Hvor skal vi hen, du?

Hvem er ham den unge mand, der ligger i sengen på gæsteværelset? Robin. Hvilken Robin? Og nu kommer også en fremmed pige ind og lægger sig hos ham. Hvor kommer de fra? “Min fars store rejse” er bevidst forvirrende. Det meste opleves fra Claudes smådemente blik. Han husker ikke, at barnebarnet Robin og kæresten passer på ham i weekenden. De har lige spist lasagne. Det aner Claude ikke. Husker intet. Det gør vi heller ikke. Velkommen til Claudes hukommelsessvigtende virkelighed.

Det er et radikalt fortællegreb, som Philippe Le Guay benytter. Vi kastes abrupt ind i de fleste scener uden forklaring. Enkeltdelene giver først mening, når “Min” fra titlen dukker op og sætter i kontekst. Det er datteren Alice, der passer på sin humoristiske gnavpot af en far. Han er den grædende klovn. Forsøger at frame hjemmeplejer efter hjemmeplejer for tyveri af armbåndsuret af guld. Så datteren kan tage sig tid i stedet. Den humoristiske virkning har en rørende årsag hos den demente gamling.

For Claude frygter inderst inde at blive ensom og helt alene. Konen har fundet en anden, og den anden datter bor vist nok i Florida. Det fortæller han til alle, der gæster. De får appelsinjuice fra Florida, præcis som datteren nok drikker det. Han vil besøge hende. Det er rammen for den demente fortælling. Han er på vej til Florida i fly nu, imens det meste udfolder sig i den fortid, der fører frem til flyturen. For det er måske ikke så let, som Claude selv tror. Præcis som Ghita Nørbys gammel-demente plejehjemsbeboer i “Nøgle hus spejl”, der så gerne ville til Paris en sidste gang. For at holde fast i minderne. Og hukommelsen.

Men i Frankrig er det ikke så almindeligt at parkere de gamle på plejehjem som i Ghitas Danmark. På den måde er “Min fars store rejse” en interessant spejling og diskussion af, hvad vi gør med de gamle, når de ikke mere kan det hele selv. På institution eller passes derhjemme? Den franske her holder med den danske model. For demens er i højere grad en sygdom end et tegn på alderdom. Der skal professionelle til.

I hovedrollen er Jean Rochefort en charmerende drillepind, når han som et gammelt barn råber ud over en forsamling, at der bliver kneppet for lidt i Frankrig. Han er ligeglad med, hvad andre tænker. Men er det ham eller sygdommen, der taler? Det er uklart. Ligesom palmen, der bliver kørt bort igen. Den skulle stå klar til, når Florida-datteren kommer hjem igen. Men det gør hun vist ikke, så Alice sender den bort. Den fortoner sig i horisonten, imens Claude trist ser til. Væk er palmen og snart hukommelsen.