Sprængstof og varmt hjerteblodStartskuddet for denne sommers storfilm har lydt med premieren på den tredje film i rækken om Ethan Hunt og de andre gæve agenter fra det tophemmelige sikkerhedsagentur IMF (Impossible Mission Force) – og sikke et forrygende startskud! Spurten går ind allerede fra start og “Mission: Impossible III” kan byde på det ene stakåndede actionoptrin efter det andet, uden for alvor at miste pusten. I en genre som man efterhånden ikke skulle tro kunne overraske, viser instruktøren J.J. Abrams vejen med sprængstof og varmt hjerteblod.

Ethan Hunt har valgt livet som aktiv agent fra til fordel for et liv med en ny kone, hus, hund og sikkert også en Volvo. Ethans kone Julia er uvidende om hans tidligere dobbeltliv, og lykken synes at have indfundet sig. Men den er kortvarig, for Ethan tvinges tilbage i aktiv tjeneste for at redde den kvindelig agent Lindsey, som han selv har oplært, fra den djævelske Owen Davians fangenskab.

Med sig har Ethan atter sin gamle ven Luther (Ving Rhames), plus et par nye tilføjelser; Declan, spillet af en noget passiv Jonathan Rhys Meyers og Zhen, spillet af den smækre Maggie Q, som i en scene markerer sig ved at være iført en kjole, man knap kan kalde en beklædningsgenstand. Intrigen udvikler sig dog og viser sig at være langt mere indviklet end Ethan først havde antaget, og selvfølgelig bliver også hans kone snart involveret.

Filmen griber sit publikum ved struben fra bogstavelig talt første sekund. I den foruroligende åbningsscene, som er et spring frem i filmens handling, finder vi vores helt fastspændt til en stol mens den nederdrægtige skurk Owen Davian, spillet af Philip Seymour Hoffmann med en fattet atmosfære af ondskab omkring sig, holder en pistol rettet mod Ethans kone.

Davian vil have fingre i, hvad der tilsyneladende er et kemisk våben, som gådefuldt kaldes ‘Kaninpoten’. Et skoleeksempel på det Hitchcock døbte en MacGuffin – en genstand alle vil have fingre i og som aldrig bliver forklaret til fulde, heller ikke selvom den står i centrum for hele miseren filmen igennem. Og det er tydeligvis et meget bevidst og drilsk træk fra instruktørens side af.

“Mission: Impossible III” er den entydig bedste i rækken, og det er ene og alene takket være J.J. Abrams, der her debuterer som spillefilmsinstruktør. Undervejs mindes Ethan Hunt gentagne gange af sine kolleger om problematikken og faren ved at have en bedre halvdel i deres branche, ikke mindst når denne halvdel er uvidende om den andens dobbeltliv. Med denne tematik bygger instruktøren Abrams for så vidt videre på den historie, han begyndte at fortælle med thriller-agentserien “Alias”, som han også står bag. Abrams giver ligesom i tv-serien plads til charmerende om end banal karakterudvikling imellem fygende kugler og kæmpeeksplosioner. Og det bliver aldrig så kvalmt at man kan tillade sig en længerevarende tissepause, for Abrams lader aldrig dette tema tage for meget overhånd.

Tom Cruise leverer som Ethan Hunt en forventelig indsats med masser af velkendte grimasser, der leder tankerne hen på et temmelig ubehageligt toiletbesøg – men flankeret af flere gode skuespillere med interessante roller, som giver filmen hjerte, betyder Cruises mangler mindre. Specielt er det en fornøjelse at finde en veloplagt Philip Seymour Hoffmann i den altoverskyggende skurkerolle som Owen Davian. Den nyligt Oscarbelønnede Hoffmann spiller med en isnende ondskab, som giver gåsehud og får nakkehårene til at rejse sig. Det er bare en skam at man ikke ser mere til ham.

Filmens drive og tempo er dog alfa og omega, og den er bedst, når Cruise som Ethan Hunt svinger fra det ene højhus til det andet i Shanghai eller er på vild og hæsblæsende helikopterflugt gennem en vindmøllepark. Dog fungerer filmen bedst i sin første time, hvor den ene drabelige scene afløser den anden. Det er svært for Abrams at holde dampen oppe hele filmen igennem, og dens to timer er også i overkanten.