Alt kan krammes væk

“Nattergalen” gør alt, hvad den kan, for at publikum skal forlade biografen i et bedre humør, end de gik ind med. Årets kinesiske Oscar-kandidat er en fortælling om en godmodig bedstefar, der tager sit forkælede barnebarn med på en opbyggelig vandretur gennem Kina. De udfordringer, der ved begyndelsen komplicerer tilværelsen for karaktererne, stikker ikke dybere, end at de løser sig selv, én efter én, indtil “Nattergalen” kulminerer i en stor, forsonende krammer. Bogstaveligt talt. Det er sympatisk og opmuntrende. Men det er også den store svaghed.

“Nattergalen” følger den kinesiske bedstefar Zhigen og hans barnebarn, Renxing, en forkælet, iPad-afhængig lille storbypige. Sammen rejser de fra Beijing til bedstefarens barndomslandsby, hvor hans afdøde kone ligger begravet. Med sig har de en nattergal, som har været Zhigens trofaste følgesvend siden konens død. Nu er nattergalen blevet gammel, og Zhigen ønsker, den skal synge en sidste sang ved konens grav, før det er for sent. Det lyder måske som en optimistisk fortælling. Og vi bliver da også præsenteret for en del problemer, der plager den lille familie: Stressede karriereforældre med knas i ægteskabet, en søn, der har vendt sin far ryggen, generationskløfter, og en overflod af moderne teknologi, der kun formår at gøre de nære relationer mere distancerede.

Men konflikternes alvor mærkes aldrig, inden de går i sig selv igen. Alt går hurtigt op i en højere enhed, uden at nogen for alvor må kæmpe for sagerne. Som i konflikten mellem Zhigen og søn, der ikke har talt med hinanden i fem år. Da de endelig mødes igen, tager sønnen Zhigen til nåde øjeblikkeligt i en utilstrækkeligt motiveret kovending. Utroværdigt. Samtlige konflikter opløser sig selv på måder, der er svære at acceptere. Det er ærgerligt, for der er faktisk flere charmerende træk ved “Nattergalen”, som gør, at den til et behageligt bekendtskab.

Kernen er forholdet mellem Renxing og bedstefar. Et umage par. Den ældre mand er knyttet til naturen og de kinesiske traditioner, den lille pige finder sig bedst tilpas i den hektiske storby omgivet af luksus og den nyeste teknologi. Det resulterer naturligvis i flere småhumoristiske misforståelser, og komikken tager til jo længere Renxing kommer fra de trygge rammer. Hendes rædselsslagne reaktion, da hun for første gang i sit liv ser en rigtig levende bøffel, er det komiske højdepunkt. En typisk ‘fisk-på-landjorden’-situation. Men det virker.

Li Bao Tian lægger ansigtet i de helt rigtige overbærende folder. Han leverer en hjertevarm præstation som den tålmodige bedstefar, der gør sit bedste for at komme tættere på sit barnebarn. Yang Xin Yi spiller rollen som den forkælede og egensindige Renxing for fuld udblæsning. I begyndelsen karikeret, men hun formår at bibringe lidt trodsig energi, som klæder fortællingen. Det er dynamikken mellem de to hovedpersoner, der skal bære oplevelsen, og det lykkes langt hen ad vejen. Renxings dannelsesrejse er også en teknologikritik og en advarsel: Vi glemmer at løsrive os fra skærmen og se hinanden i øjnene. Menneskelige forhold kan ikke holdes ved lige med Skype og Snapchat. Log af, ellers bliver vi ensomme. Renxing føler det som en lettelse, da hun først lærer at smide iPad til fordel for bedstefar i den store kinesiske natur. En fin lille pointe.