Der er engang…

Modsat gængs opfattelse går tiden ikke fremad, men i ring. Et vigtigt faktum i “Miss Peregrine’s Home For Peculiar Children”. Og vel egentlig også for manden bag. Tim Burtons nye film er så Tim Burton’sk i udtryk og indhold, at det er overraskende, Tim Burton ikke selv er kommet på idéen. Men hans hyggelige horror med strejf af sort melankoli, som fx “Edward Saksehånd” eller “Corpse Bride”, lever sit eget liv nu. Et liv som Ransom Riggs, forfatteren til “Miss Peregrine”, tydeligvis har ladet sig inspirere af – med en hyperpopulær bogserie til følge. Burton filmatiserer filtreret Burton.

Riggs er ikke uden egne idéer. Hans bog fungerer som en slags baggrundshistorie til en lang række gamle, gulnede fotografier af børn. Det er et ret fint greb, der giver en særlig urovækkende tone, allerede inden man har læst et ord. Både film og bog er en slags “X-men” møder Dickens med usynlige drenge i sixpence og tweed, og storøjede piger der bærer ornamenterede blysko for ikke at svæve lige op i luften. Burton og Riggs må i det hele taget dele en fascination af the old country. Accenten, teselskaberne og den høfligt victorianske omgangstone. Men også hemmelighederne, alt det, der bliver pakket væk under den slebne britiske overflade.

“Miss Peregrine” er derfor det let gotiske gys a la Henry James eller Oscar Wilde, der når at kilde lidt på rygraden, men aldrig bliver fuldt ud skrækindjagende. Riggs’ målgruppe er de eftertragtede young adults. Målgruppe og hovedpersoner er på samme alder, og pubertetsmareridtet er mere centralt end det med tentakler og store tænder. Den ensomme Jacob føler sig kun hørt af sin farfar, som alle andre tror er gak. Da han dør på grusom vis, sender hans gamle breve og fotografier Jacob på en rejse til Wales for at finde Miss Peregrines børnehjem.

Man skal ikke have set mange af den type film for at regne ud, at farfar taler sandt, og at Jacob snart skal slås med både monstre og kærestesorger. Men indtil de sælsomme børn hiver ham tilbage til 1943, går det lidt trægt. Det bliver igen og igen og igen understreget, at Jacob er en klassisk hæmmet teenager, og at den medrejsende far er en klassisk følelsesdøv tumpe. Når Burton ikke kan skrue på de skæve vinkler og male med den sorte pensel, virker han lidt idéforladt. Det rigtige Wales er kedeligt for Jacob, hans far og for mig.

I det hele taget er “Miss Peregrine” som filmatiseringer er flest. Pumpet med information og snak i den første halvdel og på forpustet jagt på et klimaks i den anden. Det bliver til voice-over og ‘Ok Jacob, nu fortæller jeg det hele’, efter Eva Green ellers har holdt mund i en time. Hun er egentlig perfekt som Miss Peregrine, men mest fordi det ned til kjolesømmen er nøjagtig samme rolle som i “Penny Dreadful”. Samuel L. Jackson valser nok engang ind og stjæler skurkagtigt en skurkerolle, men han er mere irriterende end ond. Både slås- og charmekampen taber han til Asa Butterfield og især Ella Purnell, der er mere “Alice i Eventyrland” end begge Tim Burtons film tilsammen.