My Sweet Pepper Land
Udgivet 24. apr 2014 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hiner Saleem er irakisk kurder og bosat i Frankrig. Det er herfra, han har virket som filminstruktør siden slutningen af 1990’erne. I Salems aktuelle film, “My Sweet Pepper Land”, er det både den traditionelle, amerikanske western og den mere rå, italienske spaghetti-version, der danner den genremæssige ramme for en fortælling om livet ude på de øde stensletter i grænselandet mellem Irak, Iran og Tyrkiet. Et både særegent og charmerende kulturmiks, hvor også Elvis og Kalashnikov-geværer går hånd i hånd.
Oven på den desillusionerende oplevelse anmoder Baran om forflytning, og han udstationeres som en slags sherif i en lille, lovløs landsby på grænsen mellem Irak og Tyrkiet. Samtidig ankommer den unge lærerinde Govend, i skikkelse af den henrivende og håndfaste Golshifteh Farahani, alene til landsbyen. Og så hvirvles både kærlighedsintriger og magtdemonstrationer imellem byens nye sherif og en korrupt klanleder op i det lille samfund, hvor illegal grænsehandel og mavevendende kvindehad er hverdag.
Lidt for ofte har Hiner Saleem ikke helt styr på doseringsforholdet imellem alvor og fjolleri, og det gør “My Sweet Pepper Land” til et ikke særlig helstøbt bekendtskab. Der er scener med underskønne naturscenerier, afdæmpede samtaler mellem Govend og Baran og så – det fineste faktisk – små vignetter, hvor Govend bare spiller sørgmodige melodier på den hang; en ståltromme, hun spiller på med fingrene, der følger hende troligt over de kurdiske sletter. Musikken og hendes inderlighed fylder filmen med besnærende lokalkolorit og et pift poesi. Derfor er kontrasten også det større, når en gruppe kvindelige frihedskæmpere pløkker forbrydere for eget forgodtbefindende, så blodet ligefrem sprøjter. Eller når Govends karikerede brødreflok dukker op i den lille landsby for at sætte deres søster på plads.
Saleem har begået en film i grænselandet imellem kulsort komedie og charmerende, kurdisk frihedsskrig. Indignationen over regionens lovløse tilstande bliver vel rigeligt sat på spidsen ved hjælp af westerngenrens velkendte værktøjskasse. Resultatet er måske mere pudsigt end egentligt vellykket. Til gengæld er der både varme og store præstationer fra filmens to hovedrolleindehavere, Korkmaz Arslan og Golshifteh Farahani. Farahani i pelsfrakke og høj pelskalot; bare vandrende i det bjergtagende landskab. Det er dét billede, jeg tager med mig fra “My Sweet Pepper Land”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet