Det er egentlig lidt forbavsende, at en såkaldt “sportsgren”, der involverer folk (som regel højtskrigende, midaldrende mænd), der klæder sig ud i pompøse dragter og slås mod hinanden uden nogensinde at opnå egentlig kropslig kontakt, ikke før har dannet fundament for en storstilet komedie. Men nu er den her, og “Nacho Libre” formår på fin vis at udstille absurditeten ved wrestling, og det lykkes den endda også at ære den gamle sport og de mænd, som praktiserer den. Men ligesom en typisk fribryder, forsøger filmen flittigt og ihærdigt på at opnå kontakt med sit mål (i dette tilfælde seeren) uden nogensinde virkelig at ramme plet og gøre indtryk.

Filmen er instruktør Jared Hess’ første film siden hans overraskende succesfulde hit fra 2004, komedien “Napoleon Dynamite”. Allerede fra første skud er lighederne slående. Instruktøren er uden tvivl en enormt stor tilhænger af instruktøren Wes Andersons bagkatalog, hvilket især Hess’ forkærlighed for langvarige, ubevægelige kameraskud afslører. Ligesom Anderson er Hess glad for at lade karaktererne og indholdet i de minimalistiske scener skabe al dynamikken, men udover en enormt karismatisk og veloplagt Jack Black (altid en garant for et par gode grin) er der ikke meget at råbe hurra for.

En af hovedsynderne er Mike White, hvis manuskript er fyldt med trættende tomgang og overflødige figurer. Men det største problem er, at der bare er for langt mellem de sjove øjeblikke. Ligesom Hess opretholder White, som forfattede den underholdende og charmerende Jack Black-komedie “School of Rock”, ikke just de vanlige standarder.

Her i “Nacho Libre” spiller Black kokken Ignacio, som arbejder i et lille mexicansk kloster fyldt med hjemløse børn. Hans kærlighed for børnene og brydning inspirerer ham til at alliere sig med en lokal landsbytosse og deltage i byens mange brydekonkurrencer. Målet er at score kassen, så han kan fodre barnerumperne med noget ordentlig føde. Derudover prøver han på at score klosterets nye nonne, Encarnación (underskønne og vidunderlige Ana de la Reguera), men uheldigvis for Ignacio bliver wrestling betragtet som blasfemisk gudsbespottelse, hvilket gør det svært for ham at leve et dobbeltliv.

Det lyder således som en fin opskrift på en lystig og original komediecocktail, men filmen er bare ikke særlig sjov. Mange af vitserne er forudsigelige og tamme, mens det langsomme fortællertempo og filmens minimalistiske visuelle facade ikke går særlig godt i spænd med den trættende mangel på solide ideer og effektive humoristiske indslag. Af og til hiver Black (og til dels hans spinkle kollega Héctor Jiménez) en guldlakeret kanin ud af hatten, og karaktererne er derudover heldigvis både karismatiske og interesserende, men filmens kreative magter bør have præsteret noget langt bedre. Selve brydekampene er dog virkelig godt iscenesat.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Paramount har produceret, sædvanen tro, et flot transfer. Filmens mexicanske omgivelser er blevet tilføjet et guldagtigt, varmt skær, og de ser lækre ud her på dvd. Farverne fremstår saftige og smukke hele vejen igennem uden nogensinde at kamme over og virke utroværdige. Billedet kunne godt have været en anelse skarpere, men der er ingen nævneværdige tilfælde af edge-enhancement, snavs eller digital støj, og så er det også en af de sjældne billedsider, som besidder et dejligt filmagtigt look.

AudioMan kunne måske godt have forestillet sig, at en film om farverige, overgearede wrestlere ville have budt på et overrumplende, aggressivt lydmix, men “Nacho Libre”s lydside er forholdsvis tilbagelænet. Størstedelen af lydene kommer fra fronthøjtalerne, hvor dialogen som regel kommer tydeligt igennem fra centerhøjtaleren. Men når nu “Nacho Libre” er en produktion, som ikke byder på megen bevægelighed i billedet, er det på sin vis også passende, at kanalnetværket ikke kører for fulde omdrejninger i hver eneste afkrog. Man savner dog en anelse mere atmosfære, og bunden kunne også have været en anelse mere solid, men sporet er som sådan mere end acceptabelt.

EkstramaterialeKommentarsporet med Jack Black, instruktør Jared Hess og manuskriptforfatter Mike White er slet ikke så morsomt, som man skulle tro. Hess sidder for det meste bare og griner over filmen, White er kedelig og fremstår som et selvhøjtideligt, prætentiøst individ, og kun sjældent leverer Black et par spøjse kommentarer. White får eksempelvis et godt stykke tid til at gå med at fortælle om, hvordan hans hund hyggede sig på kulisserne, mens den løb rundt på bakkerne, og at den smilte så meget og aldrig nogensinde vil være så lykkelig igen og… ja, sådan er sporet i mange perioder.

Discen byder på 5 små featuretter: “Detrás de la Cámara”, “Jack Black Unmasked!”, “Lucha Libre”, “Hecho en Mexico” og “Moviefone Unscripted with Jack Black and Héctor Jiménez”. Tilsammen varer de omtrent 55 minutter. Heldigvis er de en del mere interessante og informative end det føromtalte kommentarspor. Det er især fornøjeligt at se Black i aktion både før og under optagelserne, og netop ‘behind-the-scenes’ optagelser er det, som de fleste af disse featuretter primært består af. Alskens folk bliver interviewet, lige fra de anonyme makeup folk til instruktøren og skuespillerne. Her er desværre også en portion ordinær, uinteressant pr-lal, men størstedelen af dokumentarene er fine om end ikke ligefrem fantastiske.

Der er tre slettede scener med en samlet varighed på ca. 10 minutter. En af dem, som faktisk består af flere scener, der bl.a. introducerer Peter Stormares karakter, er ret morsom, men de andre er ligegyldige. Et par morsomme musikalske indslag med Black og diverse trailere og billedgallerier runder pakken af.