Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 128

Bedste piratfilm?

  • Pirates of the Caribbean: Den sorte forbandelse
    37%
  • Goonierne
    21%
  • Djævleøen
    7%
  • Captain Phillips
    7%
  • Den knaldrøde pirat
    7%
  • Hook
    6%
  • En anden film
    5%
  • Skatteplaneten
    3%
  • Skatteøen (1934)
    2%
  • Piraterne!
    2%
  • Sinbad - Legenden fra de syv have
    1%
  • Muppets Skatteø
    1%

Monsters University

Originaltitel: Monsters University
Instruktion: Dan Scanlon
Medvirkende: John Goodman, Billy Crystal, Steve Buscemi, Helen Mirren, Charlie Day, Alfred Molina, Frank Oz - Læs mere
Produktionsår: 2013
Længde: 104 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Animation, Adventure, Fantasy, Familie
Links: Officiel hjemmeside, IMDb
Censur: 7 år
I biografen: 01/08-2013
På DVD: 28/11-2013
På Blu-ray: 28/11-2013
Bio-distributør: Disney
DVD-distributør: Disney

Dato: 01. August 2013   Af: Andreas Holck Høeg-Petersen (Tarantrier) - Skriv din mening i forummet

Ikke monstergod

Pixars "Monsters, Inc." fra 2001 er en af Pixars ældste og mest højtelskede bedrifter. I mine øjne hører den dog til de, hvad skal man sige... mindre interessante film, som det revolutionerende animationsstudie har produceret. Ligesom "Find Nemo" og "Ratatouille" vil jeg betegne den som en meget ligefrem og ukompliceret børnefilm, hvor alt andet end filmenes sceneri og kvaliteten af animationerne hverken imponerer eller overrasker, og hvor historien er velfortalt, men ikke særligt overraskende. "Monsters University" ryger direkte ind i samme kategori.


Foto: Disney


"Monsters University" er en prequel til "Monsters, Inc". Den fortæller historien om, hvordan den store, behårede Sullivan og den lille, enøjede Mike fra den oprindelige film mødte hinanden. Som udgangspunkt er det Mike, vi følger, og han tager på universitet med en ambitiøs og kompromisløs drøm om at blive en såkaldt skræmmer - og gerne den bedste af slagsen. Han studerer hårdt, men hans mildest talt ikke-skræmmende udseende gør det svært for ham at omsætte teori til praksis. På universitet møder han Sullivan, der er langt større end Mike, og som samtidigt har meget nemt ved at skræmme menneskebørn til at levere de skingrende skrig, der forsyner monstrenes byer med energi. Men Sullivans selvsikkerhed gør ham dog sløv og ugidelig, og langsomt må han lære, at også han skal tage sig sammen, hvis han skal realisere sit potentiale.

Og ja, så går det altså ud af en skabelon, der ikke er videre ophidsende. Universitet er selvfølgelig delt op i grupper (der er svært at se som andet end en parodi på USA's fraternity- og sorority-kultur), og hvor Sullivan og Mike først tror, at det er de seje, man skal efterligne og tiljuble, viser det sig naturligvis, at der er mere ærlighed og også et større potentiale at finde hos nørderne. Rejsen mod netop dén erkendelse fostrer masser af hjertevarme øjeblikke, og man kan på ingen måde klandre filmen for ikke at have helt igennem sympatiske pointer.


Foto: Disney


Problemet er bare, at "Monsters University" aldrig rigtig bevæger sig ud over den helt klassiske historiefortælling. Der går ikke mere end 15 minutter, før man er helt klar over, hvordan filmen ender, og nøjagtig hvordan den også vil nå frem til sin endelige destination. Og det er på sin vis også okay, for "Monsters University" er spækket med sjove bikarakterer og skægge påfund. Den er både finurlig, fornøjelig og har hjertet på rette sted.

Ja, lad mig lige få det slået fast: "Monsters University" er en helt igennem udmærket børnefilm, der nok skal vinde indpas i sin primære målgruppe. Men det er ikke Pixar, når Pixar er bedst. Det er en film, der hurtigt går i glemmebogen, og den tjener derudover ikke noget særligt formål i forhold til "Monsters, Inc". Kortfilmen, der denne gang følger med som optakt til hovedfilmen, ligger til gengæld på det sædvanlige, høje Pixar-niveau, og den er således med til at retfærdiggøre biografbillettens pris. Men hvor havde det bare været dejligt, hvis denne skuffende blockbuster-sommer var blevet reddet af en perle på samme kvalitetsleje som "Op", "De utrolige" eller "Toy Story 3"...


Foto: Disney


Vurdering: Monsters University

"Monsters University" fortæller en sympatisk historie om to rivaler, der er for optaget af deres egen overlegenhed og i løbet af 90 minutter må indse, at gode præstationer er noget, der fremmanes i fællesskab med andre. Snobbede grupperinger, rigide hierarkier og for meget individualisme virker måske fristende for den, der kører med klatten, men det er i venskabet og den gensidige anerkendelse, at enhver får mulighed for at bidrage med lige præcis det, han eller hun kan. Fornemt, og hvor kan jeg kun bakke op om den pointe. Men hvor er det også nemt at gennemskue, hvordan "Monsters University" vil tage sig ud, når netop dét er moralen. "Monsters University" er altså vittig og charmerende, men lad os håbe, at Pixar har noget mere nyskabende og exceptionelt i støbeskeen til næste gang.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Der skal minimum være 5 brugerstemmer før resultatet bliver vist.