Nattens dæmoner
Instruktør James Wan jammer vellystigt med på gyserklassikere som “The Exorcist”, “Poltergeist” og “The Amityville Horror” i sin hidtil bedste film, “Nattens dæmoner”. Hvor Wans gennembrud, “Saw” fra 2004, var sadistisk terrorsplat, og “Insidious”, hans seneste gys fra 2010, imponerede med en fremragende første del og skuffede fælt med en forvrøvlet slutning, leverer “Nattens dæmoner” snigende uhygge til overflod i et hjemsøgt hus i de bæbrune start-1970’ere.
Familien tager endelig kontakt til det kendte Warren-par (spillet af Vera Farmiga og Patrick Wilson) og beder desperat om hjælp. Alle tegn tyder på, at huset er besat af ondsindede dæmoner, som forsøger at besætte de svage sjæle, der måtte våge sig over dørtrinet i Harrisville. Og så må Ed og Lorraine Warren trække i arbejdstøjet.
Tålmodigt præsenteres vi først for Warren-ægteparret og deres helt særlige beskæftigelse udi det paranormale. De har – på deres bryllupsnat(!) – sværget at hellige deres liv til at hjælpe de stakler, hvem dæmoner eller dets lige nu skulle finde på at besætte. Meget sympatisk faktisk. Den uheldige familie Perron præsenteres også med samme ro og mag. Vi lærer dem at kende. Vi kan li’ dem. I John R. Leonettis flotte, lange indstillinger – ofte akkompagneret af foruroligende stilhed – kryber uhyggen så op bag en. Det store hus, som familien knap nok selv kan navigere rundt i endnu takket være forvirrende grundplan og skjulte rum, tilføjer kun til den generelle følelse af ubehag.
At historien udspiller sig i 1971 er måske filmens største clou. Har man sagt 1970’erne, har man også sagt brune nuancer, uklædeligt kluns og teknologi på det analoge plan. Det er bare mere skræmmende, når lp’en kører i hak, end når iPod’en giver én æbleskærm. Det analoge har en indbygget stoflighed og er i sin natur langsom. Det tager tid, når Harrisvillehuset skal rigges til med lys- og lydsensorer, spejlreflekskameraer med snoretræk og små klokker på dørene. Wan tager sig den tid, og det er efterhånden lidt af en sjældenhed i en moderne gyserfilm. Der lettes også behørigt på hatten til de filmiske forbilleder med et par vaskeægte 70’er-zooms, der rammer både stemning og periode formidabelt. Ligesom The Zombies 1968-hit, “Time of the Season”. Et smågenialt sangvalg.
“Nattens dæmoner” lever på stemning, effektive gys af den gamle skole og velspillende skuespillere over hele linjen. Bedst er Lily Taylor og Vera Farmiga, hvis karakterer der absolut også er mest kød på. Alene Farmigas garderobe, der inkluderer både babyblå kalvekrøs og ankellange uldnederdele, er grund nok til at indløse billet. Bevares, det er ikke den dybe tallerken, Wan opfinder hen mod filmens slutning, hvor handlingen skal bindes sirligt sammen. Effektjageri med letkøbte bøh-øjeblikke trækker også en my ned i det samlede regnestykke. Det laver dog på ingen måde om på, at filmen er en veltunet kærlighedserklæring til fordums tiders foruroligende gys.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet
