De fravalgte børn

Forholdet mellem børn og deres forældre er en guldgrube af muligheder for at fortælle rørende historier, der rammer én personligt på en mere vedrørende måde end de fleste film. Det er trods alt de færreste af os, der nogensinde har været uskyldigt forfulgt som i en Hitchcock-thriller og da slet ikke kæmpet med rummonstre som i “Star Wars”. Men forskruede forhold mellem generationer? Jo tak, det er kun et alt for velkendt fænomen.

Samtidig er det dog også en så oplagt kilde til bevægelse, at film om emnet hurtig kan blive som et afsnit af “Sporløs”, hvor følelsesmanipulationerne ingen ende vil tage, og alle anvendelige knapper skamløst trykkes for at få presset tårerne frem. Derfor er det også en lettelse at konstatere, at selvom “Mother and Child” bestemt også har sine stunder, hvor tårekanalerne bliver provokeret, så er filmen for det meste relativt afdæmpet i sine virkemidler.

“Mother and Child” følger tre forskellige kvinder, for hvem adoption har en afgørende rolle. Karen, spillet af Annette Bening, bortadopterede et barn, som hun fødte i en alder af blot 14 år. Hvad præcis omstændighederne bag denne adoption var får vi ikke at vide, men begivenheden har tydeligvis sat sit præg på kvinden, og ikke mindst hendes forhold til sin egen mor er præget af en skyld og skam, der har skabt en følelsesmæssig væg imellem de to. Ganske anderledes forholder det sig for Lucy i skikkelse af Karen Washington, der brændende ønsker sig et barn, og som måske har fundet den rette donor i en ung, men meget krævende kvinde.

Naomi Watts spiller rollen som benhård advokat, og en af fornøjelserne ved filmen bliver hurtigt at se Watts klare sig fremragende i en så atypisk rolle. Hun bliver ansat i et firma ledet af en ældre chef i skikkelse af Samuel L. Jackson, og de to starter en affære, som Watts styrer med hård hånd både i og udenfor sengen. Som i alle andre af denne slags ensemble-film kommer sporene mellem de forskellige figurer til at krydse hinanden, men vores interesse i filmen kommer snarere fra de figurer, som befolker beretningen. Hårdtpumpede hyperlink-film som “Babel” og “Crash” er snart en udbrændt genre, men de har dårligt noget tilfælles med denne fortælling, som er en anderledes neddæmpet og nuanceret størrelse.

Rodrigo Garcia er manden, der både har skrevet og instrueret filmen, og som tydeligvis har et godt greb om personinstruktionen, for hele rollebesætningen spiller fortrinligt. Han har også et øje for det problematiske ved adoption og sætter hele emnet under hård behandling. ”Det er unaturligt!” udbryder en desperat figur i filmen, og selvom hun øjeblikkeligt efter undskylder, så har hun jo ikke desto mindre helt grundlæggende ret. At der kan være ualmindeligt gode grunde til at gøre det, ændrer ikke på det faktum, at det ofte er følelsesmæssigt sønderrivende for alle parter, og at de, som er blevet fravalgt, ofte lider af langvarige depressioner efterfølgende.