Mor er sød, men hun overrasker sjældent

Mærkedage sælger. Det er derfor nærliggende at tro, at nogen har kigget på, hvor mange penge “Valentine’s Day” fra 2010 og den uinspirerede “New Year’s Eve”, der fulgte året efter, tjente og konkluderet, at det vist var på tide at finde endnu en mærkedag at lave en romantisk ensemblekomedie over. Så selvfølgelig bliver den nu 81 år gamle og semi-pensionerede Garry Marshall shanghajet til at instruere igen. Han er måske det oplagte valg, eftersom han instruerede de første to, men jeg mistænker, at den virkelige grund var, at man gerne ville kunne skrive ”Fra instruktøren af ‘Pretty Woman'” på plakaten.

Plottet ligner noget, der er kastet sammen efter en hurtig brainstorm med kig til samme basale skabelon som de to foregående film: en række figurer, der er er udvalgt efter nøje diversitetskrav (så man kan maksimere det potentielle publikum) gennemlever en række mere eller mindre realistiske scenarier, der hver især illustrerer et aspekt eller tema af den valgte mærkedag. Her er det selvfølgelig moderrollen, der er i centrum.

Vi har den fraskilte mor, den nybagte mor, moderen, der bortadopterede sit barn, mødre og døtre, der ikke har talt sammen i årevis, en familie med to mødre og så en enkelt enlig far, der også må udfylde rollen som mor. Forventeligt nok krydser deres historier undervejs som oftest med komiske optrin, som da faderen forsøger at købe tamponer til sin teenagedatter, mens den fraskilte mor flirter akavet med ham. Shakespeare er det altså tydeligvis ikke, men her kommer så chokket: jeg vil vende mig mod, hvad jeg formoder er, den samlede danske og internationale presse og erklære, at jeg faktisk syntes, at det var en ganske underholdende film.

Jeg grinte faktisk flere gange undervejs, hvilket er mere, end jeg kan sige om den sidste håndfuld komedier, jeg har set i biografen. Jason Sudeikis, der har irriteret mig grænseløst i andre film, er her et frisk pust med en humor, der er knap så tandløs, som det ofte er tilfældet i romantiske komedier. Jennifer Aniston spiller den samme rolle som socialt udfordret kvinde med tendens til offentlige pinligheder, som hun har spillet i en lang række film, men til hendes forsvar er hun efterhånden blevet virkelig god til det.

“Mother’s Day” er bedst, når den tør udforske de sære situationer, som personerne ender i. Flere gange får de lov til at køre så længe, at det bliver dumt og så sjovt igen, som da Anistons karakter bryder sammen på en parkeringsplads i en fem minutter lang tirade over eksmandens nye og meget unge kone. Den er til gengæld værst, når den med et glimt i øjet refererer til tidligere film fra samme instruktør eller med samme skuespillere; særligt Julia Roberts og Hector Elizondo burde vide bedre. Derudover burde det være en regel i film, at hvis man absolut skal have scener med stand-up med, så skal de også være de sjoveste i filmen, hvilket kun sporadisk er tilfældet her.