En go’ nat

Før filmens biografpremiere i maj var der ingen grund til at tro, at “Nat på museet 2” ikke ville være dybt godnat. Med petitesser som “G.I. Joe” og “Transformers: De faldnes hævn” i horisonten trak det op til en forfærdelig sommer for biografgængerne. Den første “Nat på museet” var på ingen måde skelsættende, og instruktøren bag havde tilmed begået filmhistoriens formentlig værste reboot til dato: 2006’s “The Pink Panther”. Men mod al sund fornuft overraskede “Nat på museet 2” positivt. Den er langtfra fejlfri, og med sin spinkle historie og underudviklede karakterer er Shawn Levys blockbuster snarere et sketchshow end en regulær spillefilm. Men heldigvis for filmmagerne er langt de fleste sketcher sjove.

Filmen lægger ellers sløjt ud. Der er så meget knap-så-skjult reklame i filmens første fem minutter, at man væmmes, vitserne er platte, og filmen ved tilsyneladende ikke engang selv, hvor det hele bærer hen. Selvom den tyndbenede historie bare er et påskud for gakkede, usammenhængende indslag, så er den alligevel svær at finde hoved og hale i. Ben Stiller spiller den forhenværende museumsvagt Larry Dalye, som bryder ind i det verdensberømte Smithsonian-museum for at forhindre en genoplivet farao i at vække sine afdøde undersåtter til live via en magisk tavle, så han kan overtage verdensherredømmet, alt imens resten af museets klenodier (inklusive flere af Dalyes kammerater) også bliver levende. Eller noget i den dur. Heldigvis kommer filmen hurtigt så højt op i gear og træder så sjældent på bremsen, at man ikke får tid til at fundere over fortællingens huller og brister. Der er stort set ingen spildtid.

“Nat på museet 2” har forbavsende mange forcer, og de fleste er at finde i ensemblet. Ricky Gervais, Robin Williams, Christopher Guest, Steve Coogan, Bill Hader, Jonah Hill… tonsvis af komiske naturtalenter dukker op undervejs, og de fremtvinger alle et smil på læben – de fleste sågar et latterbrøl eller ti. Det ville nok være en overdrivelse at kalde Owen Wilson og Hank Azaria for naturtalenter, men Wilsons karakteristiske entusiasme er indtagende, og som seancens skurk er Azaria virkelig veloplagt. Dialogerne har et afsindigt tempo, der antyder, at skuespillerne fik frie tøjler til at improvisere, og tak gud for det. Det er en fornøjelse at se d’herrer forsøge at overgå hinanden og score flest grin. Hill og Azarias verbale dyster med Stiller bringer det allerbedste frem i mændene, og det gør en enorm forskel, når man tydeligt kan se, at skuespillerne også morer sig.

Stiller er ærlig talt bare til pynt. Hans karakter udvikler sig ikke det fjerneste, og der er ikke én eneste sekvens, som han får lov til at bære. Hans medskuespillere og endda de imponerende computereffekter bliver sædvanligvis prioriteret højere i de forskellige scener, men det gør egentlig heller ikke så meget, for Dalye er bare ikke særlig interessant. En så forglemmelig hovedperson ville være en dødssynd for mange film, men Stillers medfødte charme kompenserer en hel del for karakterens anonymitet, og så er Stiller heldig at have den henrivende Amy Adams med på slæb som partner. Adams’ drive og charme løfter filmen og tvinger kæben på plads, hver gang et gab melder sig. Sekvenser som den med Darth Vader forspilder deres potentiale, men de sjove indfald opvejer nøjagtig de dårlige.

Kunne “Nat på museet 2” have været en bedre film? Sagtens. De mindste er formentlig ligeglade, men mere kød på historien og karaktererne havde gjort underværker. Men det havde også været let for filmmagerne blot at køre på autopilot og lave en rutinepræget metervare. Den havde nok alligevel tjent kassen. I sidste ende er det svært at hade en film som “Nat på museet 2”, for modsat mange familiefilm behandler den ikke sit publikum som en gruppe bitte, savlende rollinger, og den forsøger endda at banke lidt fornuft og viden ind i knolden på sin unge målgruppe. Filmens største bedrift er, at den vitterligt giver én lyst til at drage på museum. Jovist, det kan godt være, Levy og Co. har et godt øje til din pengepung, men de har afgjort også hjertet på rette sted. Hvem havde dog troet det?

