Mona Lisa Smile

InstruktionMike Newell

MedvirkendeJulia Roberts, Topher Grace, Maggie Gyllenhaal, Kirsten Dunst, Julia Stiles, Dominic West, John Slattery, Juliet Stevenson, Terence Rigby, Marcia Gay Harden, Jordan Bridges, Ginnifer Goodwin, Laura Allen, Marian Seldes, Donna Mitchell

Længde117 min

GenreKomedie, Komedie, Drama, Drama, Romantik, Romantik

IMDbVis på IMDb

I biografen02/04/2004


Anmeldelse

Mona Lisa Smile

2 6
“Mona Lisa Smile” skildrer en kvindelig kunstprofessors kamp for ligestilling i 1950’ernes USA, hvor selv landets klogeste pigehoveder tvinges ud i forstæderne som hjemmegående husmødre. Det er pudsigt, at det er en englænder som står bag denne udpræget amerikanske historie, og selvom at Mike Newell før har lavet gode film med stærke kvinderoller, skyder han denne gang langt over målet. Hans blanding af feministiske problemstillinger og slap romantisk komedie falder fra hinanden under en morale, der set i lyset af samfundets udvikling igennem de seneste 50 år, ingen socialkritisk relevans har overhovedet.
I mange år har man spekuleret på hvad der mon ligger bag Mona Lisas smukke og mystiske smil, som portræteret af Leonardo Da Vinci i starten af det 15. århundrede. Dette spørgsmål danner udgangspunkt for fortællingen om Katherine Watson (Julia Roberts) og hendes piger, hvis liv forandres markant efter at de modtager undervisning fra den radikale feminist. Hver især bliver de billeder på en håndfuld forskellige kvindeskæbner, der i sidste ende alle heldigvis udvikler sig i en positiv retning. Watson opfordrer sine studerende til at kigge bag overfladen på den kunst, som de studerer for derved – i tilfælde af Da Vincis berømte billede – at finde frem til værkets sande værdi og den kvinde, der befinder sig under den umiddelbare overflade. Hensigten er selvfølgelig at pigerne skal bevæge sig væk fra indholdsløse værdier, der her er repræsenteret af den facade, som skolen forsøger at bygge op omkring dem. De skal indse at den ideelle kvindeskikkelse slet ikke findes. Denne tematik er for så vidt også ganske interessant og kunne, i de rigtige hænder, sagtens have været lavet til en vedkommende film, men det er desværre ikke tilfældet her. Newell begår nemlig den største synd af dem alle ved udelukkende at arbejde med karakterer, der alle er skåret over den samme stereotype læst. Og det er døden for en film af denne type.

Alle lige fra den buttede pige med ondt i kærligheden til den snerpede stræber, der forgæves forsøger at leve op til sin konforme mors forventninger, undergraver de én efter én det der kunne have været en hyldest til den moderne kvinde. Der er intet for os at sætte tænderne i og med tre af Hollywoods bedste unge skuespillerinder på rollelisten, kan man kun ærgre sig over, at deres materiale er så blottet for substans. Filmen styrer behændigt uden om de interessante anslag den selv etablerer, og som det er tilfældet med den homoseksuelle professor, der afskediges på grund af hendes “progressive” holdninger, løber det der kunne have givet filmen kant, og bare et minimum af relevans for nutidens publikum, ud i sandet.

Dermed ikke sagt at Dunst, Gyllenhaal, Stiles og de andre birolleskuespillere ikke yder gode præstationer, for det gør de faktisk, og man kan ikke klandre nogen af dem for at historien er en fuser. Sammen med de fine kostumer, og – for amerikansk film – typisk høje production values fungerer “Mona Lisa Smile” også bedst som tidsbillede, der med garanti er meget præcist researchet.

Et andet betragteligt problem ved “Mona Lisa Smile” ligger i både valget af Julia Roberts som hovedperson, og i den måde hun fremstilles på. For det første, har jeg meget svært ved at se bort fra al den opmærksomhed der er omkring Roberts’ person, som formet af pressen, hendes tidligere roller og offentlig optræden. På intet tidspunkt ser jeg hende som en kvinde, der kunne passe ind i 1950’erne, for slet ikke at snakke om hendes rolle som universitetsprofessor, der ligger så langt fra det image hun normalt bærer, at karakteren bliver utroværdig. Det er i princippet det samme problem, som jeg har med en skuespiller som Tom Cruise, og Roberts er her så åbenlyst blevet castet, netop fordi vi allesammen associerer hende med den stærke og selvstændige kvindeskikkelse. Var Watson blevet spillet af en mindre kendt person, ville karakteren på nogle punkter have fungeret bedre.

