Money Monster

InstruktionJodie Foster

MedvirkendeJulia Roberts, George Clooney, Dominic West, Jack O'Connell, Caitriona Balfe, Giancarlo Esposito

Længde98 min

GenreDrama, Thriller

IMDbVis på IMDb

I biografen02/06/2016


Anmeldelse

Money Monster

2 6
En kedelig løftet pegefinger

Det er nemt at være sur på finanssektoren. Her i kølvandet på den store finanskrise, der fik folk til at besætte Wall Street, er amerikansk film begyndt at tage notits af den almindelige borgers harme over de griske pengemænd. Film som “The Big Short” og “The Wolf of Wall Street” forstår, at den retfærdige vrede er blandet op med et gavmildt skvæt fascination, og at det netop er de modstridende følelser, som gør de selvfede finansfyrster til fremragende filmkarakterer. Den har Jodie Foster desværre ikke luret. Hendes bud er bare sur og frelst og selvretfærdig.

I begyndelsen ligner det en komisk opskruet satire, når George Clooney danser pengeregndans med letpåklædte damer som vært på aktie-showet “Money Monster”. Det virker måske vildt og utroværdigt set fra en dansk kontekst, hvor “Magasinet Penge” og “Millionærklubben” er noget mere sømmelige, når de vender pengesagerne. Men kender man til det amerikanske mediebillede, hvor tv-shows som “Mad Money” gøgler sig gennem aktiekurserne og lover livsomvæltende afkast på ‘sikre’ investeringer, så virker Clooneys tosserier slet ikke så søgte.

Clooneys arrogante tv-vært giver også gode råd om aktieinvesteringer, som hans seere troligt adlyder. Men et af hans sikre råd giver bagslag, da firmaet Ibis pludselig daler 800 millioner dollars i værdi. Det tager han imidlertid ikke så tungt. Hvor der handles, der spildes, er hans teflonglatte automatreaktion. Det kan godt være, han har sagt, det var en sikker investering, men den slags kan man jo ikke vide med sikkerhed. Det siger vel sig selv? Tandpastasmil, videre i teksten. Clooneys klamme, selvtilfredse charme i indledningen er et af de få lyspunkter.

Men ikke alle er klar til at vende bladet og glemme det dårlige råd. Den unge mand, Kyle, har mistet hele sin opsparing på Ibis-investeringen. Så han er vred. Han beslutter at snige sig ind i tv-studiet og tage Clooney som gidsel, mens hele landet kigger med. Herfra er det en thriller i real time. Clooneys karakter, som vi kun lige har lært at kende, vender 180 grader på halvanden time og sætter samtidig rekord for historiens hurtigste udvikling af Stockholmsyndromet. Fra samvittighedsløs lorteaktiepusher til rødglødende kapitalismekritiker på 5400 sekunder. Lyder det utroværdigt? Så lad mig forsikrer om, at det bliver endnu værre i de kulminerende scener, hvor virkeligheden fortaber sig som en plet i horisonten.

Havde det så bare været spændende. Men det meste af tiden sker der meget lidt. Den unge mand råber, at han vil have svar på, hvor hans penge er blevet af. Julia Roberts’ tv-producer stirrer bekymret på skærmene fra sin producerstol, mens hun giver Clooney peptalk i øresneglen. Og det er svært at interessere sig for nogen af dem, fordi “Money Monster” dumper ned i deres liv ganske få minutter før gidseltagningen går i gang. Hvem er den vrede, unge mand med pistolen og bombevesten egentlig? Ingen anelse. Jeg kan fornemme, det er meningen, jeg skal have sympati for ham, men det er svært, når alt jeg ved om ham, er, at han har minus på kontoen.

Grådige direktører og dumme medier får opbyggelige skideballer i “Money Monster”, men det er altså en ret primitiv kritik, når problemerne med et uretfærdigt system reduceres til en grisk karl, der bare skal lære at lade være med at være så grådig. Jodie Foster vifter med pegefingeren, men formår ikke at sætte den der, hvor det gør ondt. Der, hvor man tvinges til at stille sig selv grundlæggende spørgsmål om vores samfund. I stedet rettes den mod dem, vi alle kan enes om at hade. Det er for nemt.


Kort om filmen

I “Money Monster” spiller George Clooney den noget selvfede og kræmmerlignende tv-vært Lee Gates. Han har sit eget tv-show, som har gjort ham landskendt og ikke mindst til den store guru indenfor hvor og hvad man skal investere sine penge i. Heldet ser imidlertid ud til at være sluppet op, da et af de børsnoterede selskaber, han har anbefalet på det varmeste, pludselig og uden forudgående varsel krakker. Og hvad så – for Lee Gates’ egen verden går fint videre uden de store problemer, og han fortsætter sit show med et smil, mens aktiekursen rutsjer nedad. – Og upåagtet sniger en vred og hævnlysten aktieinvestor, som har investeret hver en krone i det krakkede selskab, sig ind i studiet, og tager såvel studieværten som kameraholdet som gidsler. Langsomt går det op for tv-værten, at der ligger mere end en drilsk og vildfaren algoritmes, som ellers er den officielle forklaring fra selskabet, så hvem er så den egentlige skurk?