Når morgenstunden ikke har guld i munden

Der er tilsyneladende en eller anden lov, der dikterer, at med jævne mellemrum skal Hollywood levere en komedie, hvori en ung positiv sjæl sparker noget livskræft i en ældre træt en af slagsen. Den anden lov er, at den pågældende komedie på trods af sit emne selv skal være en så livløs og kynisk affære, at man næsten selv bliver deprimeret af at overvære den.

“Morning Glory” har lært den første lov, men mirakuløst har den misset nummer to, og i stedet præsenterer den en letvægtskomedie, der faktisk stadig har både en smule hjerne og charme i behold.

Den ukuelige optimisme kommer i denne omgang fra Rachel McAdams, der i rollen som Becky Fuller får det hårde job at skulle rette op på et skrantende morgen-tv-program. Seertallene er helt til rotterne, og producenten er desperat nok til at hyre Fuller i håb om, at hun trods sin manglende erfaring kan bringe noget ungdommelig energi til det søvndyssende program, hvis eneste egentlige styrke er den kvindelige vært, Coleen Peck, spillet af Diane Keaton. Som en lalleglad tosse ankommer Fuller til programmets kontor, men til alles lamslåede overraskelse har hun faktisk nogen meget kontante ideer om, hvordan det skal styres, og inden få minutter er den sleske mandlige vært fyret. I stedet får hun den ide at få den legendariske nyhedsmand Mike Pomeroy til programmet for at give det noget mere vægt, og til det formål finder hun et punkt i hans kontrakt, som kan tvinge ham til at tage imod jobbet.

Pomeroy, spillet af Harrison Ford, er ikke ligefrem begejstret for jobskiftet, som han opfatter som decideret nedværdigende. Han ser med foragt på udviklingen fra alvorlige nyheder til underholdnings-tv. I baggrunden lurer film som “Broadcast News” og den endnu mere bitre “Network”, men “Morning Glory” anslår alligevel en mere forsonende tone. Fuller må bruge alle midler for at få seertallene op, og de inkluderer blandt andet at udsætte deres nørdede metrolog for så livstruende situationer som muligt og at få Coleen Peck til stå model til ydmygende seancer så som at danse hip hop og kysse en levende frø. De tager begge entusiastisk imod opgaverne – at holde sig på skærmen har trods alt præcedens over alt andet.

Resten af holdets begejstring står dog i skarp kontrast til Pomeroys lede ved det hele, og snart støder værternes egoer sammen i studiet, hvor de små nedsættende bemærkninger tager til. Harrison Ford opfattes tit som en fortrinsvis dramatisk skuespiller, men i mine øjne er han faktisk stærkere i præstationer med komisk lune – både Indiana Jones og Han Solo er grundlæggende komiske roller – og det er ikke mindst Fords evne til at levere sarkastiske bemærkninger med bid, der giver filmen dens sjoveste og bedste scener.