Er der stadig gratis adgang på Nationalmuseet?

Efter tre halvsløje film er jeg ved at være af den overbevisning, at torsdag morgen i tandlægens venteværelse er nogenlunde ligeså levende og sprælsk som en “Nat på museet” i New York. Den tredje chance for at udnytte en fantastisk kulisse som det naturhistoriske museum til en medrivende historie forspildes. Tilbage står en stivnet udstilling af klichéer og komiske kopivarer, der i vores omskiftelige verden for længst er blevet museumsgenstande.

På første hylde har vi Ben Stiller, udstillingens store trækplaster, hvis man altså er fan. Han dyrker en passiv aggressiv komediestil, der er halvvejs deadpan og helt igennem bæfjæs. Tunge suk og rysten på hovedet er hans gennemgående virkemidler, der tydeligvis skal få de andre medvirkende til at se endnu mere gakkede ud. Men nattevagten Larry forbliver enstrenget og underligt hoven over for de magiske skatte af historier, han skal tage sig af.

I biblioteket finder vi på bagsiden af et tyndt pergament far-og-fjern-teenagesøn-manuskriptet, der muligvis kan dateres helt tilbage til de gamle keltere og ’han kigger bare ned i sin iPod'-kvadet. Min egen research siger i hvert fald, at det har været regelmæssigt brugt i familiekomedier i mere end et halvt århundrede. Historikere diskuterer stadig, hvorfor Larrys søn skal med til London for at redde den magiske tavle, der får New Yorks museum til at vågne om natten. Vi kan håbe, at de en dag får tydet filmens dybe symbolik om selvopofrelse og næstekærlighed.

Forskellige voksfigurer, der på fantastisk vis bevæger sig og kan sige replikker, har rollerne som fyld og komiske indslag, når plottet går i stå. En indianerkvinde, Genghis Khan og en hulemand leverer hverken humor eller lidt historisk oplysning, de er der bare. Steve Coogan og Owen Wilson har de fleste sjove scener som miniature-legionær og cowboy, men det virker som lidt venstrehåndsarbejde, nogenlunde lige så uengageret som Ricky Gervais’ sippede engelske videnskabsmand. Og så har jeg svært ved at forstå, at man i 2015 stadig synes, det er genialt at lægge de fleste jokes i hænderne på en pruttende, liderlig abe.

Den måske største skandale (eller tragedie) er Robin Williams’ eftermæle som en rytterstatue af Teddy Roosevelt. Williams er ikke troværdig som statsmand og ser mest af alt lidt beklemt og træt ud. Det vækker mindelser om det hysteri og elendige rollevalg, der på et tidspunkt var ved at gøre en af verdens største komikere til et af verdens dårligste salgsargumenter for en film. Desværre forspilder “Nat på museet 3” også muligheden for at parre ham med Rebel Wilson, der ellers stjæler hver en scene, hun er med i. Bare fem minutters fri leg mellem de to kunne have retfærdiggjort fem timers museumsfjol.