Min søsters børn tjener flere penge

Jeg nyder virkelig at skrive om film, og det er ikke blot et arbejde, men også en passion at diskutere, kritisere og anbefale de forskellige af slagsen. Der er dog også dage, hvor denne anmelderbeskæftigelse føles som en sur pligt, og de stunder har ofte en kedelig tendens til at indfinde sig, når der skal anmeldes danske børnefilm.

Det er ikke, fordi jeg ikke også gerne vil se børnefilm – blandt nogle af de mest positive overraskelser af slagsen i de senere år har været film som “Max pinlig”, “Storm” og hovedparten af “Karla”-filmene – men utroligt mange danske børnefilm er næsten overdynget med en følelse af fattighed, tvær rutine og ideforladthed, som det ærlig talt er meget vanskeligt ikke at lade sig påvirke af. Når man overvældes af træthed allerede få minutter inde i “Mine søsters børn vælter Nordjylland”, er det i hvert fald svært ikke at tro, at den følelse også i en vis grad har gjort sig gældende for filmens skabere.

Hvorfor står det så grelt til for denne slags film? Er det fordi, de er ligesom de butikker, der ligger de mest opportune steder og derfor kommer alt for let til deres høje salgstal – og derved bliver dovne? Er det sådan, at når man allerede har erhvervet sig et veletableret navn såsom “Far til fire” eller “Min søsters børn”, så gælder det blot om at komme sig smertefrit gennem hele forløbet og efterlade sig så få fingeraftryk som muligt? Kan det sammenlignes med at købe sig ind i en McDonald’s-franchise, hvor man helst heller ikke må lade produktet smitte af nogen form for individuel personlighed eller iderigdom?

I “Min søsters børn vælter Nordjylland” er der bestemt ikke gjort noget synderligt forsøg på at bringe blot den mindste følelse af kreativitet eller nytænkning. Den kører blot ud af den sædvanlige tangent, som vi allerede kender til hudløshed, og som vi nu får gentaget endnu engang for Prins Knud i denne nye udgave. Professoren, som i teorien er så klog på børn, får sin sag for, da han skal overføre sin abstrakte tænking til de mere håndgribelige unger, og det går som sædvanligt en del anderledes, end han havde troet. Beretningen krydres også med noget om en truet familiegård, der skal jævnes med jorden, og som ungerne skal redde efter det samme mønster som alle andre børnefilm.

Al ting er udført efter den samme dræbende rutine som altid, og figurerne er blot livløse størrelser, der fylder de vante skabeloner ud. Der er end ikke antydningen af sjæl bagved de skrevne replikker. Det er ikke, fordi hele herligheden hverken er mere eller mindre kompetent håndværk end så mange andre film af slagsen, men som voksen tilskuer kan man ikke lade være med at spekulere på, hvorfor hele denne genre altid byder på så tarvelig behandling.