Et rigtigt juleeventyr

Om “The Nightmare Before Christmas” ligefrem kan påklistres prædikatet “et rigtigt juleventyr” er nok yderst tvivlsomt, men sikkert er det imidlertid, at Tim Burtons fantasifulde og indbydende julekvad efterhånden har lagt femten af julens højtider bag sig og meget snart kan se endnu én af slagsen i øjnene. Det synes derfor oplagt teknologiens fremvundne muligheder taget i betragtning, at nærværende film genudgives for feinschmeckere og andet godtfolk.

Filmens indhold er velkendt for de fleste af de, der udtrådte deres beskidte barnesko inden det herrens år 1993. Det var nemlig et ganske særligt år, hvor selveste Tim Burton med god rygstøtte fra instruktøren Henry Selick og filmkomponisten Danny Elfman med fast forankring i eventyrgenren og julens mere sødmefulde fortællinger barslede med et særegent julerim. Det er den skinbarlige og næsten sande fortælling om græskarkongen Jack Skellington, der som høvding i sit eget lille fantasiland efter at have fejret Halloween år ud og år ind efterhånden har fået nok af samme evindelige trummerum og derfor i ren og skær desperation søger nye udfordringer. Dem finder han af tilfældighedens vej i Juleby.

“The Nightmare Before Christmas” er en kort, men fattet animationsfilm om at være i harmoni med sine indre værdier, om at holde på formerne og om ikke at give efter og give sig ud for andet, end hvad man rent faktisk kan stå inde for. Men Jack og resten af de besynderlige skabninger på hjemstavnen kan hverken skelne mellem sandt og falsk eller mellem rigtigt og forkert. Det får naturligvis fatale følger, da den græskarklædte hovedfigur lærer julen at kende og gerne vil sprede juleglæde og gaveregn over land og by. At bortføre den rigtige julemand, udgive sig for samme og selv håndtere gavedistributionen er i hvert fald ikke den rigtige måde at gøre tingene på. Moralen er gennemskuelig: Du kommer længst ved at være dig selv.

Til alle tider er det animerede juleeventyr blevet forbundet med Tim Burtons velkendte og fantasifulde leg med det visuelle medium. Og mon ikke at det, at filmen er overbefolket med sære og underfundige væsener, hører til en del af den forklaring? Tag nu den nuprede, sleske og kørestolssiddende Dr. Finkelstein, der i stil med selveste Frankensteins legendariske fortælling fremstiller sin egen, levende dukke, der formentlig også er vakt til live under bulder og brag. Men kærligheden er desværre ikke gensidig, og Sally, som hun hedder, gør alt for at undvige sin “far” og forelsker sig i stedet i rollemodellen Jack. Trods gys, gru og tænders gnidsel får vi skam stadig en kærlighedshistorie på sidelinjen.

Elfmans komplimenterende score kræver næppe en større introduktionsrunde og bakker i øvrigt solidt op om de velskrevne strofer, hvorigennem hovednerven i “The Nightmare Before Christmas” berettes. Der er ikke tvivl om, at Burtons aldrende animationsfilm er tilegnet de voksnes rækker, ikke mindst den uhyggelige julestemning taget i betragtning. Rædslerne og frygten spreder sig, mens monstre, skrækindjagende skabninger, spøgelser og gespenster i Halloween-byen alle som én indtager den søde juletid. Spørgsmålet er, om Jacks skader på julen er uoprettelige, eller om han i tide selv formår at redde julefreden?

Burtons juleevangelium emmer hverken af flæskesteg, mandelgaver eller for den sags skyld den religion, som oprindeligt ligger til grund for højtiden. Ikke desto mindre hører “The Nightmare Before Christmas” til i den bedre ende af den pulje, der forbindes med Tim Burtons skræddersyede håndværk. Filmens nuancerede og alligevel banale verdenssyn fungerer godt, og selv om modpolerne mellem det muntre og det sørgelige, det gode og det onde, livet og døden ofte trækkes groft op, så bliver problematikken aldrig for firkantet. Burton tager greb om og med livet og benytter det til fulde i dette charmerende og bizarre festfyrværkeri, som nærmest kun kan kritiseres for at være for kort.

Trods de mange år på bagen er “The Nightmare Before Christmas” såvel evigtgyldig som almengyldig. Ganske vist sigtes der til, at skomageren bedst overlever ved at blive ved sin læst, som det gamle ordsprog foreskriver. Det forhindrer dog ikke Jack Skellington i at bevæge sig ind på fremmed mark for at hjemføre julen. Men som bekendt skal man træde varsomt, når man bevæger sig ud på fremmed grund. Og i hvert fald skal respekten for andre og ihukommelsen af egne rødder ikke glemmes. Det synes alt for ofte at være dialektikken i skismet mellem rig og fattig, kristen og muslim eller ung og gammel. Kun fantasien sætter her grænserne. Og de grænser kender Burton heldigvis ikke. Fantasien har nemlig helt frit spil.

Video

Det nye ved denne udgivelse frem for tidligere af sin slags er det knivskarpe visuelle look, som står fantastisk godt, og som eneste bagatel præger edge-enhancement filmens lysere scener. Til gengæld er både farevetemperatur og kontrast stabile, og udtværinger og digitale forstyrrelser forekommer heller ikke. Kort og godt et blændende transfer.

Audio

Også de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og Dolby TrueHD 7.1-lydspor fungerer nærmest upåklageligt og kommer godt ud i højtaleranlæggets afkroge. Dialogen og sangen er særdeles tydelig og skæmmes aldrig af overstyringer, musikken stemningsfuld og voluminøs, og så er der endda indtil flere vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

Mere jordnært, men stadig i den udmærkede ende, er ekstramaterialet, hvor største guldæg er Tim Burtons kortfilm “Frankenweenie”, der efterhånden har et kvart århundrede på bagen. Men også en kort rejse igennem turistattraktionen Jack’s Haunted Mansion, kortfilmen “Vincent” med stemmeføring af ingen ringere end Vincent Price og slettede storyboards og animerede sekvenser – begge med kommentarspor – yder filmen retfærdigt supplement. Flere af udgivelsens indslag introduceres kort af Tim Burton, og så er der naturligvis også en traditionel “The Making of Tim Burton’s The Nightmare Before Christmas”.