Se Fujibjerget og dø

Om man vil det eller ej, må døden siges at være et uundgåelig fænomen. Der er naturligvis en række forskellige indgangsvinkler til “det at skulle dø”, om så det er dødsangst eller ønsket om at afslutte livet så værdigt som muligt. Særligt ældre mennesker, hvor erkendelsen om døden er nærværende og måske kun et par år fremme i tiden, synes at overveje, hvor livet afsluttes på bedst mulige maner. “Når kirsebærtræerne blomstrer” handler netop om at leve livet til det sidste – og hvorfor ikke, nu når der ikke længere er andet at komme efter?

Den ældre Rudi ved ikke selv, at han er dødeligt syg og derfor ikke har langt igen. Hans hustru Trudi har ikke fortalt ham det, men arrangerer i stedet, at de sammen tager på rundfart for at besøg deres børn og børnebørn. Heldet er ikke ikke ligefrem med Rudi, da Trudi uventet dør undervejs. Da Rudi opdager, at Trudi opgav sit ungdomsønske om at rejse til Japan og blive Bhutodanser til fordel for ham, beslutter han sig for at rejse til Japan i Trudis minde. Undervejs møder han den mystiske Bhutodanserpige Yu, der selv sørger over tabet af sin mor – og sammen tager de på en bevægende rejse til Fujibjerget.

Ganske vist er “Når kirsebærtræerne blomstrer” helt afsindig banal i det helkogte budskab om at turde leve livet, mens det stadig er inden for rækkevidde. Dog er der noget fundamentalt rørende ved fortællingen om to ældre mennesker i deres livs efterår, der forsøger at få det sidste eftermæle sagt i så værdige omstændigheder som overhovedet muligt. Til trods for at filmen handler om døden, skabes en vedkommende og livsbekræftende hverdagslig fortælling. Man være et ualmindeligt skarn, hvis ikke det kan lade sig gøre at blive blot en smule berørt.

“Når kirsebærtræerne blomstrer” har med sin hverdagsdramatik både formen med og imod sig. Tempoet er sat i pensionistfart, som blev filmen kørt rundt på de jyske landeveje, hvilket indimellem bliver en smule trægt. Omvendt udmøntes effekten af Rudis fortælling helt efter hensigten, hvor der lige dvæles en ekstra gang over livets glæder og sorger i overhalingsbanen og på rastepladsen. På godt og ondt. Tempoet forbliver på sin vis en byrde for handlingens fremdrift, men omvendt kunne det ikke være fortalt meget anderledes.

Nu er livet andet end melankoli og tungsind, hvilket “Når kirsebærtræerne blomstrer” i den grad understreger. Tonen mellem ægteparret er humoristisk og ublu, mens Rudi som karakter ikke er manden, der knækker sammen i rørstrømsk sentimentalitet. Særligt portrætteringen af Rudi og Trudis børn, der i virkeligheden ikke interesserer sig synderligt for deres forældre – og i øvrigt har meget andet at foretage sig – synes med et smagfuldt bid at tygge kynisme og familiesatire sammen på en befriende opløftende vis. Synergien mellem sørgmodighed, hverdagslig humor og pågående alderdomsrealisme giver en vedholdende oplevelse, der bliver hængende i sindet, mens der mangler en smule mere pondus for at trække helhedsoplevelsen en tand mere op.