Nice To Meet You
Udgivet 10. nov 2007 | Af: kaduffo | Set på DVD
“Nice To Meet You” er ikke stor filmkunst, men dokumenterer nøgternt og igennem interviews med beboere på et af de kontroversielle asylcentre i Danmark, hvordan forholdene rent faktisk er. Hvordan asylansøgere kan vente i årevis på at få en afgørelse og efter al sandsynlighed alligevel risikerer at blive udvist. Hvordan snævertsynethed skærer alle over en karm frem for at behandle sager og mennesker individuelt. Hvordan restriktioner i større antal har medført følgesygdomme for de mennesker, det her drejer sig om.
En af filmens mange stærke pointer er, at regeringens taktik er håbløst forfejlet. Det strider da også mod al sund fornuft at ville returnere flygninge til Irak, blot fordi dets eksdiktator – Saddam Hussein – nu er død og borte. Der er trods alt tale om mennesker, der er mærkede af ar på krop og sjæl, og så er det i øvrigt også temmeligt svært at argumentere for, at der rent faktisk er opstået fred i Irak. Daglige nyheder og avisartikler fortæller i hvert fald en noget anderledes historie. På de fleste med hjertet på rette sted må det billede, filmen tegner, derfor virke ganske umenneskeligt.
Billedsprog og dialoger er tilsammen effektiv symbolik og skriger til himlene om forandring. Uretfærdigheden er til at føle på, men umådeligt sværere at fordøje. Det danske system fremstår gumpetungt og bureaukratisk, når de irakiske asylansøgere ikke selv kan få lov til at tilberede deres mad – hvilket ellers ville spare den danske stat for en ordentlig pose penge – og tilsvarende stupidt, da de tilbydes undervisning i engelsk, når de allerhelst vil lære dansk i håbet om at blive integrerede i det danske samfund.
De danske asyl-centre har med rette været et kritikpunkt i den siddende regerings politik. Måske kan denne film lette på låget for en debat, der kan give en mere nuanceret, mere medmenneskelig politik, hvor rammerne kan give plads til afvigelser, og hvor asylansøgere i det mindste ikke skal vente i årevis på et sagsudfald med mulige og alvorlige sygdomme til følge. Den abrupt klippede film kunne uden problemer havde været både længere i varighed og bredere i sin retorik. Det er naturligvis et valg fra instruktørens side, hvordan en film skæres, men ind imellem savnes dog indspark fra fagfolk, der har deres daglige gang på asylcentret. Det er dog en petitesse og piller ikke ved et bekymrende og hjerteskærende indtryk i ordenes allerbedste betydning.
“Nice To Meet You” er et menneskeligt portræt af de umenneskelige forhold, der tilsyneladende kendetegner ophold for flygtninge på de danske asylcentre. Filmen er ikke stor kunst, men gør på nøgtern vis opmærksom på de problemer, der ligger i den danske flygtningepolitik. Måske kan denne film være første spadestik til en forhåbentlig mere medmenneskelig behandling af flygtninge og en bedre velkomst til det danske samfund.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet