Dumt, dumt, dumt ræs med lækre biler

Ah, muskelbiler.. Alle drengerøves hedeste feberdrøm er jo at køre 200 km i timen i en Mustang eller Maserati med en smuk, storbarmet kvinde på passagersædet. Når man så ikke kan drive det videre end lige at runde de 100 på motorvejen til Tyskland i den gamle Opel Kadett med vennerne (hvoraf nogle måske er storbarmede, men det er bare ikke det samme…), så er det trods alt godt, at der produceres en jævn strøm af film, der taler lige til mellemgulvet i dette segment. “Fast & Furious”-serien lever i bedste velgående. Der er endda lavet et computerspil over filmene. Man kan også vælge at gå den anden vej, som det er tilfældet med denne uges “Need for Speed”, der er baseret på EA’s ustyrligt populære spilfranchise.

Hvordan lykkes det så? I én henseende er filmen i hvert fald en succes. Det er tydeligt, at den er et produkt af lidenskab og kærlighed til biler. En meget vigtig pointe for folkene bag filmen har været at undgå den CGI-verden, som f.eks. “Fast & Furious” har benyttet sig meget af. Takket være et samarbejde med flere af de store bilproducenter er det lykkedes at mønstre et imponerende udvalg af nogle af de lækreste og hurtigste biler i verden: Ford Mustang, Gran Torino, Bugatti Veyron, McLaren og hele tre Koenigsegg. I en sidebemærkning skal jeg sende en venlig tanke til den britiske serie “Top Gear”, uden hvilken jeg ville have været ganske ude af stand til at genkende eller værdsætte det opbud. Selv stuntbilerne var specialbyggede til filmen baseret på originale tegninger fra fabrikkerne, så man ikke behøvede at sprænge de dyre biler i luften eller bruge CGI.

I det hele taget er filmen et kærkomment gensyn med det gamle filmhåndværk; stuntkørsel. “Bullitt” bliver nævnt som mønstereksemplet på en bilfilm af flere af folkene bag “Need for Speed”. Steve McQueens kærlighedshyldest til bilen voksede da også ud af en værdsættelse for fart og ikke mindst for de stuntmænd, han arbejdede sammen med. Væddeløbsscenerne er også ubestridt det, der fungerer allerbedst i filmen. De er lækkert fotograferede og effektivt klippet, og jeg kan uden forbehold sige, at jeg var godt underholdt af dem. Det er altid en fornøjelse af se passion og stolthed over et håndværk omsat til praksis.

Som den vakse læser sikkert har bemærket, har jeg indtil videre påfaldende undgået at komme ind på filmens historie. Det er desværre her, at hjulene falder af køretøjet, og filmen trækkes uvægerligt ind i et harmonikasammenstød, som det vil tage redderne dagevis at få ryddet af kørebanen. Tobey er filmens helt, som står til at miste familiens værksted, men så får en sidste chance i et løb imod ærkerivalen, Dino. Aaron Paul, der spiller fortrinligt i “Breaking Bad”, ser her ud, som om han har fået en Botox-indsprøjtning for meget og derfor går igennem det meste af filmen uden nogensinde at demonstrere mere end et ansigtsudtryk.

Han bakkes op af et multietnisk hold af gæve gutter med masser af pinlig værkstedshumor, der er så frygteligt dårligt skrevne, at det er svært at tro, at det ikke er med vilje. Den åh-så-unge-og-uskyldige Pete, som er værkstedets klovn, får endda en ‘vision’, som inspirerer Tobey til at tage kampen op imod overmagten. Den stakkels knægt kunne lige så godt have trukket i en rød trøje og malet en skydeskive i panden. Vi skal have motiveret vores hovedperson, og alle ved, at der ikke er noget som en død kammerat til at gøre det. Den død begrædes behørigt og ganske længe i filmens første halve time, men når det store ræs i filmens klimaks går i gang og politibetjente og racerkørere dør grusomt den ene efter den anden, så skal vi som publikum tværtimod begejstres af de vilde eksplosioner. Hvor der handles, der spildes.