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.35:1. Der er ingen vej udenom – “Nat på museet 2” ser perfekt ud i HD. Der er ikke ét skud, som ikke står knivskarpt. Tjek bare museets gamle, smukke facade, hvor hver revne i murstenene er tydelig – selv fra lang afstand. Kontrasten er superb, farvegengivelsen ligeså, og hverken snavs, støj, udtværing eller edge-enhancement forekommer.

Audio

Lidt mere aktivitet i baghøjtalerne havde sikret det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-mix topkarakter, for indimellem virker de forunderligt tavse, men samtlige højtalere bidrager oftest med nok fantasifulde lydeffekter til at få museet til at virke overordentligt levende. Panoreringerne funger fortræffeligt, LFE-kanalen deltager flittigt i festlighederne, og Alan Silvestris score folder sig godt ud (især under det hæsblæsende klimaks). Et dansk DD5.1-lydspor medfølger også. Det er underligt at se skuespillerne tale dansk, og lydsporet er meget komprimeret og har derfor ikke samme gennemslagskraft som det engelske, men børnefamilierne vil sandsynligvis sætte pris på det.

Ekstramateriale

To kommentarspor er blevet indtalt – et tørt spor med instruktøren og et enormt morsomt spor med manuskriptforfatterne. Derudover medfølger en herlig interaktiv quiz, 8 minutters festlige fraklip, hele 27 minutters slettede/forlængede scener af svingende kvalitet, cirka to timers generelt underholdende dokumentarer samt trailere til “Ice Age 3 – Dinosaurerne kommer”, “Aliens in the Attic” og “Amelia”. Ekstramaterialet præsenteres i HD. Desuden medfølger både en dvd-udgave og en digital kopi af filmen.

Et kedeligt museum

Ben Stillers hårdtarbejdende sikkerhedsvagt fra “Nat på museet” vender tilbage i denne fortsættelse, hvor han atter må gøre sit yderste for at undgå katastrofen, når voksfigurer, mumier og skeletter vækkes til live på magisk vis.

I den første film var han som bekendt en arbejdsløs hitte-på-type, der måtte opgive sine dagdrømmerier og tage et job som sikkerhedsvagt i et gammelt museum. I denne omgang viser det sig, at hans ambitioner faktisk ikke var så urealistiske endda, og han har fået succes som opfinder af små fikse, men undværlige tingester såsom den selvlysende lommelygte. Han har derfor droppet den anstrengende tjans som sikkerhedsvagt og er i stedet blevet en travl forretningsmand.

Hvem, der har passet på de ustyrlige museumsgenstande i al den tid, han har været væk, er lidt uvist, men under alle omstændigheder kommer han på jobbet igen, da det viser sig, at museets udstilling skal skiftes ud, og hans gamle venner skal opmagasineres i kælderen under Smithsonian Institution i Washington. Den magiske tavle, der vækker de døde ting til live, er uheldigvis kommet med, og snart er den onde egyptiske farao Kahmunrah vågnet og med ham alle mulig andre væmmelige ting.

Man klør sig hurtig i panden over “Nat på museet 2”, der er en så gennemført skizofren oplevelse, at man ofte føler sig fanget i en bizar pærevælling af forskellige film. Dermed ikke sagt, at de alle er dårlige – her er bestemt også gode takter – men hvorvidt de sammen danner en god film er mere end almindeligt tvivlsomt. Figurerne fra “Nat på museet” er alle tilbage igen, selvom Robin Williams knap nok er med i denne omgang. Ricky Gervais er stadig underholdende som museets chef, og filmen føjer nye og velkomne ansigter til. Jonah Hill fra “Superbad” har en lille, men skæg scene som en striks vagt, Bill Hader er ligeledes sjov som den uovervejede General Custer, og Amy Adams er en ekstremt nuttet Amelia Earhart. Mest af alt så stjæler stemmeskuespilleren Hank Azaria fra “The Simpson” dog billedet som den onde, men temmelig skvattede Farao.

Alle de dygtige hoveder kan dog ikke redde den her rodebutik, der hurtig taber alle de elementer, som gjorde den første til et nogenlunde hyggeligt bekendtskab. Ved at flytte handlingen fra det gamle museum til et større moderne et af slagsen mister man lynhurtigt charmen og forsøger i stedet at kompensere med en “større er bedre”-filosofi.