Nærkontakt af ringe grad

De fleste kan huske scenen i “Jurassic Park”, hvor vandet i glasset vibrerer i takt med, at Tyranussarus Rex’en nærmer sig jeepen med de to forsvarsløse børn. Et genialt eksempel på antydningens kunst. Men selv Steven Spielberg var klar over, at publikum på et tidspunkt bliver nødt til at stå ansigt til ansigt med det frådende uhyre for ikke, at spændingen og gyset skal udeblive. Science-fiction-filmen “Monsters” lever i sine bedste stunder op til inspirationskilder som “Jurassic Park” og “Nærkontakt af tredje grad”, men bruger så mange kræfter på hele tiden at antyde, hvad der sker, at den næsten også helt glemmer at vise det.

“Monsters” er blevet sammenlignet med sidste års fremragende “District 9”, og det forstår man godt. Historien om en inficeret zone mellem USA og Mexico, der bliver beboet af fremmede livsformer fra rummet, har nogle af de samme politiske og samfundskritiske undertoner, som “District 9” – dog uden at være helt så klare og veludførte. En ung fotograf får til opgave at eskortere sin chefs datter fra Mexico til USA, og da de misser den sidste færge til det amerikanske fastland, bliver de nødt til at tage chancen og rejse igennem den inficerede zone. I løbet af det noget aparte roadtrip melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvem er egentlig monstrene? Os eller dem?

Filmen er lavet for næsten ingen penge, og det er ganske enkelt imponerende, hvad den debuterende instruktør Gareth Edwards har fået ud af et budget, der knap nok ville dække madomkostningerne på en gennemsnitlig Hollywood-blockbuster. Langt de fleste medvirkende i filmen er lokale mexicanere, der tilfældigvis var til stede under optagelserne, de to hovedpersoner er totalt ukendte, og filmen har kun kostet sølle 800.000 dollars at producere.

Instruktøren har med en udsøgt sans for de små detaljer formået at skabe et yderst troværdigt og betagende miljø, hvor menneskets kamp mod monstrene i den inficerede zone er blevet hverdagskost. En pointe, der bliver genialt understreget i en scene, hvor den unge fotograf apatisk ligger i sin seng på hotelværelset. Tv’et i baggrunden viser et nyhedsindslag af et monster, som raserer byen, men grufuldhederne kan ikke engang få fotografen til at løfte et øjenbryn. Lyder det bekendt?

Kemien mellem de to hovedpersoner er langt bedre, end hvad man kan forvente af den gennemsnitlige science-fiction-film, men i sidste ende bliver kærlighedshistorien også lidt af en hæmsko for filmen. Den kommer til at overskygge den ellers interessante kritik af USA’s behandling af illegale immigranter, og den friske, improviserede dialog bliver til tider trættende og ligegyldig at høre på.