser og gøre dem letfordøjelige i et underholdende snuptag. Og det er i den grad et prisværdigt forsøg, der ikke er set udført på samme måde før. Filmens karakteristiske, skæve billedvinkler giver den en særegen stil og underbygger “missionsstemningen”. Og musikken, der er produceret af Klumben og Raske Penge, strammer historiesiden helt op, så man nærmest fornemmer, at den dirrer i hjørnerne. Men tager man musikken ud, er man til gengæld efterladt med en slap fortælling.
Filmens grundlæggende idé er så vanvittigt god, at det er helt ufatteligt, hvorfor den ikke har fået en eneste krone i støtte af Det Danske Filminstitut – uanset efter hvilken ordning. Men når det så er sagt, så er det trods alt lykkedes Miehe-Renard og hans filmhold at skrue en særdeles velproduceret film sammen. Både lyd- og billedsiden er imponerende raffineret.
Men det kræver mere end godt produktionsmæssigt benarbejde at lykkes med en underholdende film for hele familien. For det er svært at lave bred underholdning. Noget af det sværeste. Og desværre er der gået lidt for meget MGP i missionen. Et remake af filmen, der går uden om det boglige forlæg og dyrker venskabet mere end MGP-missionen, ville være interessant. Der bliver nemlig kun kradset lidt i overfladen på visionens humle om integration, rummelighed og vilje. Og hvor lidt ekstra gods på emnet måske ville blive for tungt som underholdning for nogle, vil andre først mene, der er tale om god underholdning i det øjeblik, hvor overvægten fra de ekstra kilo problemfrit holdes svævende i fortællingen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
