Livets kedelige salt

Har du nogensinde overvejet, hvor æggemadens salt kommer fra? Heller ikke mig. Men det kommer altså blandt andet fra Indien, fortæller “My Name Is Salt”. Det hedder salt. Det er det, det handler om. Og det vises. Der graves, hakkes, pumpes og trampes i den indiske udørk. Det er ferskt. For den her film om salt mangler i den grad salt – smager ikke af en skid.

Det begynder ellers som en slags western. Bortset fra det finder sted i østens Indien. Fattige familier i massevis flytter år efter år ud i den her tørre ørken. På jagt efter guld. Hvidt guld. Navnet er salt. Men western-sceneriet afløses hurtigt af noget, der minder om indramningen af Børnenes U-landskalender. Den sympatiske af slagsen fra 1990’erne, hvor genudsendelsen af “Jullerup Færgeby” blev pakket ind i et budskab om at bevare regnskoven i Costa Rica. Det er sikkert velment ment, men kedeligt.

For der sker godt nok ikke meget. Tre indere kløver tung mudder med en hakke. En mand spørger en pige, om der ikke er for meget mudder på hendes hakke. Det er der ikke, svarer hun. Det synes manden, kan man se. Inde i et telt går børnene i skole. 2 gange 5 er 10, inden en dreng synger godnatsang til et billede af en lysende halvmåne. Dagene går. Pumpen pumper i takt med en kvinde, der klapper fladbrød flade. Hvad skal det betyde?

Jeg kunne helt sikkert begynde at overfortolke de ferske billeder. Måske er “My Name Is Salt” et mikrokosmos af Vestens udnyttelse af de andre. Af dem, der fjerner den hårde overflade, så vi i Vesten kan nyde salt til det blødkogte. Hvilket understreges af de tre trampende indere, der kigger op på himlen, hvor et dekadent fly flyver dem, der har råd til den slags, til steder, som saltfolket på jorden aldrig kommer til at se. Nej. Den slags er der ikke her. Kun mennesker, der laver salt. Dag efter dag.

“My Name Is Salt” prøver at være en slags poesi. Billeder af en transistorradio, der står på et par sandaler ude i ørkenen. Men det betyder ikke en skid. Giver ikke en skid. Uden smag. Som hvis instruktør Farida Pacha satte sig for at lave en sequel, hvor vi følger ungarbejderen i Netto, der pakker den færdigpakkede salt ud af kasser. Op af kassen, ud på hylden. Dagene går, sker ikke en skid.