Et uværdigt eftermæle

Amerikanske Michael Jackson var og er for så vidt stadig det ubetinget største musikikon, vores generation og massekultur har kunnet nyde godt af. Det har været kræs for de poppede øregange, og talentet var utvivlsomt i sin helt egen klasse. Det kunne allerede anes, da benævnte sanger var en tvangsindlagt del af faderens konceptualiserede Jackson Five. Understregningen af den musikalske begavelse fulgte imidlertid først med den berømmede solokarriere, der affødte udødeliggjorte hit på hit.

Helt så udødelig var Michael Jackson ikke selv, skulle det vise sig. Igennem særligt firserne og til dels også halvfemserne opbyggede “The King of Pop” en respekt omkring sin person, fortrinsvis fordi han bestred en helt unik begavelse inden for felterne musik og populær underholdning. Men det var desværre også en bagside af medaljen. Den introverte multikunstner, der angiveligt døjede med både psykiske og fysiske sygdomme, måtte acceptere sig selv som genstand for anklager om pædofili, plastiske skønhedsoperationer, faderskabssager og musikpirateri. Det må konstateres, at et hårdt liv i mediernes søgelys utvivlsomt har sat sit præg på sangerens skrantende helbred. Derfor kom sidste sommers hjerteanfald for denne anmelder ikke som den helt store overraskelse.

Trods eller måske netop på grund af denne store virak omkring Michael Jacksons person har figuren altid været omkranset af en mytisk hinde, som kun få har kunnet trænge igennem. Derfor kunne almenhedens ønsker for dokumentarfilmen “Michael Jackson’s This Is It” unægteligt være langt om længe at få et grundigt blik omme bag den – måske – plastikbelagte overflade. Her må videbegærlige eksistenser imidlertid foreberede sig på en eklatant skuffelse, for instruktør Kenny Ortegas portræt af mennesket bag myten har nemlig intet at byde på. Udgivelsen er endnu et stygt forsøg på at malke de sidste kroner og ører på en afdød stjernes endelige deroute. Og Jackson selv, må man formode, vender sig i sin grav over dette stykke gudjammerlige bras.

Med det sagt skulle der tilsyneladende have været løse planer for en film om kunstnerens liv allerede inden dennes dramatiske bortgang. Derfor blev optagelserne – der følger prøverne op til en storstilet comeback-koncertkavalkade over tre måneder – overhovedet til. Her er optagelserne rangeret i mere eller mindre tilfældig rækkefølge og kortet ned til stadig alt for lange en time og femogfyrre minutter. Det er for langt, når filmen stort set kun viser optagelser fra arrangementsprøver, lyd- og lysprøver samt design af sceneinventar og kostumer. Og Jackson, ham hører vi ikke meget til, ud over når en perlerække af de velkendte klassikere med vanlig bornerthed falder over ikonets læber.

Mest kød er der ikke på filmens hovednavn, men derimod på det væld af dansere, musikere, scenearbejdere, kostumedesignere og hundredvis af andre, der omringer Michael Jackson og gør navnet til et brand, der (igen) kunne have udviklet sig til et verdensomspændende popcirkus. Sådan skulle det desværre ikke gå. Igennem korte interviews tegnes et billede af den folkeglæde, det er for de mange at arbejde for og med Jackson, ikke mindst fordi flertallet af staben er vokset op med navnkundige hits som “Thriller” og “Beat It”, der også for undertegnede står som uforglemmelige og funklende stjerner på den internationale pophimmel.

Det må have været en flad fornemmelse for den herre Kenny Ortega at påkalde sig titlen som instruktør. For der kan ikke have været megen ærværdig instruktion i at samle en række optagelser fra “bag om koncerterne, der aldrig blev til noget”, påføre det nødvendige farvelade og effektmageri og så udgive optagelserne posthumt under indtryk af, at et sandfærdigt billede af kunstneren tegnes. Det virker smagløst og kalkulerende og ikke meget i tråd med den skabende kraft, det handler om. Det ville have gavnet alle parter, at diverse pengebagmænd ikke havde haft travlt med at smide dette makværk på markedet for at spinde guld på sørgende fans og i stedet havde brugt den fornødne tid på at tegne den virkelige historie om Michael Jackson. “Michael Jackson’s This Is It” kan nærliggende få en mindre lødig titel og er ikke værd at bruge tid på. Det er livet for kort til.

