Når et hus går amokAnimationsfilmen “Monster huset” er en livlig og uambitiøs oplevelse, som trods instruktørens til tider lidt anstrengte iver, formår at fremkalde ikke så få smil hos både voksne og børn. Det er den ideelle film for hele familien.

Filmen foregår som mange klassiske amerikanske gyserfilm i dagene op til allehelgensaften, måske bedre kendt som Halloween. I en anonym og jomfruelig lille forstad ligger en rar lille vej, hvor efterårs idyllen kun forstyrres af et uhyggeligt forfaldent gammelt hus, beboet af den gnavne eneboer hr. Nebbercracker, hvis tandlæge øjensynlig har svigtet sin tandlægeed. Den dentalt udfordrede eneboer er blandt lokale børn kendt som vejens tyran, der ikke tåler legende børn eller nogen som helst andre for den sags skyld i sin have. Han har rask væk konfiskeret alt, lige fra bolde og drager til hele trehjulede cykler, for at skræmme gadens unger væk.

Filmens hovedpersoner, drengene DJ og Buller, kender kun alt for godt til gamle Nebbercrackers adfærd og ved at de skal holde sig væk. Alligevel kommer der en dag, hvor DJ i et præpubertært oprør vælger at trodse sin bedre viden og han begiver sig ind på eneboerens plæne for at redde Bullers bold. Naturligvis dukker Nebbercracker op, og i et hysterisk anfald falder han livløs om, for siden at blive afhentet af en ambulance. Da Nebbercracker nu synes ude af billedet, indser DJ, at der er noget uldent ved det faldefærdige hus. Det synes at antage næsten menneskelig form med gult lys fra de to vinduer fortil som hadefulde øjne og verandaen som en glubsk mund. Selvfølgelig tror ingen på DJ, men da huset forsøger at “spise” den stræbsomme Jenny, beslutter DJ i fællesskab med Buller og Jenny at tage kampen op mod monster huset.

Uhæmmet fortælleiverInstrueret af debutanten Gil Kane og produceret af Robert Zemeckis, er børneanimationsfilmen “Monster huset” skabt ved hjælp af motion capture-teknologien, som Zemeckis også selv brugte i forbindelse med sin egen film, “Polar-Ekspressen”. Heldigvis har man siden “Polar-Ekspressen” finpudset teknologien, således at animationen virker mere dynamisk, og man undgår døde øjne og flaprende tunger, som man så i Zemeckis’ film. Uden at være helt fejlfri er figurernes mimik flere gange så virkelighedstro, at man fristes til at knibe hovedrollerne i hvalpefedtet, bare for at se om de er virkelige. Samtidig har designet bevaret en plasticitet, som man kender fra legetøj. Vi må nemlig heller ikke glemme, at det hele blot er en leg rettet mod børn og barnagtige voksne.

Og ordet ‘leg’ karakteriserer faktisk filmen ganske fint. Man kan på både godt og ondt mærke, at Kane er debutant. På den ene side er hans fortælleiver og visuelle legesyge sprudlende og uhyre svær at stå for, men på den anden side kan den selv samme iver blive for meget, når pludselige og umotiverede kamerabevægelser distraherer fra filmens illusion og sætter en stopper for gysets følelsesmæssige rutschebane. Men selvom den lidt kejtede facon indimellem overdøver helhedsoplevelsen, ændrer det ikke ved, at “Monster huset” er uhyre fornøjeligt selskab. Filmen ønsker blot at underholde, og det er svært at bebrejde den, når nu den med legende lethed leverer varen.