Costners comebackMed en skuespilkarriere, der alt for længe har været gået på hæld, er det bekræftende ved “Mr. Brooks”, at fallerede Kevin Costner endelig synes at være tilbage på rette spor. Således er rollen som den nys udnævnte ‘Man of the Year’ og familiefar med et fordækt dobbeltliv, Earl Brooks, formentligt det bedste, den amerikanske skuespiller har præsteret i det nye årtusinde.

Bedst er dog den velslebne og lidt atypiske handling, centreret omkring æskefabrikanten og ægtemanden Earl, der under den nydelige og polerede overflade fører et liv som seriemorder. Ikke af økonomisk nød og ikke af lyst, men simpelthen fordi den velslåede erhvervsmand har et afhængighedsproblem ud i velplanlagte drab. Ved det senest udførte dobbeltmord får et skæbnesvangert fejltrin imidlertid store konsekvenser for Earl, der er blevet fotograferet på drabsscenen og med overrumplende selvfølgelighed afpresses af fotografen Mr. Smith, der – viser det sig – har en voyeuristisk trang til at se folk blive myrdet.

Sideløbende er rigmandsdatteren og politikvinden Tracy Atwood spillet af ungdommelige Demi Moore på sporet af drabsmanden bag de mange mord, der naturligvis har en række fælles træk. Det er gennemgående for filmens karakterer, at de enten afpresser eller bliver afpresset af andre for personlig vindings skyld. Således afpresser Mr. Smith Mr. Brooks for at opnå deltagelse i kommende mordritualer, Atwood afpresses af eksmanden Jesse Vialo for at opnå økonomisk kompensation for det forliste ægteskab, og Brooks’ onde alter ego, Marshall, afpresser blot for afhængighedens og underholdningens skyld.

Imens dramaet udspiller sig under overfladen, bryder datteren Jane familieidyllen ved at dukke op uanmeldt, annoncere at hun har droppet skolen og i øvrigt er gravid. Det er fornemmelsen, at mere ligger bag, end hvad hun her afslører, ting som undervejs vil få indflydelse på Brooks’ aparte livsstil. Det skematisk ledede dobbeltliv er på kort tid i fare for afsløring fra flere sider, og sammen med Tracy Atwoods mere traditionelle forbryderjagt tegner det dermed filmens stærkt underholdende og stemningsfulde islæt.

Stærkt er også skuespillet, ihærdigt ført an af en Kevin Costner, der brænder så meget igennem, at skuespilleren bag karakteren i hvert fald glemmes helt eller delvist for en stund. Han suppleres af rutinerede William Hurt med endnu en klassepræstation, mens modspiller Demi Moore ikke helt får samme prægnans. Det får dog ikke indflydelse på filmens velgennemtænkte og sofistikerede fortællesprog, der bevæger sig i et grænseland mellem kedsommelig normalitet og spændingsfyldt skizofreni, mellem familieidyl og enspændertilværelse.

“Mr. Brooks” er trods sin klassisk, fremadrettede fortælling bestemt ikke, som amerikansk film er flest. Men netop anderledesheden og de markante skuespilpræstationer gør filmen til en tour de force i oplevelser af de få. Rebelskheden og opgøret med normlivet er selvfølgelig set før, ikke mindst i David Finchers enestående “Fight Club”, og de to film har da også en del til fælles i den henseende. Alligevel er netop de opgør et dejligt indspark i en filmindustri, hvor konformiteten og det almindelige mere synes at være reglen end undtagelsen.

Filmen har et solidt greb om den bizarre historie, tager overraskende drejninger undervejs, men funkler særligt takket være et alternativt plot, der piller ved fernissen i menneskets sind, ved moralen og ikke mindst ved de normværdier, der omgiver det moderne samfund. “Mr. Brooks” er underholdning af meget høj klasse og oppebæres i øvrigt af et formfuldendt billedsprog samt en usædvanlig afslutning, som i allerhøjeste grad involverer datteren Janes bemærkelsesværdige hemmelighed. Det er et studie ud i menneskeligt sind og formentligt en af årets bedste af sin slags.

Video”Mr. Brooks” fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1 format, der grundlæggende imponerer. Der er ikke tilfælde af hverken smuds eller udtværinger, mens edge-enhancement og digitale forstyrrelser indfinder sig enkelte steder. I tilgift er det i øvrigt ofte prangende billedsprog præget af en solid kontrast og en god farvegengivelse. Der er med andre ord tale om et ganske vellykket transfer.

AudioLydsiden består af de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS 6.1 lydspor, der begge er af ganske høj klasse. Dialogen, der primært er et anliggende for fronthøjtalerne, er tydelig, ligesom flere vellykkede lydpanoreringer samt distinkte effektlyde inddrager resten af højtalersystemet. Endvidere er underlægningsmusikken stemningsfuld, atmosfæren i øvrigt er detaljerig, fordeler sig godt ud og giver den fuldendte fornemmelse af selv at være til stede i handlingens rum.

