Moral over vanvidBen Stiller og Owen Wilson gør atter fælles front i filmen “Nat på museet” og leverer klassisk pingpong-slapstick, som kun de kan gøre det. Sjovt er det, men desværre tynges filmen af et kedeligt og uinspireret plot.

Ben Stiller er taberen Larry Daley. Larry har masser af gode ideer, men det kniber med de gode resultater og derfor kniber det også med pengene. Han er desuden ved at miste samkvemsretten med sin søn, fordi han er tvunget til at flytte, og sønnen har efterhånden mistet troen på sin far. For at redde forholdet til sin søn og sikre sig en fast indtægt finder Larry sig nu et fast arbejde på et museum.

Det nye arbejde viser sig dog at være en større udfordring end ventet, for det er vist de færreste museumsvagter, som bliver udsat for, at museets “beboere” kommer til live i nattetimerne. Museet er selvfølgelig forbandet. Nogen bedre forklaring end det får vi ikke, og i det skrupskøre univers, der venter, behøver vi det egentlig heller ikke. Som “Jumanji” på steroider vågner alt udstillet lige fra tyrannosaurussskelettet i foyeren til Attila-mannequinen mirakuløst op til dåd, når mørket falder på. Kun den barnlige fantasi sætter grænser for det vanvittige, fortryllende kaos der følger. Allieret med en voksudgave af Teddy Roosevelt må Larry bl.a. kæmpe mod romerske miniaturelegioner og tissetrængende småaber for at bevare jobbet og ikke mindst troen på sig selv.

Sjovt lyder det unægtelig, og visuelt er der masser af godter for den barnlige sjæl, for både sjovt og flot er det at se det fuldvoksne skelet af en legesyg Tyrannosaurus Rex fedte rundt på et museumsgulv alt imens blodtørstige miniatureaztekere kæmper for at slippe ud af deres udstillingsvindue. Det er scener som disse, med deres mange modsætningsforhold og anakronismer, der gør, at “Nat på museet” virkelig kommer til sin ret som en fryd for det indre barnlige øje.

Takket være gode skuespillere kan filmen glimtvis også opvise uhyre underholdende dialogudvekslinger og klassisk slapstick. Owen Wilson som miniaturecowboyen Jedidiah og Steve Coogan som miniatureromeren Octavius er umulige at stå for, specielt når de mundhugges indbyrdes, og dialogen har så absolut sine øjeblikke.

Desværre truer trangen til at gabe i mørket, mens filmens klassisk moraliserende Hollywood-tema om selvtillid og indre værdier formidles tungt og kejtet. Der er ikke noget nyt under solen her, og man har ikke rigtig fra hverken instruktørens eller manuskriptforfatternes side anstrengt sig for at overraske eller forny. Som et obligatorisk element på eksamensskemaet har man kun med nød og næppe overstået det, fordi man skulle, og det tynger desværre filmens magi og fremdrift.

Bedre bliver det ikke af, at hele optakten til Larrys ansættelse, foranlediget af sønnens manglende tiltro til sin far, virker som en klodset katalysator påklistret blot for at lede frem til filmens langt mere underholdende scener i museet. Ligeledes synes Carla Guginos tilstedeværelse i rollen som den potentielle kærlighedsinteresse primært motiveret af, at der indenfor komediegenren oftest optræder en sådan. Og resultatet er, at hun ikke gør meget mere væsen af sig end en køn kransekagefigur. Således fremstår filmen, som ellers forsøger at være skrupskør, alt for skematisk opbygget.