Forførende, skrøbelig og graciøs…

…alt det og meget mere var Marilyn Monroe. Men ord kommer til kort, når det kommer til at beskrive en så ikonisk kvinde som hende. Hun besad så stor en kompleksitet, at hun stadig betragtes som noget af et mysterium. Men på insisterende vis formår Michelle Williams i rollen som Monroe i “My Week with Marilyn” at skabe en overbevisende forståelse for det elskede ikon, og hun bringer os et lille skridt tættere på at forstå, hvorfor den legendariske skønhed var sådan en gåde.

“My Week with Marilyn” fortælles fra den unge knøs Colin Clarks synspunkt. Som en særdeles uerfaren og naiv 23-årig sætter Clark alle midler ind for at blive en del af en rigtig Hollywood-filmproduktion. Til Clarks store begejstring får han lov til at være tredje-instruktørassistent på filmen “Prinsen og korpigen” med ingen andre end sexkillingen Marilyn Monroe i hovedrollen. Som titlen insinuerer, indleder Monroe og Clark et forhold – uskyldigt, muligvis, men det tirrer dog stadig mange af de medarbejdende filmfolk: Verdens mest kendte kvinde og en tredje-assistent? Hvad i alverden ser hun dog i ham? Men det viser sig, at Clark besidder større indsigt i den glitterbelagte verden, end hans drengede look umiddelbart antyder. Flere andre stjerner er samtidigt i spotlyset i portrætteringen af en glamourøs tid, heriblandt Sir Laurence Olivier (Kenneth Branagh) og Vivien Leigh (Julia Ormond).

“My Week with Marilyn” charmerer med sin smukke skildring af 1956’s fine kostumer og idylliske, britiske landskaber. Oveni de visuelle godter får vi serveret et særdeles velspillet og passende soundtrack, der perfekt komplementerer billedsiden – eksempelvis da Marilyn Monroe for første gang lander på britisk jord, og hele mediecirkusset bliver dæmpet til fordel for en fortryllende og elegant melodi, der smigrer og samtidigt understreger Monroes yndige femininitet. Haps! Desuden imponerer Michelle Williams underskønne sangrøst også. Det er altid en bonus, når en skuespiller rent faktisk også kan levere varen musikalsk, og det må man sige, at Williams formår.

Og for at blive ved kvinden i den ikoniske rolle: Williams leverer ikke kun varen med sin stemmes fine klang, hun brillerer minsandten også på skuespilfronten. Ikke noget under, at hun for nylig vandt en Golden Globe for sin indsats og samtidig er med i kampen om den prestigefyldte, gyldne Oscar-statuette. Det må være en forholdsvis heftig udfordring at skulle portrættere en så kompleks personlighed som Monroe, men Williams formår både at gengive Monroes glamourøse side og den mere skrøbelige kvinde bag den forførende facade. Det er især i scenerne, hvor den mere sårbare og menneskelige Monroe optræder, som er bemærkelsesværdige, og Williams rammer helt derinde, hvor hjerte rimer på smerte. Bare se scenen, hvor Monroe har opdaget nogle ubehagelige notater om sig selv, som hendes daværende mand, forfatteren Artur Miller, har skrevet. Clark finder Monroe grædende ulykkeligt på en trappe, og selv om det er kun er en lille scene, så fornemmer man virkelig den dybe sorg, som Monroe prøvede at bekæmpe med piller og alkohol igennem hele sit liv. Bravo, Williams!

Kenneth Branagh spiller kun en mindre rolle i “My Week with Marylin”, men formår at skinne næsten lige så meget igennem som Williams. Branagh er vel at mærke også blevet Oscar-nomineret for sit skuespil. I rollen som Sir Laurence Olivier får man som publikum et sandt had/kærlighedsforhold til manden. Hans arrogante og nedlandende måde at være på over for den fragile Monroe vækker vrede og foragt, men når der så bliver ridset lidt i lakken, og man bliver lukket ind bag Oliviers facade, får man dog en snert af medfølelse og forståelse for hans væsen. Branagh troværdige præstation transcenderer lærredet og sætter følelser i gang.