New Danish Screen

InstruktionOliver Zahle, Martin de Thurah, Søren Frellesen

MedvirkendeIben Hjejle, Ulrich Thomsen, David Dencik, Malou Reymann, Anders Sund, Trine Dyrholm, Ellen Hillingsø, Troels Lyby

Længde78 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen17/10/2008


Anmeldelse

New Danish Screen

4 6
Tre gange virkelighedsflugt

Trods diverse kriser og utilfredshed er det faktisk på mange måder en ret spændende tid for dansk film. For nylig fik vi mulighed for at se nogle af de kommende talenter i de fire kortfilm, der sammen blev udsendt som “Farlige film – kun for børn”, og nu får vi atter chancen for at få et kig ind i fremtiden med tre kortfilm for voksne.

“New Danish Screen” er en talentudviklingspulje, der har støttet mange danske film, men eftersom det normalt kun er spillefilmene, der får chancen på det store lærred, er de forskellige kortfilm blevet lidt overset. Det rådes der bod på med denne biografpremiere på tre af de kortfilm, som ordningen har været med til at hjælpe på vej.

Filmene er meget forskellige i både tone, stil og genre. Den første i rækken er Oliver Zahles ganske stjernespækkede “Fremkaldt”, der byder på medvirken af Ulrich Thomsen, Ellen Hillingsø, Trine Dyrholm og Troels Lyby. Thomsen spiller en fotograf, der ihærdigt forsøger at bevare sit forhold, men som bliver sat under pres, da hans psykisk syge bror og hans ungdomskærlighed uventet kommer på besøg. Historien udvikler sig hurtigt til en blanding af kærlighedsdrama og bittersød forvekslingskomedie, efterhånden som de forskellige personer dukker op og lister ud af bagindgangen. Oliver Zahle, der normalt ligger pen til forskellige børnefjernsynsprogrammer og ikke mindst “Bertelsen – De uaktuelle nyheder”, overrasker med denne ganske eftertænksomme kortfilm, som leger med mediet således, at man efterhånden bliver i tvivl om, hvilke personer der er ægte, og hvilke der blot eksisterer i hovedpersonens forestilling.

Næste i rækken er “Boy Meets Girl” af Søren Frellesen, som bl.a. har stået bag forskellige “Anja og Viktor”-film, men her viser nogle fornøjelige løsslupne sider at talentet. I filmen mødes en manuskriptforfatter og en kvindelig producer. Sammen forsøger de at improvisere et manuskript om et par, der mødes i en film, som ustandseligt skifter genre. Vi ser filmen illustreret med de to idemagere, og efterhånden skifter vi fra kunstfilm til action, over intellektuel fransk nybølge og tysk alpehueporno. Imens parodieres filmkoryfæer som Godard og Bergman, og det er alt sammen komplet hæmningsløst og afsindig morsomt. “Boy Meets Girl” modtog en Robert-pris for bedste kortfilm, og det forstår man godt, for den er både en skæg oplevelse, men også på mange måder en ironisk kærlighedserklæring til filmverden.

Sidst i rækken og længst af kortfilmene er Martin de Thurahs “Ung mand falder”. Thurah har tidligere instrueret musikvideoer og var for nyligt biografaktuel med førnævnte “Farlige film – kun for børn”, hvori han stod for den flotte kortfilm “Vi der blev tilbage”. At han er en ekstrem dygtig stemningsopbygger, efterlades man heller ikke i tvivl om i denne film, der byder på adskillige betagende sekvenser. Historien handler om en 17-årig dreng, som lever lidt i sin egen afsondrede eksistens. Han møder imidlertid den opsøgende pige Irene, og efterhånden trænger den virkelige verden sig på. Undervejs udsættes vi for alverdens filmiske eksperimenter: Væggene slår spontant revner, og vores hovedperson modtager råd fra udstoppede dyr, der henvender sig på flydende fransk med råd som: ”Kærlighed er det eneste virkeligt betydningsfulde” og ”Blot man får fisse, bliver man lykkelig,” hvilket utvivlsomt svarer ret præcist til en 17-årigs indre tanker.

Hvis man skal komme med en anke over for “New Danish Screen”, så er det dog, at filmene som helhed ikke er en særlig homogen oplevelse. De supplerer ikke hinanden så godt, og undertegnende havde indimellem lidt problemer med at komme i den rette stemning efter endnu et temposkift. Ikke desto mindre er ikke mindst “Boy Meets Girl” og “Ung mand falder” stærkt anbefalelsesværdige. Eftersigende har Camera Film planer om at give flere kortfilm biografpremiere, hvis dette eksperiment lykkes, og det må man jo så håbe på herfra. Det er i hvert fald svært ikke at være optimistisk, når der stadig produceres så underholdende og opfindsomme værker som disse.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Tre kortfilm fra New Danish Screen i én pakke: Oliver Zahles stramt iscenesatte “Fremkaldt”, hvor Ulrich Thomsen kaster sin kærlighed på både Ellen Hillingsø og Trine Dyrholm; Søren Frellesens filmisk fabulerende turbo-komedie “Boy Meets Girl” med David Dencik og Iben Hjejle, samt Martin de Thurahs følsomme teenage-historie “Ung mand falder”.