EkstramaterialeUdgivelsens veltilrettelagte ekstramateriale består af de mindre featuretter “The Birth of a Serial Killer: The Writing of Mr. Brooks”, “On the Set of Mr. Brooks” og “Murder of Their Minds: Mr. Brooks, Marshall & Mr. Smith”, der igennem interviews med skuespillere, instruktør, manuskriptforfatter og producent går bag om filmen, karaktererne, manuskriptet, scenografi og optagelser. I tilgift rummer udgivelsen slettede scener og et udmærket kommentarspor med instruktør Bruce A. Evans.

En ualmindelig mandMan har i de seneste år foretaget en del undersøgelser, der har bevist, at folk i højere ledende stillinger er psykopater. Resultater, der ud i det ekstreme bliver udpenslet i den spændende men samtidig bizarre film “Mr. Brooks”. Kevin Costner spiller en forskruet seriemorder, der er afhængig af at dræbe, men som udadtil fremstår som en populær og succesrig direktør, Mr. Brooks, der bader i succes. Han lever i et lykkeligt ægteskab, er velanset og højt respekteret i sine omgivelser og sidst men ikke mindst, er han lige blevet kåret til “Man of the Year”. Kort sagt bliver Mr. Brooks betragtet som det perfekte menneske.

Omgivelserne er dog ikke klar over, at Mr. Brooks dagligt lever med en afhængig trang til at dræbe. Som en anden psykopat består Mr. Brooks af to personligheder. På yderfladen er han et filosofisk, veltalende og fornuftigt menneske, der konstant kæmper med sit alter ego, Marshall (William Hurt) – en indre djævel, som besidder trangen til at begå det ene mord efter det andet, og lokker for at få Mr. Brooks til at gøre det. Efter at Mr. Brooks har holdt trangen til at dræbe nede i to år, kan han ikke længere stå for fristelsen, og begiver sig ud på et nyt blodtogt. Efterfølgende bliver han kontaktet af amatørfotografen Mr. Smith (Dane Cook). Mr. Smith har fanget Mr. Brooks på kamera, og vil nu afpresse ham for noget lidt ud over det sædvanlige – han vil overvære det næste mord, som Mr. Brooks begår. Samtidig går den kvindelige politibetjent Tracy Atwood (Demi Moore) i gang med at efterforske Mr. Brooks’ seneste mord. En undersøgelse, der ikke er særlig belejlig for Mr. Brooks, som i forvejen har en fotograf på slæb.

“Mr. Brooks” fremhæver sig fra andre thrillere ved at grave et stykke længere ned i psykopatens sind. Derfor ser vi aldrig, at han taler direkte med sig selv. Han taler for sig selv, når han gang på gang beder gud om tilgivelse, for de synder han har begået, men han taler aldrig med sig selv. Til dette har han Marshall. Vi er altså ikke vidne til diverse stemmer i Mr. Brooks’ hoved men til direkte samtaler imellem Mr. Brooks og Marshall, der står side om side, og som finder sted, uanset om der er andre til stede eller ej.

William Hurt er formidabel som den onde Marshall, og man må med hans præstation stille sig uforstående overfor, at den mand ikke har haft flere roller som den onde, end det er tilfældet. Hurt som den grusomme del af Mr. Brooks er så velgennemført, at det får hans rolle i “A History of Violence” til at minde om en uskyldig skoledreng. Stemmeføringen, latteren og det onde blik skaber den mørke side af Mr. Brooks på bedst mulig vis.

Hurt er ikke den eneste, der leverer en nævneværdig præstation. Også Dane Cook optræder fremragende som amatørfotografen Mr. Smith. Langsomt skifter han fra at være selvsikker og lettere arrogant til at være ond og i en form for sindssyge. Især det sidste er imponerende, da Dane Cook i den grad formår at fremstille sin karakter som værende sindssyg. Det kommer så langt, at man på et tidspunkt begynder at sidde og spekulere på, om Mr. Smith rent faktisk er mere syg end Mr. Brooks, når man ser, hvordan Mr. Smiths lyst til at se folk blive slået ihjel lyser ud af ham. På intet tidspunkt i sin sindssyge tilstand viser Mr. Smith bare den mindste form for empati for verden og menneskerne omkring ham. Denne bizarre situation er ikke den eneste, som filmen byder på. Særlig nævneværdigt er det, at Mr. Brooks deltager i møder hos anonyme alkoholikere, som hjælper Mr. Brooks til at kunne kontrollere sin trang til at dræbe. En bizar situation, da man viser, at det at være psykopat og være afhængig af at dræbe, ikke er ret meget anderledes end at være afhængig af alkohol.