Middelmådig Brando-thrillerHavde det ikke været for en typisk brillant Marlon Brando, ville ingen nulevende sandsynligvis ane, at 60’er-thrilleren “Nat uden nåde” eksisterede. Selv det danske selskab Another World Entertainment, som specialiserer sig i at distribuere særegne film, ville formodentlig have fundet filmen en anelse for obskur. Tyrkiske Hubert Cornfields thriller kommer godt fra start, men går derefter gevaldigt ned i gear, før den runder af med en slutning, som føles påklistret og utilstrækkelig. Fåtallige intense øjeblikke, enkelte uventede twists og godt skuespil af især hovedrolleindehaverne Brando og Richard Boone forhindrer dog filmen i at ende som værre end middelmådig.

Filmens åbningsscener er forbavsende fængslende og formår med brug af ganske få virkemidler at skabe en gedigen følelse af forvirring og frygt. En ung frøken (en bedårende, men anonym Pamela Franklin) lander et sted i Frankrig, men på vej væk fra lufthavnen kidnappes hun af en gruppe kriminelle, der vil tvinge kvindens rige far til at betale en klækkelig sum løsepenge. Brando spiller en af kidnapperne – en overraskende karismatisk herre, som tilsyneladende helst vil droppe foretagendet og drage hjem til USA. Boone spiller gruppens klamme, aldrende leder, der har sin helt egen dagsorden. Søskendeparret Vi (underskønne, Oscar-belønnede Rita Moreno) og Wally (Jess Hahn) udgør det kriminelle firkløvers sidste to blade.

Efter at karaktererne er blevet introduceret, føler Cornfield det åbenbart ikke nødvendigt at lade dem gennemgå nogen form for udvikling. Faktisk synes der ikke rigtig at ske noget i et godt stykke tid efter filmens ellers lovende start. Dialogen er kluntet, og flere samtaler virker direkte meningsløse. Når thrillerens sidste halve time går i gang, bliver der dog heldigvis trådt lidt på speederen igen, og klimakset er tilpas spændende, om end en smule rodet, og den førnævnte slutning er simpelthen bizar.

Angiveligt var Brando så frustreret over den forholdsvis ukendte Hubert Cornfields inkompetence, at han forlangte, at Boone skulle overtage instruktørtjansen under indspilningen af filmens sidste scener. Det er svært ikke at give Brando ret, for der er virkelig tydelige tilfælde af dårlig personinstruktion. Det bedste eksempel er en lang samtale mellem Brando og Hahn, hvor personerne skiftevis skal fremstå irriterede, forvirrede og undskyldende, men overgangene virker enormt akavede. Glimtvis fremstår Brando endda en smule uduelig. Intet ville dog kunne dæmpe de gnister, scenerne mellem Brando og Boone slår. Hvis resten af scenerne havde været lige så intense, havde Brando kunne prale af endnu en klassikers tilstedeværelse på sit overvældende CV.

VideoPræsenteret i 1.85:1 anamorphic widescreen format. “Nat uden nåde” ser langtfra dårligt ud, men visse uheldige problemer med skivens transfer forhindrer det i at tilegne sig andet end en middelmådig karakter. For en næsten 40 år gammel film er der forbavsende få tilfælde af snavs og støj. Sceneovergangene ser dog ret grumsede ud, hvilket ofte er tilfældet med film fra 70’erne og tidligere. Farverne fremstår af og til en anelse for mætte eller matte, men generelt er filmens kølige look godt gengivet. Kontrasten er god, og der er kun få uskarpe billeder. Men det skarpe look er desværre opnået på bekostning af en betragtelig sum edge-enhancement.

AudioDiscens engelske Dolby Digital 2.0 lydspor lyder snarere som mono. Størstedelen af dialogen er tydeligvis dubbet, så derfor er det ikke overraskende, at den er umådelig tydelig. Lydeffekterne er som regel også distinkte, og musikken kommer godt igennem og overdøves ikke af lydsidens andre elementer. Mere bund havde været dejligt, og der optræder også en smule susen i adskillige scener.

EkstramaterialeDiscen indeholder et billedgalleri, filmens kitschede trailer, samt trailere til hele 17 andre udgivelser, som Another World Entertainment har udgivet. Derudover er der adskillige siders tekst om Marlon Brandos karriere og produktionen af selve filmen.