Synsk bedrag skraber bundenDet må efterhånden få alarmklokkerne til at ringe hos de fleste pengestærke filmfolk, at ellers så talentfulde Nicolas Cage efterhånden kun dukker op på rollelisten i filmprojekter, der i bund og grund er kørt helt af sporet. Således er sci-fi thrilleren “Next” bestemt ikke nogen undtagelse, snarere tværtimod, men nu er det da også sjældent et godt tegn, når den bærende skuespiller tilmed står anført som producent.

“Next” er baseret på sci-fi romanen “The Golden Man” af Philip K. Dick, der også har påkaldt sig opmærksomhed i forbindelse med udgivelserne af beslægtede fremtidsromaner (og filmatiseringer) som “Sidste udkald” og “Minority Report”. Film, det er lykkedes instruktørerne Paul Verhoeven og Steven Spielberg at få det maksimale ud af. Det samme kan bestemt ikke siges om Lee Tamahoris fremtidsbetonede stykke makværk, der ikke har noget som helst nævneværdigt godt at byde på. Værst er dog alligevel de dårligt formulerede replikker, de flade karakterer og det helt igennem hovedløse plot.

Den absurde handling tager sit hasarderede udspring i den Las Vegas-baserede tryllekunstner og entertainer med scenenavnet Frank Cadillacs liv. Det rigtige navn er Chris Johnson, erfares det undervejs, mens både FBI anført af den lidet sympativækkende og manipulerende specialagent Callie Ferris (Julianne Moore) samt en gruppering fransktalende terrorister, der har forrykte planer om at bringe en stjålen atombombe til sprængning i solbeskinnede Californien, jagter den sagesløse magiker. Og hvorfor så det, kunne man med rette spørge? Jo, Johnson ligger ganske enkelt inde med nøglen til verdensfreden, fordi han evner at se to minutter ind i fremtiden og derved hele tiden er på forkant med situationen.

Vor herre bevares. At dømme efter dettte miserable setup, er det vist på tide, den gode hr. Cage hiver sig selv op i kraven og koncentrerer sig en anelse mere om sin karrieres fremtidige udvikling. Og dette er blot et brudstykke af handlingen, der – naturligvis – også er blevet krydret med en fortænkt og alt andet end sandsynlig kærlighedshistorie involverende den underskønne Elizabeth Cooper (Jessica Biel), om hvem han af ikke nærmere definerede årsager kan se længere ind i fremtiden, end det ellers er ham muligt. Det kan i øvrigt undre, hvordan legendariske Peter Falk har forvildet sig ind i en minimal birolle, der er helt uden betydning for filmens resterende spillerum.

Det er Nicolas Cage, der sammen med Julianne Moore og Jessica Biel driver de bærende karakterer, selv om ingen af de tre imponerer synderligt. Men de har nu også virkelig fået deres sag for. De tre karakterer i fokus er blottet for dynamik og dybde. Værst er den synske Chris Johnson og skønheden Elizabeth, mens Moores agentspire trods alt rummer en del mere kant, raffinement og gennemgående drive. Nuancer er der heller ikke mange af i de gumpetunge replikker og kluntede dialoger, der alt for ofte fremstår uden væsentlighed og relevans.

I virkeligheden er “Next” vel en lidt for typisk amerikansk mainstream-produktion, hvor forudsigeligheden filmen igennem er allestedsnærværende. Det kræver næppe en synsk personages forudsætninger at kundgøre handlingens videre udvikling samt sammenhængen mellem atombombe, tryllekunstner og mellemblond skønhed.

“Next” er tilmed spækket med fortællemæssige kvaler og åbenlyse huller, der gør, at historien på intet tidspunkt formår at holde vand. At en tryllekunstner skal forsvare verdensfreden er i sig selv et svært oplæg at skulle berette sig ud af, men når selve fortællingen tillige er rodet og usammenhængende på afgørende områder, virker det useriøst og uigennemtænkt. Trods enkelte spektakulære actionsekvenser er det forståeligt, at Cage også udstråler en vilje til blot at få hele seancen overstået. Når det kommer til stykket, er han kun en brik i et synsk bedrag af en film, der på alle tænkelige måder skraber bunden.

Video”Next” præsenteres i et skarpt anamorphic widescreen 2.35:1 format, der tager sig fint ud, men dog ikke er blottet for problemer. Således er der flere eksempler på digitale forstyrrelser og edge-enhancement, ligesom kontrasten har tendens til at svinge en smule. Til gengæld er der ikke spor af udtværing, og farverne er flotte – især under filmens romantiske del, der udspilles i panoramisk betagende Grand Canyon.

AudioPå lydsiden forefindes de engelsksprogede Dolby Digital 5.1 og DTS lydspor, hvor systemet særligt i actionscenerne kommer til sin ret. Både underlægningsmusik og atmosfære flyder godt ud, og der er talrige eksempler på lydpanoreringer og velfungerende effektbrug. Tillige er dialogen tydelig, om end filmens roligere sekvenser atmosfæremæssigt i visse tilfælde savner detaljerigdom.

EkstramaterialeEkstramaterialet er udmærket, men imponerer ikke. Som det faste inventar er der trailere for “Perfect Stranger”, “Hjemve”, “Fracture” og “Hairspray”. Derudover er der featuretten “Making the Best Next Thing”, der igennem interview med skuespillere og crew går bag om filmen. I “Visualizing the Next Thing” behandles brugen af special effects, og “The Next ‘Grand’ Idea” fokuserer på brugen af Grand Canyon som lokation. “Two Minutes in the Future with Jessica Biel” er et rapt interview om hendes holdning til at kunne se ind i fremtiden. Et udmærket om end også en smule magert udvalg.

I en lind strøm af Philip K. Dick filmatiseringer er “Next” det foreløbigt nyeste skud på stammen. De tidligere film i rækken er en broget flok, der tæller titler som “Blade Runner”, “Minority Report”, “Paycheck” og “A Scanner Darkly”. Fælles for dem er imidlertid, at de for det meste har meget lidt med de oprindelige historier at gøre, og i det tilfælde er “Next” ingen undtagelse. Her er Dicks fremtidsnovelle om mutanter blevet transformeret om til en nutidig science fiction thriller.

“Next” handler om Chris Johnson (Nicolas Cage), der har en ganske særlig evne: Han kan forudse fremtiden, og dermed gennemskue alle mulige konsekvenser af sine handlinger. Hans talent er dog begrænset af, at han kun kan se to minutter frem i tiden, og kun se sin egen fremtid. Begivenheder han ikke er involveret i, har han ingen forudanelser om. Han optræder med sine evner i et Las Vegas show, hvor han kan forudse begivenheder uden at vække mistanke.

Helt så glat går det dog ikke, for FBI-agenten Callie Ferris (Julianne Moore) har gennemskuet, at han har virkelige evner, og da en terroristgruppe truer med at detonere en atombombe i Los Angeles, sætter hun alt ind på at få ham til at samarbejde. Johnson er dog mere optaget af nogle syner, han har haft om en ukendt kvinde (Jessica Biel), hvis fremtid han, af en uvis grund, godt kan se. Ud fra sine sparsomme oplysninger forsøger Johnson at opspore hende, men samtidig er terroristerne også i hælene på ham.

I enhver film, der omhandler tidsrejser, forudsigelser og lignende, er det nødvendigt med en vis overbærenhed med plottets nærmere detaljer og logiske selvmodsigelser. I dette tilfælde sættes den tålmodighed dog for alvor på prøve, for sjældent har et handlingsforløb været mere forvrøvlet. Vi fortælles gentagende gange, at Johnson har evnen til at se to minutter ind i fremtiden – en regel som filmen dog derefter bryder konstant bl.a. ved alligevel at lade ham se længere eller ved kun at lade ham se de ting, der fremmer plottet. Når filmen selv så eksplicit opstiller spillereglerne, er den dæleme også nød til at overholde dem.

Takket være sine evner, der er mægtige nok til at gøre enhver mutant grøn af misundelse, kan Johnson forudse enhver mulig konsekvens af sine handlinger. Som i et computerspil kan han “gemme” sin position og forsøge alle muligheder indtil han finder den mest belejlige. Det inkluderer at afprøve alle tænkelige scorereplikker og undvige skud med en lethed, der får Neo til at ligne en flodhest på rulleskøjter ved sammenligning. Dermed elimineres desværre også stort set enhver spænding eller uforudsigelighed fra handlingen, og vi sidder tilbage med en serie temmelig trivielle actionscener, der muligvis er ganske hæderligt udført, men som ikke desto mindre virker fuldstændig ligegyldige.