Far drikker, og mor er stukket af

Jeg har det i øjeblikket, som om jeg ser Mikael Persbrandt alle steder. Det er ikke nogen kritik – manden er en gudsbenådet skuespiller, men jeg kan ikke lade være med at blive en smule irriteret over, at ingen andre svenske skuespillere kan få lov til at spille hovedroller. Jeg har haft det lidt på samme måde med Mads Mikkelsens dominans i dansk film. Denne gang er den svenske stjerne blevet kastet ind i den efterhånden veldefinerede genre: Mand-ødelægger-sit-liv-med-alkohol.

Vi befinder os i et svensk arbejderhjem i 70’erne og 80’erne med alt, hvad dertil hører af skrækkelig tøjstil, farven brun som indretningsprincip og glødende kommunisme. På overfladen har familiefaderen Hasse et næsten perfekt liv: han har et godt, beskidt arbejde, en smuk kone og en lille datter, Lisa, der forguder ham. Man aner dog spændinger imellem ham og konen, hvilket til sidst ender med, at hun får nok og flytter. Uden at tage andet end lidt tøj med efterlader hun den 5-årige datter hos ham med et løst løfte om, at ”vi ses snart”. Men han er mildt sagt ikke rustet til at yde familieomsorg i stil med 00’ernes bløde mænd.

Der er brugt virkeligt meget energi på skildre perioden så udførligt som muligt. Som en, der er vokset op i 80’erne, kan jeg ikke lade være med at gyse lidt over gensynet med plyssofaer, sofabord med kakler og et altdominerende farveskema i brunt og orange. Tidsbilledet bliver dog ikke mere end en kulisse. Udover nogle lidt forældede kønsmønstre er der intet, der gør historien specielt bundet til sin tid. Den er snarere eviggyldig. Det er faktisk filmens største svaghed. Historien virker mest af alt som noget, vi har set mange gange før.

Der er ikke meget nyt i fortællingen om manden, der efterladt med sin datter må lære at være far på en ganske anden måde. Og der er absolut ingen overraskelser i historien om en alkoholiker, som stille og roligt ødelægger sit liv, imens datter må dække for ham og sætte sit eget liv i anden række. Filmen prøver at tilføje noget samfundssatire, men det falder ret meget til jorden, som når den introducerer en frisør, der bliver romantisk involveret med faderen, men som har fuldstændigt modsatte politiske holdninger. Det kommer der et par halvkvalte tøhø’er ud af og en hel masse pinlighed, men intet bliver siddende efter filmen.

Persbrandt spiller forrygende som en mand, der helt klart har købt sit eget bullshit og tror, han er usårlig, men som efterhånden må sande, at alt glider ham af hænde. Saga Samuelsson, der spiller datteren som teenager, er lidt for forsagt til at bryde igennem lærredet. Det kan være et bevidst valg for at vise, hvad situationen har gjort ved hende, men det gør ikke filmen noget godt. Der, hvor filmen alligevel formår at bryde igennem, er i den sidste sekvens, der følger Lisa som voksen. Her kommer filmen pludselig til live og man investeres i karaktererne. Det er bare ærgerligt, at det sker 10 minutter før filmen slutter.