Motley's Law

InstruktionNicole Nielsen Horanyi

MedvirkendeSuzana Jurcevic

Længde85 min

GenreDrama, Dokumentar, Krimi

IMDbVis på IMDb

I biografen27/01/2016


Anmeldelse

Motley’s Law

4 6
Advokat i en krigszone

Har du set Netflix’ true crime-serie “Making a Murderer”, så har du nok mærket det. Den ubehagelige kvalme, der melder sig, når ens retsfølelse er blevet krænket. Som en søsyge, der sætter ind, når retssikkerheden trækkes væk under os, og efterlader os på gyngende grund, uden tro på at systemet er retfærdigt. Det er et mirakel, at Kimberley Motley ikke har kronisk kvalme. Hovedpersonen i dokumentaren “Motley’s Law” er den eneste udenlandske (og kvindelige) advokat med embede i Afghanistan. Det kan godt være, at retssikkerheden herhjemme undertiden kan føles som en by i Afghanistan. Men i så fald ser Motley den blive bombet til ukendelighed hver eneste dag, mens hun stædigt kæmper imod korruptionens overmagt.

De fleste ville knække under byrden af det urimelige sisyfosarbejde, hun udfører i det afghanske retssystem, hvor regler og love bliver bøjet og fortolket efter forgodtbefindende. Det kan godt være, at Motley kan få sin klient løsladt ved en retskendelse. Men det betyder ikke nødvendigvis, at fængselspersonalet åbner porten på den aftalte dato. Der mangler pludselig en underskrift fra endnu en embedsmand, og han er pudsigt nok ikke til stede. Beklager. Prøv igen en anden dag.

Korruptionen og magtmisbruget er så åbenlyst, at end ikke instruktør Nicole Horanyis rullende kamera lægger en dæmper på skamløsheden. Henvisninger til love, kendelser og aftaler gør ikke det store indtryk på myndighederne. De trækker på skuldrene og ruller med øjnene af den irriterende stædige kvinde, som de mener, er alt for udenlandsk til at forstå de subtile sammenhænge i afghansk lov. Lige indtil hun indvilliger i at hjælpe med at skaffe Green Card til USA. Det sætter sjovt nok skub i retfærdighedens hjul. Det er den slags uskrevne vedtægter, der styrer landets retssystem, end det er den faktiske lovgivning.

Hvilken udenlandsk advokat vil dog udsætte sig selv for sådan et moralsk morads, hvor Taleban-bomberne i øvrigt er hyppigere end regnbyger på Roskilde Festival? Det kan man svare ret entydigt på. For til dags dato findes der kun én af slagsen: Kimberley Motley. En usædvanligt hårdkogt og urystelig kvinde. Hun er langt fra den typiske idealist. Det var ikke et politisk eller humanitært engagement, der fik hende til at søge mod Kabul. Hun vidste ikke engang, hvor Afghanistan lå, da hun søgte jobbet. Men pengene var gode, og hun havde en studiegæld, der skulle betales, før hun, manden og de tre børn, kunne komme videre med tilværelsen. Idealismen har langsomt slået rod i den hårde advokat, hvis amerikanske ghetto-opvækst synes at have gjort hende særdeles modstandsdygtig over for den hverdagslige vold i det nye hjemland. Hverken en håndgranatsfuser over hendes husmur eller et terrorangreb på hendes hotel slår hende for alvor ud af fatning. Dødsfald er triste, men der er i det mindste altid mindre trafik i gaderne efter et bombeangreb, bemærker hun med karakteristisk upåvirket ro. Og så kører hun gennem de affolkede gader med høj hiphop på højtalerne.

“Motley’s Law” er stærk på to fronter. Som et portræt af et usædvanligt stærkt menneske, der uden tøven frivilligt konfronterer både vold og korruption i en situation, som de fleste ville flygte fra, hvis de havde muligheden. Og som et indblik i det Afghanistan, krigen har efterladt. Hvor de demokratiske institutioner stadig blot er ufuldstændige skitser.

Kimberley Motleys kamp imod det groteske vrangbillede af et retssamfund i Afghanistan minder om, hvor vigtigt det er at kunne stole på sine institutioner. At love, konventioner og procedurer bliver overholdt. Også når de er ubelejlige. Der er lang vej til den slags tillid i Afghanistan. Men det hænder nu også, at kvalmen presser sig på herhjemme eller i Manitowoc, når almindelige retsprincipper sættes i parentes. I sådanne situationer er Kimberleys kamp et eksempel til efterfølgelse.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Kimberley Motley har forladt sin mand og tre børn hjemme i USA. Hun ser dem kun to-tre måneder om året for i stedet at arbejde som forsvarsadvokat i Kabul, hvor hun forsøger at få retssystemet til at fungere i overensstemmelse med den nye forfatning og de nye demokratiske love. Penge og prestigefyldte menneskerettighedssager har drevet hende i fem år, men trusler og landets tilstand gør det sværere og sværere for Kimberley at fortsætte sit arbejde.