Migranterne
Udgivet 11. sep 2009 | Af: Benway | Set i biografen
For mange år siden læste jeg en rejsebeskrivelse af et feriested i Portugal, hvor det uden omsvøb og med temmelig dårlig smag var oplyst at ”vind og vejr er perfekt, men udsynet til de mange fattige i området kan måske nok være lidt generende for de besøgende.”
Den kollektive samvittighed er blandt de ting, der bliver pirket til i Niels Boels dokumentarfilm “Migranterne”. Filmen omhandler tre forskellige personer, der hver er emigreret fra de bolivianske landdistrikter i optimistisk søgen efter et bedre liv, end det som de fattige landsbyer – hvor sulten står for døren – kan tilbyde. De møder dog også en betydelig skuffelse, når de bliver integreret som tredjerangsborgere i den nye verden, og længes snart tilbage efter de landsbyer, som de har været tvunget til at forlade.
Dokumentarfilmene får øget opmærksomhed i disse år, og det er da også kun rimeligt, for de har evnen til at lægge fokus på områder, som spillefilm har vanskeligere ved at betræde. Det ser vi ikke mindst her, hvor Boel følger sine hovedpersoner anonymt uden fordømmende eller indignerede kommentarer, og man glemmer hans og kameraets tilstedeværelse. Kun nær slutningen af filmen dukker en smule vrede op over situationen, ellers er den holdt i et redeligt, resignerende tonefald uden de store udbrud eller følelsesmæssige fremprovokerende udsagn.
“Migranterne” er en kort, men effektivt fortalt dokumentar, der ganske vist ikke byder på de store duperende billeder, men som i stedet lægger sig i traditionen for klassiske observerende beskrivelser af miljøer, som de fleste af os ikke har nogen form for adgang til eller mulighed for ellers at lære at kende. Den er en stilfærdig udramatisk størrelse, om end man fornemmer vreden, der ligger bagved, samt det ulige forhold mellem parterne.
Det er under alle omstændigheder forfriskende at se en dokumentarfilm, hvor det er budskabet og ikke instruktørens selvpromovering, der er emnet. Trods dokumentarfilmenes popularitet er den slags mere og mere blevet en sjældenhed. Man kan måske kritisere “Migranterne” for dens lidt konservative form, men man kan ikke andet end beundre dens værdighed og vægtige budskab.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet