Hvor blev glimtet i øjet af?

Tilbage i 1999 lykkedes det på succesrig vis for filmen “Mumien” at placere Universals gamle gyserikon i en ramme af halvfemser-CGI og skabe en veloplagt atmosfære af eventyr via Indiana Jones-klonen Rick O’Connell. Opfølgeren fra 2001 blev også en finansiel succes, om end den vaklede en anelse under byrden af special effects, men kemien blandt skuespillerne var i det mindste intakt. Desværre er den samme charme og selvironi svær at få øje på i denne tredje ombæring – “Mumien: Drage-kejserens grav”. Filmen forsøger ellers ihærdigt at genskabe forgængernes underholdende tone, men den ender i stedet med at efterlade én med spørgsmålet om, hvorvidt den seneste udgave af mumien ikke bare skulle være forblevet begravet i stedet?

Selvom det er et kærkomment gensyn med Rick O’Connell og dennes udkårne Evie, spillet af hhv. Brendan Fraser og Maria Bello, der overtager fra Rachel Weisz, stivner smilet hurtigt. Ægteparret har lagt deres vilde dage bag sig og lever nu et kedsommeligt liv på et britisk gods, og selvom det er meningen, at deres magelighed skal virke forceret, føles det som om, skuespillerne ikke helt har kunnet finde tilbage til den formel, der gjorde i hvert fald den første film fornøjelig. Heldigvis sendes de hurtigt ud på nye eventyr, som deres voksne søn Alex finder en skjult grav med en gammel kinesisk kejser mumificeret inde i en klokke af ler.

Mumien bringes til Shanghai, og selv om man skulle tro, de vidste bedre efter to film, kommer eventyrerne til at vække den gamle kejser til live. Og så går det ellers over stok og sten igennem Shanghais gader med et smut til Himalayabjergene for til sidst at ende for foden af den kinesiske mur i forsøget på at stoppe den magtgale kejser i at genvinde sin fulde styrke. Der er fart over feltet, og undervejs tager man sig til hovedet mere end én gang for at følge med.

Det skyldes dog for det meste filmens plot, der ikke nok med at indeholde en pæn sjat “springen over hvor gærdet er lavest”-løsninger til de problemer, heltene kommer i, også udstiller dens svage struktur gentagne gange i løbet af plottet. At filmen har haft et stort budget kan man med al tydelighed se i aktion-sekvenserne, der er flotte at beskue, men ikke meget mere end det. De eneste gange, hvor der skabes reel spænding, er når filmen forfalder til at træde godt og grundigt på skuldrene af beslægtede film og dens egne forgængere. Action-sekvenserne er dog en fryd i forhold til de stille stunder med familiehygge, der opstår imellem ramasjangen. Her tvinges man til at overvære stift skuespil og lytte til replikker så pinlige, at man ville ønske, man kunne slå lyden fra.

Brendan Fraser, der normalt er god for en omgang sjov og ballade, har svært ved at levere filmens fantastiske formuleringer om myter og legender, og endnu værre går det med hans kejtede reprimander til sønnen. Maria Bello har vist flere gange, at hun magter roller som seje og enerådige kvinder, men den kejtede, søde – og ja britiske – side af Evie rammer hun slet ikke ligeså godt, som Rachel Weisz gjorde det i de forrige film. Endelig er der Jet Li, som desværre ikke kan siges at være en positiv opgradering i rollen som den nye kinesiske version af mumien. Det skyldes nu mest, at filmen ikke benytter Jet Lis talenter inden for kampsport i større omfang, og i stedet lader hans karakter drukne i CGI-blær.