Erindringen om et valg

Et af problemerne med at skrive om film, der skiller sig ud fra mængden, er, at man mangler begreber til at forklare dem ordenligt. Hvor genrefilm nærmest pr. definition griber ind i allerede veldefinerede mønstre – og derved er lettere at forklare – så er de få film, der ikke så let lader sig indfange, ofte vanskelige at beskrive.

En af dem er “Mr. Nobody”, der er mange ting og ingen af dem helt specifikt. Alt efter synsvinkel er det en science fiction-film, et melodrama, en filosoferende legestue og et spil med mulige virkeligheder. Det er ikke ligefrem mange film, hvor fremtidige “Blade Runner”-verdener blandes sammen med skilsmisse, depressioner, forbudte romancer og rummissioner, men hele herligheden mixes ikke desto mindre lystigt her.

“Mr. Nobody” er i det hele taget en af den slags film, hvor man kunne afsløre stort set hele handlingen i forvejen, uden at det ville gøre den store forskel for oplevelsen. Vi møder vores hovedperson – den aldrende Nemo Nobody – langt ude i fremtiden, hvor mennesket har løst gåden om, hvordan man standser ældningsprocessen. I en alder af 120 år er Nemo det sidste menneske, der kommer til at dø af alderdom, og journalisterne udspørger ham derfor nysgerrigt om hans liv. Svarene bliver imidlertid noget mere forvirrende end forventet.

Han beretter om, hvordan han som dreng i en skilsmisse-familie måtte stå i den umulige situation at skulle vælge mellem at bo hos moderen eller faderen. I stedet for at følge enten den ene eller den anden vej foretager filmen imidlertid et overraskende ryk ved at fortælle begge historier og ved yderligere at dele sig op, hver gang dens hovedperson står i et nyt valg. De opstår ikke mindst i form af mødet med det modsatte køn, hvor tre forskellige kvinder hver fører til sit vidt forskellige resultat.

Der er i det hele taget mange usædvanlige ting ved “Mr. Nobody”, og iblandt dem er ikke mindst det forhold, at den er en eksperimenterende film med budget som en mainstreamfilm. Den omfattende beretning er sindrigt udtænkt af belgiske Jaco Van Dormael, og han er ikke en mand, der forjager sig undervejs. I en alder af 53 har han kun instrueret tre spillefilm, og “Mr. Nobody” har været under udarbejdelse gennem 11 år, hvor Dormael konstant har føjet lag efter lag til manuskriptet. Hvad der er tilbage er en beretning med læssevis af historier, hvor nogle udvikler sig længselsfuldt rørende, mens andre bliver tragiske og opslidende. Om man får eller ikke får den udkårne kan meget vel i begge tilfælde vise sig at have lige negative konsekvenser på hver sin måde. At skabe en figur, der således både er den samme og mange forskellige, er lidt af en udfordring for en skuespiller, men i Jared Leto har Dormael fundet en mand, der viser sig værdig til jobbet, og han giver en samhørighed over det hele, der gør, at man ikke farer vild trods de mange forskellige handlingsspor.