Morsom mosterdyst

I gamle dage fulgtes filmselskaberne Disney og DreamWorks ad som russiske synkronsvømmere. Insektfortællingen “Græsrødderne” udkom i kølvandet på “Antz”… “Finding Nemo” blev søsat i de filmiske farevande blot et lille år før “Shark Tale”… og med bare få måneders mellemrum dystede de nærtbeslægtede “Madagascar” og “Helt vildt” om titlen som det 21. århundredes mest forglemmelige animationsfilm. Men der skulle altså gå hele otte år mellem Disney og Pixars fornemme “Monsters Inc.” og DreamWorks’ forsøg på at skrue deres egen succesfulde, computeranimerede monsterfortælling sammen.

“Monsters mod Aliens” (i øvrigt højst besynderligt at bruge de engelske flertalsbetegnelser for ‘monstre’ og ‘rumvæsner’ i den danske titel) har dog ikke meget tilfælles med Pixars Oscar-belønnede megahit fra 2001. “Monsters mod Aliens” er mindst lige så morsom som sin ældre artsfælle, dens tempo er nøjagtig lige så højt, men den er ikke nær så original. DreamWorks’ film er først og fremmest en varmhjertet cadeau til det 20. århundredes klassiske monster- og science fiction-film, og som sådan er den mere fokuseret på at “låne” andre folks ideer end at fostre sine egne. Overraskelser er fåtallige, klicheer er hyppige, og historien er et sammenkog af talløse andre. Men hvis man hælder til genren, som “Monsters mod Aliens” både hylder og selv er en ganske ærværdig del af, vil man formentlig more sig kosteligt over de mange muntre filmreferencer.

Mange af filmens jokes vil sandsynligvis gå hen over hovedet på de mindste, for hvor mange teenagere og barnerumper har mon dyrket 50’ernes monsterfilm, Steven Spielbergs “Nærkontakt af tredje grad”, “Dr. Strangelove” eller 80’er-klenodier som “Frækkere end politiet tillader”? Det er dog virkelig forfriskende at blive mødt af en animationsfilm, som med både respekt og et glimt i øjet driver gæk med gedigne kultfilm og ikke blot tidens største popstjerner og tv-shows. Men en af filmens største forcer er, at den ikke påkræver en Ph.d. i filmhistorie eller science fiction-nørderi. Selv hvis man ikke lige fanger de mest indforståede jokes, så er mellemrummene mellem vitserne så korte, at man aldrig slås ud eller irriteres, og traditionel slapstick og børnevenlige (men langtfra ældrefjendtlige) sketcher er ligeledes store punkter på filmmagernes agenda. “Monsters mod Aliens” er velegnet for garvede filmentusiaster såvel som hr. og fru Jensen og rollingerne.

Skuespillerne gør det også formidabelt bag mikrofonerne. Selvom figurerne naturligvis er 100 % computergenererede, så stemmer deres bevægelser perfekt overens med skuespillernes røster. Flere af Hollywoods morsomste størrelser har lagt stemme til de særprægede karakterer: Seth Rogen (den dumme og dumdristige slimklat B.O.B.), Hugh Laurie (en superintelligent kakerlak), Will Arnett (et kækt søuhyre) og ikke mindst den hysterisk morsomme Stephen Colbert (USA’s præsident) kendt fra Jon Stewarts nyhedsudsendelser. Selv den sædvanligvis dødsensalvorlige Kiefer Sutherland fremtvinger latter – her i rollen som en pompøs general, der nærmest er en parodi på de mange militante muskelbundter, Sutherland har portrætteret gennem karrieren. Man fornemmer immervæk skuespillernes begejstring, så figurerne fremstår snarere som væsner af kød og blod end mikroskopiske pixels.

Filmens vittigheder forårsager sjældent latterbrøl, men man trækker hyppigt på smilebåndet og keder sig aldrig – det tager dog lidt tid, før at filmen kommer for alvor op i gear, efter at den omsider har introduceret fortællingens kulørte bæster og væsner, og skurken er så anonym og kedelig, at man aldrig for alvor gejles op under den endegyldige konfrontation mellem de godartede monstre og de ondsindede rumvæsner. Fordi filmen afsætter mere spilletid til parodier og jokes end karaktererne og den underliggende historie, vinder den heller ikke nær så meget ved gensyn som eksempelvis “Monsters Inc.”. Men undertegnede ville under alle omstændigheder byde en toer velkommen med åbne arme.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. 3D-animationsfilm ser sædvanligvis perfekte ud på både dvd og Blu-ray, og det gør “Monsters mod Aliens” næsten også. En smule banding og udtværing spænder dog ben for en lurende topkarakter, men hverken kontrasten eller faregengivelsen kan man sætte en finger på. Derudover er billedet knivskarpt og blottet for edge-enhancement.

