Et mareridt for forældre, en drøm for filmelskere

Sentimentale film er ofte frygtelige. Når siruppen driver ned af væggene og violinerne hyler i baggrunden, bliver det utroligt svært for mig at relatere til noget som helst på skærmen. Men en gang imellem løber man over en film, hvor det sentimentale er afstemt med tilpas meget bitterhed, og skuespilpræstationerne er tilpas dygtigt afdæmpede. Hvor det alt sammen er bundet sammen af en instruktør, der ved lige nøjagtigt, hvad han skal skære væk, og hvad, der skal dvæles ved. Sådanne film er Hirokazu Koreedas særkende. Sådan en film er “Min søns familie”.

Hvis man skal vække følelser, så er det altid nærliggende at lade det gå ud over børnene. De, der har set Koreedas internationale gennembrudsfilm “Nobody Knows”, vil vide, at det er en lektie, han har lært tidligt og grundigt. I “Min søns familie” spiller han dog endnu mere effent på vores yngelplejeinstinkt ved at lade et af alle forældres mareridtsscenarier udspille sig: Hvad hvis dit barn var blevet forbyttet ved fødslen? Vi kommer ind, da børnene er seks år gamle, hvorfor det ikke længere er så simpelt bare at lave en ’ombytter'. Dermed befinder vi os i den gode, gamle debat om arv versus miljø.

De to familier er naturligvis meget forskellige, og spændingerne mellem dem bliver hurtigt en central del af plottet. Til filmens fortjeneste fortælles historien for det meste indirekte og uden at blive melodramatisk. Vi ser de to forbyttede drenge knytte sig til hinanden med det samme, mens forældrene lige skal se hinanden an. Vi ser mødrene mødes over den betingelsesløse kærlighed til deres børn, mens fædrene snarere skal måle sig op mod hinanden. Det bliver fortalt i smukke, hverdagspoetiske scener, der lægger sig i traditionen fra de andre store humanister i japansk film som Mizoguchi, Ozu og Kurosawa. De stærkeste scener i filmen er dem ganske uden dialog, hvor forholdet mellem karaktererne bare udfoldes i blikke og bevægelser.

Der er en tydelig økonomisk og klassemæssig forskel mellem familierne, som der desværre bruges lidt for meget energi på. Det er unødvendigt. Filmen gør det bedst, når den fokuserer på, men aldrig italesætter, de små forskelle imellem den disciplinerede og stressede Nonomiya-familie og den mere rodede og frie Saiki-familie. Sidstnævnte kommer konsekvent for sent til alle aftaler med små akavede historier om, hvad der denne gang har forsinket dem, mens man derimod hele tiden ser faderen i den anden familie tjekke sit ur.

Filmen har en løs struktur og giver sig god tid til at komme omkring sine figurer. Sådan en film lever eller dør på styrken af deres skuespillere, og her har instruktøren været heldig. De to drenge, Shôgen Hwang og Keita Ninomiya, spiller forrygende godt. Specielt sidstnævnte har en svær rolle at udfylde, der kræver stor subtilitet. Det forløser han fremragende og ganske uden det gammelkloge udtryk, som skæmmer mange børneskuespillere. Blandt forældrene er det specielt Nonomiya-parret, der imponerer, hvilket også er der, hvor filmen fint lægger sit hovedfokus.