Video

“Michael Jackson’s This Is It” præsenteres i et anamorphic widescreen 1.78-format, som står skarpt og tager sig indbydende ud. Der er ikke nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger, og også kontrast og farvetemperatur er stabile faktorer.

Audio

Lyden er ikke overraskende stærkeste kort i en film, hvor ikke meget andet kan bære. Det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor er fortrinsvist et anliggende for systemets forreste højtalere, og dialogen er her tydelig uden at overstyre. Underlægningsmusikken er – naturligvis – medrivende og iørefaldende, og atmosfæren giver ind imellem også det rette indtryk af at befinde sig under forberedelserne til en koncert af enorme dimensioner. Men det er ikke nok.

Ekstramateriale

Også ekstramaterialet gør i mangel af bedre en fyldig figur. Udgivelsen rummer to dvd’er, hvor den første byder på en trailer for filmen samt fire kortere indslag, der hver især sætter fokus på planlægningen af koncerterne, design af kostumer, audition for danserne og selve koncertens aldrig realiserede scenedesign.

På den supplerende dvd er tre længerevarende featuretter, hvor det igennem interviews gøres muligt at komme tæt på bandet, danserne og backing-sangerne. Det er dog kun til dels interessant, og det kan også diskuteres, hvorfor en gruppe – bevares – dygtige, men ukendte dansere eksempelvis skal tilegnes en knap halv time lang dokumentar om deres deltagelse i en koncertrække, som aldrig blev en realitet.

Jackson thriller stadig

En anmelders første pligt er så vidt muligt at lægge alle forventningerne fra sig, inden man træder ind i biografen, og møde alle film med et åbent sind. Af menneskelige årsager er det naturligvis ikke altid muligt, og det er i særdeleshed vanskeligt at gå til en film med en så omtalt hovedperson som Michael Jackson uden at have nogle bestemte ideer om, hvad man nu skal se.

Inden denne film havde jeg da også opbygget nogle forventninger og regnede med at se en relativt opblæst, sentimental, glansbillede-film om en stor musikers/plaget menneskes – sidste forkrøblede kamptrækninger. Hvad jeg under ingen omstændigheder regnede med at finde var en ganske neddæmpet, uprætentiøs og sober dokumentar, der viste en kunstner, som var i aldeles fremragende form.

Filmen følger forberedelserne til Jacksons planlagte afskedskoncerter, der som bekendt aldrig kom til at finde sted. Optagelserne var beregnet til privat brug og ikke lavet med henblik på at blive fremvist offentligt, men som tingene er gået, er de nu det eneste vidnesbyrd om det show, der var undervejs. Og hvilket show det utvivlsomt havde været. Filmen viser prøverne med utallige dansere, computereffekter, udklædte zombier og endda et segment, hvor Jackson klippes ind i gamle film med Humphrey Bogart og en strippende Rita Haywood fra “Gilda”.

Vi følger de mange prøver på afstand – der er kun få nærbilleder – og ser Jackson som en hårdtarbejdende perfektionist, der nidkært styrer selv de mindste detaljer og instruerer musikere, dansere og scenearbejdere for at opnå præcis den effekt, han ønsker. Samtidig bemærker man dog også den beskedenhed og venlighed, han udviser over for holdet. I skarp kontrast til, hvor mange popstjerner der opfører sig som gennemførte røvhuller – dokumentarer som “In Bed With Madonna” springer frem i erindringen – så lader Jackson slet ikke til at have den side. Han er en krævende chef, men hverken grusom eller nedladende.

Og så er der jo musikken, der stadig lever i bedste velgående. Numre som “Billie Jean”, “Beat It” og “The Way You Make Me Feel” virker så friske som nogensinde, og i det hele taget imponeres man af den tidløshed, der er over sangene. Jackson selv virker også ganske usvækket af tidens tand og lader ikke til at have de mindste problemer med at følge med danserne. Hans publikum er i dette tilfælde blot folkene, der arbejder på showet. Heraf er mange vokset op med hans musik, og de udviser en oprigtig beundring for hans evner og personlighed og får ham til tider lokket til at give en ekstra optræden. Jacksons egne bemærkninger om medmenneskelighed og beskyttelsen af naturen er ganske vist himmelråbende naive, men også rørende, fordi han ytrer dem uden den mindste antydning af beregning.