Monsieur Ibrahim og Koranens blomster
Udgivet 8. jul 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
Moses – eller Momo, som han nu for det meste kaldes – savner nemlig i den grad en stabil faderfigur, der kan give ham en bæredygtig introduktion til livets mange facetter. Hans egen far er lidt af et pjok, er forladt af både hustru og søn nummer to, Popol, ligesom også det faste job undervejs forsvinder mellem hænderne på ham. For Moses bliver redningsplanken derfor den lebendige kioskejer, Ibrahim, der øser ud af sine livserfaringer og i højere grad de blomster, Koranen kan tilbyde.
“Monsieur Ibrahim og Koranens blomster” er nemlig mødet mellem Islam og Jødedom. Naivt? Måske. Men det danner i hvert fald rammerne for en varm og kærlighedsfuld fortælling, der også iscenesætter teenagerens første kaotiske møder med kærligheden, gadens prostituerede og baggårdens opmærksomhedshungrende datter i kvarteret Rue Bleue, hvor tidens amerikanske pophits sætter sine præg. Desværre er det ikke helt nok at være vidner til en dannelsesramme, hvor konflikten aldrig bliver faretruende, og hvor den røde tråd kun nødigt viser sit sande jeg.
Tydelig er til gengæld kamerastilen, som med et umådeholdent forbrug – i dette tilfælde misbrug – af håndholdte og rystede billeder gør sit til, at filmen virker kaotisk og ustruktureret. Til gengæld kan der ikke sættes en finger på de to hovedrolleindehaveres skuespil, der er troværdigt og tegner et bemærkelsesværdigt portræt af et venskab på tværs af alder og religion. Skarpe tunger kunne påstå, at filmen rummer en skjult forkærlighed for Islam som et trosmæssigt udgangspunkt, og det er nok ikke helt ved siden af.
Selvom “Monsieur Ibrahim og Koranens blomster” har fat i en svunden tid, tegner et varmt billede mellem to religioner og byder på stærkt skuespil, mangler filmen både kant og et veldefineret mål for at komme ud over stepperne. Til det er filmens meget tykke krølle på halen ikke meget bevendt. Alligevel efterlader “Monsieur Ibrahim og Koranens blomster” indtryk, som efterfølgende er brugbare og underholdende momenter, der står stærkt i hukommelsen. Så helt ueffen er den altså ikke.
Selvom “Monsieur Ibrahim og Koranens blomster” rummer en række fine pointer og også et par væsentlige detaljer, er det nu engang problematisk, at filmen i udtalt grad mangler struktur og konfliktsøgende materiale. Skuespillet er dog ganske kompetent hele vejen igennem, og selv for en bedaget og rutineret herre som Omar Sharif er der tale om lidt af en kraftpræstation. Desværre kan der ikke siges helt det samme om filmens handling.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet