Misfits
Udgivet 2. mar 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
”Forbliv mærkelige,” appellerede Graham Moore til os alle og særligt de homoseksuelle, da han modtog sin Oscar for manuskriptet til “The Imitation Game”, der omhandler matematikgeniet Alan Turing, som brød nazisternes Enigmakode under 2. Verdenskrig. Virkelighedens Turing endte med at tage sit eget liv, fordi han ved britisk lov blev dømt for at være sig selv. For at være homoseksuel. Problemet er stadig aktuelt. I det amerikanske bibelbæltes epicenter, Oklahoma, er selvmordsraten skyhøj blandt unge, der føler sig mærkelige på grund af deres lyst til eget køn. Det sætter Jannik Splidsboels problemdokumentar her fokus på.
400.000 indbyggere. Mange selvmord blandt unge. 2000 kirker. Et eneste ungdomscenter for homoseksuelle. Introen er ikke til at misforstå. Selv Sherlock Holmes på sine mest misbrugsramte dage kan regne den ud. Der er noget helt galt. Fæle bibelprædikanter får lov til at agere baggrundsstøj med forsikringer om, at homoseksuelle er syge og ryger direkte i Satans ild. Jeg var herfra sikker på, at vi skulle på tur ind og konfrontere de tossede bibelfreaks. Som Sacha Baron Cohen gjorde det i homoskikkelse af Brüno i den satireprovokerende film af samme navn. Men nej. Der kommer aldrig et payoff på det indledende setup. Kun påstande, der sikkert er rigtige, men her forbliver de påstande, der er lige så hule som Tea Party-bevægelsens argumenter.
Mest interessant af de unge er lesbiske Larissa, der foran spejlet tuscher markeringen op af det skæg, hun drømmer om. Eller gør hun? Senere i “Misfits” leger hun sin identitet i en hel anden retning uden forklaring. Høje hæle, franske negle og langt hår. Hvor kom det fra? Er hendes seksualitet i virkeligheden bare en del af en avanceret identitetsleg? En ung, der ikke ved, hvem hun er endnu? Det virker mest som en tilfældighed i en film, der har valgt tre tilfælde unge, og så håbet på det bedste. At noget ville ske. Det gør der næsten ikke.
Graham Moore bliver utvivlsomt en eftertragtet manusmand efter sin Oscar. Måske Jannik Splidsboel skulle tage en kop kaffe med ham inden sin næste film? For selv den mest velmenende virkelighed behøver en plotretning, et setup til sit indledende payoff. Jeg er sikker på, det er nederen, at være ung homo blandt Oklahomas 2000 kirker, men det fortæller “Misfits” bare meget lidt om.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet