“Dokumentarfilm” og “biograf” har ikke altid været ord, der gik hånd i hånd i folks bevidsthed. I 2002 kom så “Bowling for Columbine”, som blev den mest indtjenende dokumentarfilm nogensinde og dermed for alvor satte genren på plakaten. Senere blev den fulgt op af kassesucceser som “Supersize Me” og den kontroversielle “Fahrenheit 9/11” (som i øvrigt satte en ny omsætningsrekord), og med disse værker printet ind i hukommelsen på biografgængere verden over, er denne type film ikke mere underhunden men har tværtimod opnået stor popularitet.

Mens vi bliver bombet med følelsesmæssigt næsten berøringsangste, storpolitiske propaganda-dokumetarer fra amerikansk side, ser det noget anderledes ud på hjemmefronten. Her har reklamefilmsinstruktøren Søren Fauli – ham skildpadden fra “Toms” reklamerne – lavet en meget lille og meget personlig film, som er helt sin egen og ikke lader sig manipulere af tidens trend med humoristisk dokumentarisme. Filmen hedder “Min Morfars Morder”.

Søren Fauli tager udgangspunkt i sig selv og sin mor. Moderen Mona har, i modsætning til sin søn, en meget stor berøringsangst i forhold til emnet. Hun får kvalme ved at høre navnet Søren Kam – manden, som dræbte hendes far under 2. Verdenskrig, da hun selv kun var 13 år gammel, – og går tilsyneladende kun med til at medvirke i filmen for at hjælpe Søren Fauli med projektet. Som filmen skrider frem bliver denne facade langsomt men sikkert pillet af hende. Søren Fauli bliver på bedste journalistiske facon ved med at presse hende til at stå ansigt til ansigt med hendes følelser og frustrationer – uden dog på noget tidspunkt at gå over stregen med risiko for at såre hende.

Moder/søn forholdet er en af filmens mest solide bærende vægge. Allerede fra begyndelsen bliver de sædvanlige kamera-angste overflader fjernet fra både Søren Fauli og Mona, og som tilskuer føler man næsten, at man er en flue på væggen og ikke en beskuer i biografsalens mørke. Det er ikke følelsesporno, det er filmkunst. Der bliver ikke lagt skjul på noget, og de evindelige småskænderier mellem moder og søn bliver ofte et slags “comic relief” i den ellers seriøse historie – især fordi man tydeligt fornemmer, at der under mundhuggeriet ligger en dyb, gensidig respekt.

Ud over de menneskelige portrætter bliver “Min Morfars Morder” krydret med sporadiske historiske fakta om landsforræderen Søren Kam. Disse bliver underbygget af billeder og gamle nyhedsudsendelser og er meget varsomt sat ind på steder, hvor det ikke generer resten af handlingen. Gennem disse informationer får man som publikum det objektive og kyniske billede af Søren Kam. Paradoksalt nok er det Søren Fauli, som, uden at have mødt manden, giver et humant billede af Kam.

Selv om Søren Fauli aldrig har mødt sin myrdede morfar, har mordet alligevel haft en stor indflydelse på hans opvækst. Samtidig har han en lidt større afstand til det end moderen, og det er denne splittede tilgang, som gør “Min Morfars Morder” til en meget nuanceret film. Samtidig med, at Søren Fauli såvel som publikum gribes af det følelsesmæssige i historien, ligger der også en konstant journalistisk nysgerrighed – en nysgerrighed som dog synes mere drevet af, at få forløsning end af, at lave et godt produkt. Netop på grund af dette er “Min Morfars Morder” blevet en meget ærlig film – og frem for alt et godt produkt.