Nice To Meet You

InstruktionFenar Ahmad

Længde50 min

GenreDokumentar, Dokumentar


Anmeldelse

Nice To Meet You

4 6
Velkommen til DanmarkOp til det kommende folketingsvalg 13. november må Fenar Ahmads dokumentarfilm “Nice To Meet You” være det, der på godt dansk kan kaldes ‘en varm kartoffel’. Filmen er nemlig en hårdhændet, men tilsyneladende retfærdig kritik af regeringens unuancerede og problematiserede flygtningepolitik, der blandt andet har betydet, at asylansøgere i hobetal kan vente i årevis i de danske flygtningelejre på, at deres respektive sager får en endelig afgørelse.
De forhold er naturligvis stærkt utilfredsstillende, og det må derfor siges at være på sin plads, at dokumentaristen Ahmad, der selv er tidligere irakisk flygtning, fortæller en hidtil uhørt version af polemikken om de omdiskuterede, danske flygtningecentre. Politikerne har givet deres mening til kende – eksperterne ligeså. Hvad siger de mennesker, det i det hele taget handler om, til forholdene på asylcentrene i Danmark? På Avnstrup-centret i en skov et sted på Sjælland er hverken forhold eller meningstilkendegivelser i hvert fald til at tage fejl af.

“Nice To Meet You” er ikke stor filmkunst, men dokumenterer nøgternt og igennem interviews med beboere på et af de kontroversielle asylcentre i Danmark, hvordan forholdene rent faktisk er. Hvordan asylansøgere kan vente i årevis på at få en afgørelse og efter al sandsynlighed alligevel risikerer at blive udvist. Hvordan snævertsynethed skærer alle over en karm frem for at behandle sager og mennesker individuelt. Hvordan restriktioner i større antal har medført følgesygdomme for de mennesker, det her drejer sig om.

En af filmens mange stærke pointer er, at regeringens taktik er håbløst forfejlet. Det strider da også mod al sund fornuft at ville returnere flygninge til Irak, blot fordi dets eksdiktator – Saddam Hussein – nu er død og borte. Der er trods alt tale om mennesker, der er mærkede af ar på krop og sjæl, og så er det i øvrigt også temmeligt svært at argumentere for, at der rent faktisk er opstået fred i Irak. Daglige nyheder og avisartikler fortæller i hvert fald en noget anderledes historie. På de fleste med hjertet på rette sted må det billede, filmen tegner, derfor virke ganske umenneskeligt.

Retorikken i “Nice To Meet You” er naturligvis en kende ensidig, men tjener udelukkende til formål at give synspunkter til kende og lægger da heller aldrig skjul på sit forehavende. Der er tunge politiske pointer på dagsordenen, men hvor er det dog befriende, at ikke alle film med det til formål leverer varen indpakket i salgsgas, tankevækkende underholdning og overflødige gimmicks, som blandt andet og især har været amerikanske Michael Moores ufortrødne varemærke. Her bliver der skåret helt ind til benet. Bortset fra enkelte melankolske strofer komponeret af danske Mikael Simpson, er filmen en potpourri af hudløst ærlige interviews og dækbilleder bag centrets golde mure.

Billedsprog og dialoger er tilsammen effektiv symbolik og skriger til himlene om forandring. Uretfærdigheden er til at føle på, men umådeligt sværere at fordøje. Det danske system fremstår gumpetungt og bureaukratisk, når de irakiske asylansøgere ikke selv kan få lov til at tilberede deres mad – hvilket ellers ville spare den danske stat for en ordentlig pose penge – og tilsvarende stupidt, da de tilbydes undervisning i engelsk, når de allerhelst vil lære dansk i håbet om at blive integrerede i det danske samfund.

De danske asyl-centre har med rette været et kritikpunkt i den siddende regerings politik. Måske kan denne film lette på låget for en debat, der kan give en mere nuanceret, mere medmenneskelig politik, hvor rammerne kan give plads til afvigelser, og hvor asylansøgere i det mindste ikke skal vente i årevis på et sagsudfald med mulige og alvorlige sygdomme til følge. Den abrupt klippede film kunne uden problemer havde været både længere i varighed og bredere i sin retorik. Det er naturligvis et valg fra instruktørens side, hvordan en film skæres, men ind imellem savnes dog indspark fra fagfolk, der har deres daglige gang på asylcentret. Det er dog en petitesse og piller ikke ved et bekymrende og hjerteskærende indtryk i ordenes allerbedste betydning.

Video”Nice To Meet You” fremstår i et skarpt anamorphic widescreen 1.78:1 format, der tillige er filmet i HD-kvalitet. Der er ikke antydningen af edge-enhancement, digitale forstyrrelser eller udtværinger at spore, hvorimod de matte farver til gengæld ikke er stabile filmen igennem. Desuden svinger kontrasten en smule, men generelt er der dog alligevel tale om et ganske udmærket transfer.
AudioDet fortrinsvis irakiske lydspor er i stereo og fordeler sig fornuftigt imellem systemets fronthøjtalere. Dialogen er grundlæggende tydelig og uden påfaldende mislyde eller overstyringer. Derimod er atmosfæren temmeligt kedelig, men lægger i sagens natur heller ikke op til store armsving, mens strejf af den melankolske underlægningsmusik med musikeren Mikael Simpson som bagmand til gengæld agerer fint supplement ved velvalgte lejligheder.
EkstramaterialeUd over et galleri med billeder fra optagelserne på Avnstrup-centret er der ikke ekstramateriale på denne udgivelse.

“Nice To Meet You” er et menneskeligt portræt af de umenneskelige forhold, der tilsyneladende kendetegner ophold for flygtninge på de danske asylcentre. Filmen er ikke stor kunst, men gør på nøgtern vis opmærksom på de problemer, der ligger i den danske flygtningepolitik. Måske kan denne film være første spadestik til en forhåbentlig mere medmenneskelig behandling af flygtninge og en bedre velkomst til det danske samfund.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Gennem et år har dokumentaristen Fenar Ahmad fulgt livet på Avnstrup-centret, hvor der bor cirka 600 irakiske flygtninge, som alle har fået afslag på asyl i Danmark.
Nogle af dem har boet i danske flygtningelejre i syv år – for dem er situationen ikke blot et spørgsmål om at pakke kufferten og rejse hjem i morgen. De har intet at vende tilbage til – og intet at se frem til i det kaotiske Irak.