What’s your poison? Belgisk bryg svier hele vejen ned

Var din jul en alt for sød og klistret disney-film, der stadig trækker lyserøde bolsjestriber langt ind i januar og februar. Så tag med til Belgien. Der kommer de altså et eller andet i fritterne. Brødrene Dardenne eller “The Broken Circle Breakdown” kan helt sikkert dæmpe dit marcipan-boostede humør. Ellers så prøv at synke halvanden time i selskab med to fulde stakler i en store skov. I “Ne me quitte pas” er håbet visnet væk. Vennerne Bob og Marcel forsøger at drikke sig mod til at gøre en ende på et efterhånden trist liv. Imens placerer instruktørerne Bakker og Koevorden et kamera på et stativ og følger nedturen. Det er både intimt og rørende. Og meget, meget ubehageligt.

Den her anmeldelse kunne let komme til at gentage sig selv, så hvis nu vi får alle adjektiverne om -druk, -fuld og -stiv af vejen først, ved alle vist, hvor jeg vil hen: Sprit-, plakat-, stang-, døds-, høne-, pisse-, skide-, røv-, mega-, osv. Ord er næsten ikke tilstrækkelige til at beskrive, hvor meget de to mænd drikker, eller den tilstand de ender i. Tiden glider langsomt fremad, mens pinefulde scener viser, hvordan deres liv siver ud af dem. Pistår for pistår, brækklat for brækklat. Hvis du er heldig, kan du ikke huske dér til julefrokosten, hvor du prøvede at forklare økonomiafdelingen, hvorfor Kandis i virkeligheden er et stærkt undervurderet band. Kan du derimod genkalde dig glimt af din snapsetågede ros af piccolinens nydelige, ARJ DET KAN JEG SGU IKKE VÆRE DEN FØRSTE DER SIGER! barm, har du en god idé om mange af Bob og Marcels samtaler. Og tømmermændene rammer lige så hårdt i Belgien.

Ligesom de to mænd har momenter af klarhed imellem al vrøvlet, har filmen også sine udsnit af en reel verden, hvor vinteren kommer og går, og børn vokser op uden deres fordrukne fædre. Men selvom der inddeles i seks kapitler omkring den centrale begivenhed, at Marcel går på afvænning, bliver det aldrig en struktureret oplevelse. Det må næsten være pointen, at den døsige rus afspejles i filmens passivt registrerende stil. Bob og Marcel er for ulykkelige til at blive ved, men for fulde til at ændre noget. Magtesløshed og selvbedrag er gennemgående temaer.

Skæbnen giver ellers en hjælpende hånd, men ikke engang en bilulykke kan de udføre ordentligt. Kameraet finder dem, efter de er hamret ind i en stenklods, selvfølgelig i en gigantisk brandert, og følger efter, mens de vader smågrinende derfra og tager toget hjem. Det er i det hele taget ret imponerende, hvad Koevordens kamera har fået fat i.

Selv i de mest usandsynligt private situationer, har han formået at snige sig indenfor. Det første, tilskueren får serveret, er Marcel, der tigger sin ekskone om et sidste knald, inden hun tager væk med en anden mand. At de to har kunnet have den samtale foran et filmkamera er dybt imponerende. I hvert fald for mig, der kiggede væk halvdelen af tiden for at kunne holde det ud.