Men hvis det aldrig startede…

Jo pænere facade jo mørkere kælder. Vi er blevet vant til, at der ligger noget og ulmer under overfladen i selv de pæneste hjem. Ledt an af lige dele overdrevne Hollywood-plots og mere virkelighedsnære (ikke nødvendigvis meget mere), ugebladsartikler om de semikendtes fald fra lave tinder. Derfor er det overraskende ved “Når noget slutter” ikke, at de der ordentlige britiske mennesker har noget at skjule. Det har vi ligesom regnet ud. Det chokerende er, hvor ubarmhjertig den er. Nærmest ædende ond.

I et temmelig idyllisk byhus midt i London udfører den fraskilte pensionist Tony sine minutiøse rutiner: Morgenkaffe og gennemtrawling af avisens læserbrevssektion, inden han åbner sin lille kamerabutik. Det er nok ikke tilfældigt, at Tony arbejder med at gemme på snapshots af fortiden. I hvert fald kommer netop dén snigende i form af den dagbog, som vennen Adrian har skrevet, og som hans svigermor har testamenteret ham. Ritesh Batra skal også holde styr på meget stof fra Julian Barnes’ sindrigt konstruerede roman. Fortællingen om årene som drømmende skoleelever er mere jappet og mindre interessant end nutidens jagt på bogen, som Adrians kone, Veronica, nægter at udlevere. Det virker som scener, der er med af nødvendighed, for at enderne kan sluttes og pointen skære helt ind til det ømme kød.

Hele oplægget er set før. Træmanden, der bliver rusket igennem af en stemme fra sit gamle liv og får en mulighed for at leve på ny. Man skal ikke længere tilbage end “45 år” for at få både chokerende breve og Charlotte Rampling. Men “Når noget slutter” går sin egen vej. For Tony gennemgår ikke den store, flotte udvikling, den opblomstring af livskraft, som tit tegner plottet i den her slags film. Der er snarere tale om en afvikling af ham som seriøst og sympatisk menneske. Hans bondeanger og halvhjertede forsøg på forsoning har svært ved at dække over det egentlige mål: hans egen sjælefred. Og i den bevægelse fryser han fast med et stift smil. Som på et fotografi fra et af de svinedyre Leica-kameraer, som han snobber for.

Jim Broadbent får tit de lidt hyggelige roller som den alfaderlige tøffelhelt, der til sidst smider piben og læsebrillerne og holder en varmhjertet brandtale. Et godt bud på Kjeld i et engelsk remake af “Olsen-Banden”. Her er han helt anderledes og helt fremragende som brummende ronkedor med gråtintet fisseskæg og et minimum af ægte venlighed bag høflighedsgloserne. Han er et charmerende indslag til datterens fødselsforberedelse og spiser hyggelige frokoster med ekskonen. Alt er under kontrol. Alt er ordentligt og fornuftigt. Men også drevet af småliderlige tanker og passiv/aggressiv kontrolmani.

Tony er den utroværdige fortæller, der er så hundesvær at overføre fra bog til film, men Broadbent får virkelig gjort ham svær at lure. Ret lun og tiltalende, men også møvende og egoistisk som kun gamle, selvretfærdige mænd kan være det. Batra overlader det meste til Tony og gør Charlotte Rampling til et kort bekendtskab. Isdronning i fornuftigt fodtøj, spillet lidt på rutinen. Endnu mere mærkelig er Emily Mortimers minimale medvirken. På grænsen til en cameo. Til gengæld er Harriet Walter som ekskonen Margaret stærkt seværdig, især hendes hudfletning af Tonys afgrunde af dumhed. I det hele taget er der mest at hente i skænderierne og de sarkastiske svidere. Det dybe venskab mellem Adrian og Tony bliver i hvert fald aldrig så tydeligt, som det efterfølgende had.