Dig og mig og vi to

Det handler om tallet to. Dualitet. Dig og mig. Kvinde og mand. Fattig og rig. Krop og hjerne. Det står klart lige fra den todelte åbning af “Mig før dig”. Han vågner i hvide lagner til en perfekt kvinde. Hun er derimod på dårligt betalt caféarbejde i gule strømpebukser. To verdener. Han mister følelsen i sine ben, hun mister sit job. Sam Claflin og Emilia Clarke. To skønne skuespillere, der nu forenes i en mindre skøn film.

Emilia Clarke kan ellers det der med at fjerne det slemme fra en fyr. Først som blond krigerdronning i “Game of Thrones”, hvor Khal Drogo blev lært at elske romantisk. Nu som britisk arbejder-brunette, der skal passe en rig, men naturligvis også bitter krøbling. Han er her sexede Sam Claflin, der som en ung udgave af tørt britisk Hugh Grant charmerer alt det, han kan fra sin kørestol. Men det er svært, når man er fanget. Ikke i en kørestol, men i en film, der er lavet en del gange før.

For det er vanskeligt at tro på, at før Jojo Moyes skrev sit romanforlæg, at hun så ikke har set film som “En duft af kvinde”, “De urørlige”, “Teorien om alting” eller “Min venstre fod”. Det ved jeg, hun har. For det gør “Mig før dig” selv klogeligt opmærksom på. Med et glimt i reference-øjet gøres der sjov med, at den her krøbling giver den som Daniel Day-Lewis fra “Min venstre fod” eller Stephen Hawking, som fik liv af Eddie Redmayne i “Teorien om alting”. Derfor kan det også undre, at så selvbevidst en film gør præcis som de andre.

For som vi ved fra alle forbillederne, så er det ikke kun kroppen, der er ødelagt for manden i kørestolen. Det er sjælen, der skal heles igen. Han skal lære at leve på ny. Det overstreges, da han smadrer et fotografi i ramme fra fortiden. Hun limer det sammen igen. Hun er den, der kan gøre ham hel igen. Det gør hun primært igennem nærmest standardiserede musik-montager, som den franske “De urørlige” skamred. Han mades med suppe, hun spilder lidt på ham, så der må føntørres med højt humør til glad musik. Til gengæld kan han udvide hendes horisont. Hun er fattig, derfor må hun være livsglad, men også lidt dum, mener “Mig før dig”. Og så mange andre. Han viser hende franske film med undertekster, pesto og Mozart-musik.

Den stive forudsigelighed forsødes dog af et sjældent godt cast. Clarke opleves oprigtig livsglad i liga med Sally Hawkins’ glædesspreder fra “Happy-Go-Lucky”. Selv birollen som hendes kæreste, kroppen, der hellere vil løbe langt end at lytte til hende, som krøblingen gør det, er med ægte nuance. Det får handlingen næsten også, da den halvvejs knækker til fordel for en alvorlig diskussion om aktiv dødshjælp i Schweiz, som danske “I dine hænder” gjorde det for et år tilbage med nok en bitter krøbling i kørestol.