For det andet, hæver Newell bevidst Roberts op over alle de andre karakterer i filmen, ved at lade hendes udseende svæve mellem et samtidig og et moderne look, hvorved hun bliver en slags anakronisme, der strømmer igennem historien som en repræsentation af universel kvindelighed. Dertil kommer, at man har tillagt hende et element af historisk alvidenhed, der gør hende i stand til meget præcist at gengive hvordan eks. kommende generationer vil kigge tilbage på og tolke de unge pigers valg af tilværelser og roller i samfundet. Det virker irriterende, at Watson besidder denne umuligt præcise indsigt, der både afspejler en upassende grad af selvrefleksivitet i handlingen, og som nedbryder rammerne for den ellers fint konstruerede periodeskildring. Sjovt nok gør denne fremsynethed hende ikke i stand til, at undgå den velkendte og helt igennem klicheefyldte problematiske romance, som hun indleder med sin muskeløse mandlige kollega.

Naturligvis får vi også Julia Roberts’ trademark brede smil og klukkende latter, der resulterer i en række uundgåelige (og i denne sammenhæng ganske upassende) flashbacks til “Pretty Woman”.

Det forekommer uvist hvorfor tematiseringen af kvindefrigørelsen absolut skal kobles sammen med den gradvise ophævelse af de kunstneriske dogmer, der fandt sted i midten af 50’erne. Selvfølgelig er der paralleller mellem de forskellige liberale strømninger, som prægede begge områder, men det intellektuelle pay-off må siges at være meget begrænset og ikke ligefrem hvad man vil kalde for dybsindigt. Evnen til skabe sin egen “stil” er derfor i al sin enkelthed friheden til at føre en tilværelse, der ikke er dikteret af samfundets normer, og som udspringer af ens egen opfattelse af, hvad lykke indebærer. Dette gælder imidlertid også selvom, at man så skulle vælge i sidste ende at forblive en gemen husmor, hvilket bringer os til filmens diffuse morale. Selv Watson må nemlig sande, at ikke alle er interesserede i at deltage i hendes revolutionære korstog, og at livet foran tv apparatet måske ikke er så ringe, som hun troede. De mange forskellige valg som pigerne træffer, må derfor betragtes som værende nogenlunde lige gode, hvorved kernen i filmens kritik forsvinder ud i den blå luft. Newells pointe er en moralsk dinosaur skudt ned med så store spredhagl at det hele munder ud i en politisk korrekt helgardering.

“Mona Lisa Smile” indeholder flere åbenlyse paralleller til Peter Weirs suveræne “Døde Poeters Klub”, men filmen efterlader slet ikke samme vedvarende indtryk, som historien om de unge drenge, hvilket vel i sig selv er en pointe, som Mike Newell burde sætte sig ned og studse lidt over. Hans langt mere forudsigelige historie når ikke ud i periferien, hvor historien og karaktererne for alvor begynder at blive interessante. Den patetiske slutning, der fungerer som en hyldest til netop Weirs værk, understreger den kvalitative forskel på to ellers lignende film og det faktum, at “Mona Lisa Smile” – i modsætning til maleriet – allerede vil være glemt i morgen. Og det selvom at Julia Roberts skam også har et ganske pænt smil.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Lærerinden Katherine Watson rejser i efterkrigstiden til New England for at undervise i kunsthistorie på den prestigefulde pigeskole Wellesley College. Watson er en meget selvstændig kvinde, og hun glæder sig meget til at undervise de – efter hendes egen overbevisning – kloge og videbegærlige studiner. Men det viser sig hurtigt, at de kvindelige elever udelukkende går op i at få fingrene i en rig mand og blive gift i en fart. Så Watson beslutter at udfordre administrationen ved at inspirere sine elever til at ønske mere i livet end et godt ægteskab – til at kigge på alt det som kunne have været…