De indespærrede længsler”Man kan, hvad man vil,” hører vi det ofte gentaget til hudløshed, og det er i grunden en besynderlig læresætning i betragtning af, at det ikke kræver særligt meget indsigt i denne verdens mekanismer for at konstatere, at det ikke passer. Som opmuntring til at forsøge sig med sine forhåbningsfulde projekter er det sikkert ganske effektivt, men det kan også være en blindgyde, der skaber nogle urealistiske forhåbninger og længsler, hvor accept af ens situation måske var en mere fornuftig holdning.

Længsel er noget, den unge Jorge kender alt til. Hans far er vicevært i et lejlighedskompleks i Madrid et sted, som Jorge næsten ikke kan vente med at slippe fra. Hans drømme får sig dog et knæk, da hans far får et hjertetilfælde, og i stedet må Jorge nu pleje den hjælpeløse far og overtage hans job. Syv år senere har Jorge fået taget en uddannelse, mens han har passet arbejdet, men han må gå frustreret fra jobsamtale til jobsamtale. Samtidig sidder hans bror Antonio i fængsel. Antonio melder sig til en teaterworkshop for at træffe eksemplarer af det modsatte køn og møder da også hurtigt den kønne Paula, som han snart får varme følelser for.

Paula bliver jævnligt overfaldet af sine kvindelig medfanger og beder derfor Antonio om at gøre hende gravid, så hun kan blive overflyttet til den mere fredelige forældreafdeling. Antonio indvilger, men det viser sig, at han er steril. Han beder derfor Jorge om at lægge krop og sæd til foretagendet, hvilket Jorge dog ikke umiddelbart er helt komfortabel med.

Når man går handlingen igennem, bliver man bevidst om, hvilken balancegang filmen foretager. Alt efter vinklen kunne den samme historie være et socialrealistisk drama, en sæbeopera, en komedie eller en form for magisk realisme. Som resultatet er, er den ikke rigtig nogen af delene – eller måske snarere alle fire på en gang. Filmen er instrueret af den spanske instruktør Daniel Sánchez Arévalo. Selvom det er hans første film som instruktør, har han 15 års erfaring som manuskriptforfatter, og der er da absolut heller ingen famlen over denne fuldstændig velkalkulerede historie. Han er aldrig flamboyant og påkalder ingen unødig opmærksomhed til sin instruktion.

I stedet er filmen båret oppe af en oprigtig interesse for sine hovedpersoner. Så mange ensemble-fortællinger mislykkes, fordi historien er mere interesseret i at spinde så udspekulerede samlingstråde som muligt snarere end i at levere nogle overbevisende persongallerier. Det er ikke en fejl, Arévalo begår, og man kan ikke lade være med at fatte interessere og holde af filmens hovedpersoner, der i bund og grund alle er sympatiske mennesker.