Chaplin 2.0

Det er en hel anden Chaplin. Det er en Chaplin, jeg aldrig har set før. Her er den hyggelige, gamle Charlie Chaplin forvandlet til Henry Verdoux. Seriemorderen, der gifter sig med rige kvinder for blot at slå dem ihjel for pengenes skyld. Her er ingen elskelig vagabond. Her er overskægget skiftet ud med et lille fransk moustache, og bowlerhatten med en alpehue. Her taler han såmænd også. Mange ting ændrede sig efter Chaplins stor– og stumhedstid. Bare ikke hans talent.

Chaplins talent skinner tydeligt igennem i “Monsieur Verdoux”, der var Chaplins kun anden talefilm, efter han måtte overgive sig til snakkeriet. Men den stædigt gammeldages filmskaber var dog alligevel en foregangsmand. Han benytter sig her i 1947 – 20 år efter den første lydfilm – af virkemidler, som er set efterfølgende hos store suspense-kanoner som Alfred Hitchcock, der ventede til 1960 med “Psycho”. Chaplin spiller suverænt en udtryksfuld psykopat fra psykopatens synsvinkel. Han tager mig i hånden og fører mig gennem hele hans morderiske tilværelse. Jeg kommer tæt på ham og oplever sammen med ham i en sådan grad, at jeg er som hans ligemand. Hans medsammensvorne.

Jeg kender ham. Ikke fordi jeg rent faktisk lærer ham at kende. Men fordi han oplever ting, som enhver anden ikke-kvinde-morder også gør. Og jeg bliver nervøs sammen med ham, når hans planer er ved at gå i vasken, præcis som man blev nervøs på Norman Bates’ vegne, da han prøvede at gemme Marion Cranes bil væk i sumpen bag Bates Motel. Jeg vil ikke have, det går galt i det øjeblik, telefonen ringer, eller det pludselig banker på døren. Pas på, Verdoux!

Psykopatens paranoia kommer lige så stille frem. Men han prøver at afværge det med desperat optimisme. Jeg bliver ikke charmeret og manipuleret som de stakkels damer, der er hans ofre. De tilhører allesammen en anden tid, hvor kvinder troede på, at de simpelthen bare var for hysteriske, når de var uenige med mænd. Alligevel hepper jeg på Verdoux. Og jeg når slet ikke at overveje, om jeg kan lide det eller ej.

Jeg bliver nemlig fascineret af ham. Han smigrer sig overfladisk ind på de rige kvinder. Men det er tydeligt, at han ikke føler noget ægte for dem. Han spiller en rolle. Han har lært sine replikker. Han ved, hvilke knapper han skal trykke på hos dem. Og på mig. Hans ansigtmimik er aldrig overdrevet, men viser fint og ofte også fornøjeligt hans begravede følelser. Gode som onde. Betydningen er i hans øjne. Længe før der var noget, der hed “House of Cards”, kigger han direkte ind i kameraet og på mig, når han er ved at planlægge sit næste mord. Jeg er ufrivillig passager i sidevognen hos en uhyggeligt menneskelig seriemorder.