Audio

Dvd’ens Dolby Digital 5.1-mix er uden tvivl et af årets bedste lydspor. Lyddesignerne, som bl.a. arbejdede på “Ringenes herre”-trilogien og Michael Bays “Transformers”-film, har skabt et utal af fantastiske lyde – dybe såvel som høje, subtile såvel som bombastiske – der kommer klokkeklart igennem og giver karaktererne masser af personlighed og får universet til at fremstå særdeles levende. Panoreringerne er sublime, subwooferen får værelset til at ryste, men overdøver aldrig de andre højtalere, og replikkerne er altid tydelige og har en dejlig rumklang. Overstyring og støj forekommer aldrig. Et dansk DD5.1-lydspor medfølger også, og det gengiver lyden omtrent lige så godt som det engelske mix, og de danske stemmer er absolut ikke dårlige.

Ekstramateriale

Der medfølger desværre ikke meget ekstramateriale, og det meste er uheldigvis forglemmeligt. De to dokumentarer “Modern Monster Movie-Making” (18 min.) og “The Tech of MVA” (7 min.) omhandler først og fremmest filmens computereffekter og brug af moderne 3D-teknologi, og vi hører ikke meget om manuskriptet, skuespillerne eller filmmagernes ideer. Meget bedre er det både informative og morsomme kommentarspor med instruktørerne Conrad Vernon og Rob Letterman samt produceren Lisa Stewart. Her er tre ufærdiggjorte slettede scener (samlet varighed: ca. 6 min.), som desværre ikke er synderligt interessante. Dvd’ens “Animation Video Jukebox”-sektion byder på musikalske uddrag fra DreamWorks’ animationsfilm, og hvis man trykker på menuens “Do Not Press!”-knap, får man adgang til alskens trailere til filmselskabets film, tv-serier og videospil.

Monstersjov familiefilm

DreamWorks er på mange måder Pixars frække lillebror – mere beskidt i munden, hyperaktiv og frembrusende i sin fortællestil. Men lillebroren står desværre ofte i skyggen af storebroren, der efterhånden har så højt et niveau, at alle andre må halse stakåndet efter. Som Jack Black, der lagde stemme til Po i sidste års DreamWorks-film “Kung Fu Panda”, sagde det til dette års Oscarshow: ”Jeg tager alt det, jeg tjener på en DreamWorks-film, og satser alle pengene på Pixar-filmen.”

Med den nye, store animationssatsning “Monsters mod Aliens” prøver DreamWorks én gang for alle at træde ud af Pixars skygge. Og selvom det godt nok ikke lykkes helt, så viser de, hvad de er allerbedst til: Satirisk humor med popkulturelle referencer og en historie, der godt nok mangler logik og dybde, men som brager derudad med 120 kilometer i timen uden overhovedet at kigge sig tilbage. Det er højoktan-underholdning med et ironisk glimt i øjet og en humoristisk parodi på alskens monster- og science fiction-film. Man keder sig ikke et sekund i selskab med de gakkede monstre og aliens.

Susan Murphy er filmens hovedperson, og historien tager afsæt i det, der skulle være den lykkeligste dag i hendes liv – hendes romantiske kirkebryllup. Men ak, skæbnen vil det, at hun et par minutter før vielsen bliver ramt af en meteor med et radioaktivt stof, der gør, at hun vokser sig lige så stor som Empire State Building. Hendes egocentriske kæreste løber skrigende bort, og Susan må sande, at brylluppet skal udsættes på ubestemt tid. Og for at gøre ondt værre, så befinder hun sig snart i et hemmeligt regeringsanlæg sammen med fire andre monstre – den gale videnskabskakerlak Dr. Kakerlak, fiskemanden Missing Link, kæmpelarven Insektosaurus og den småtbegavede, talende geleklump B.O.B. Hvad der herefter følger kan bedst beskrives som et hæsblæsende, actionfyldt eventyr, hvor de fem monstre skal forhindre det blækspruttelignende rumvæsen Galaxhar i at udrydde menneskeheden. For som han selv formulerer det til den skrækslagne befolkning: ”Jeg kommer med fred. Jeg vil jer ikke noget ondt. Og I vil alle dø.”

Det er altså en ret absurd handling, vi har med at gøre, og desværre formår filmen ikke at holde tungen lige i munden under hele turen. Men hvad, der mangler i sammenhæng og plot, bliver der opvejet for i de fantastiske karakterer i filmens univers. B.O.B. er latterfremkaldende i sin absurde idioti, men den absolut sjoveste figur i det sprudlende persongalleri må uden tvivl være præsidenten – en omvandrende parodi på USA’s krigsglade og til tider inkompetente ledere gennem tiderne. Når han er i nærheden, bliver der delt håndmadder ud til den amerikanske udenrigspolitik og politikernes cowboymentalitet.

Især én scene stikker ud og indkapsler, hvad det er, DreamWorks er så fantastiske til: En kæmpe robot fra det ydre rum er landet på jorden, og præsidenten skal kommunikere med den.
”Det handler om kommunikation,” siger han, alt imens helikoptere, tanks og missiler toner frem i baggrunden. Han går køligt op til robotten, tager et keyboard frem og spiller de uforglemmelige fem toner fra mesterværket “Nærkontakt af tredje grad”. Da robotten ikke reagerer, sætter han keyboardet på ‘funk’ og flipper ud til temaet fra “Frækkere end politiet tillader”. Her går absurd komik, samfundssatire og popkulturelle referencer op i en højere enhed.