Et blændende møde

Er autenticitet og ægthed det altafgørende, eller er det vigtigste blot, hvordan man forholder sig til tingene? Er en perfekt kopi ligeså god som den ægte vare – eller muligvis bedre under de rette omstændigheder?

Virkeligheden er i det hele taget et omdrejningspunkt i “Mødet i Toscana”. At forsøge på at beskrive filmens ydre handling er ikke ulig at forsøge på at genfortælle handlingen til “Inception” eller “Det hvide bånd”. Man kan berette i detaljer, hvordan de forskellige episoder afløser hinanden, men det fortæller i bund og grund ikke om essensen af filmen selv, som først og fremmest udspiller sig et sted mellem linjerne.

Beretningen starter til en forelæsning. Den engelske forfatter James Miller har netop skrevet en bog om kopier i kunstverden og fortæller om sine betragtninger til de nysgerrige fremmødte, hvoraf en er den franske Elle – spillet af Juliette Binoche. Hun bliver forhindret i at overvære hele foredraget, men de to aftaler at mødes dagen efter i hendes kunstbutik. De mødes ganske rigtig og ender med at køre en tur til en nærliggende landsby, mens samtalens tone skifter mellem flirtende, debatterende og indimellem mildt anstrengende. De standser ved en cafe, og da han for en stund forlader hende for at besvare et opkald, antager cafeejeren tilsyneladende fejlagtigt, at de er ægtefolk. James vender tilbage, og pludselig har samtalen fuldstændig ændret natur.

Hvad præcis der foregår, og hvordan deres forhold egentlig er, forbliver et godt spørgsmål, og den gåde bliver et overhængende tema, som vedvarende lader til at være lige ude for ens rækkevidde. Filmen er af iranske Abbas Kiarostami, der hermed debuterer med sin første internationale film, og han har om nogen en unik evne til ikke blot at angribe væsentlige emner, men også gøre dem til dramatisk effektive historier, hvor hver eneste sætning føles altafgørende. Når jeg ser film proppet med bulder, brag, eksplosioner og lange biljagter, hænder det ofte, at jeg mentalt begynder at stå af, fordi det hele alligevel er så komplet ligegyldigt, men det modsatte gør sig gældende her. På mange måder er filmen en lang samtale, der udspiller sig på forskellige lokationer, men man er ikke desto mindre komplet indfanget. Af ydre begivenheder er der ganske vist få, men ikke desto mindre er “Mødet i Toscana” på sin vis den mest tempofyldte film, jeg har set i meget lang tid.

På trods af at være en film om en samtale, så er “Mødet i Toscana” fyldt til bristepunktet med formidable visuelle detaljer. Kiarostami viser sig hurtigt at være mindre optaget af begivenhederne selv og mere af personernes reaktioner. Et omtalt bryllup bliver aldrig direkte vist, personernes handlinger skifter fuldstændig betydning alt efter vinklen, vi ser dem fra, og ofte dvæler kameraet ved personen, der lytter, i stedet for den, der taler. Ikke mindst Juliette Binoche er blændende til netop den form for skuespil og kan mesterligt skifte udtryk, så hele scenens tone pludselig ændres. Glimrende er også William Shimell, der faktisk stammer fra operaens verden, men alligevel er fuldstændig overbevisende og bringer en fyldestgørende reserveret distance til rollen.