Højt at flyve, dybt at falde

En hovedperson begiver sig ud på en fantastisk rejse. Han møder en masse udfordringer og farer på sin vej. Han kommer hjem klogere på sig selv og livet. Lyder det bekendt? Det er sådan set også skabelonen for størstedelen af de animationsfilm, Disney har underholdt flere generationer af biografgængere med.

Og netop sådan en dannelsesrejse ligger rammerne for den nye dansk-finske animationsfilm “Niko og de flyvende rensdyr” om rensdyret Niko, der må gå så grueligt meget igennem for at erkende, at det, han ledte efter, var foran snuden på ham hele tiden.

Niko er et lille rensdyr med en stor drøm. Han vil flyve ligesom sin far, der er et af julemandens rensdyr. Problemet er bare, at Niko aldrig har mødt sin far, og ingen ved rigtig, hvor julemandens slot ligger. Da Niko uforvarende en dag kommer til at lede et ulvekobbel hen til flokkens gemmested og dermed bringer dem alle i livsfare, føler han sig frosset ude af flokken og beslutter sig for at drage ud for at finde sin far. Det aldrende og vise flyveegern Julius følger med, og sammen tager de to venner på et eventyr, der involverer drabelige kløfter, brusende vandfald, buldrende laviner og en flok ondskabsfulde ulve, der savlende drømmer om at holde ædegilde ved julemandens slot.

“Niko og de flyvende rensdyr” er instrueret af Michael Hegner, der før har stået bag danske animationssucceser som “Hjælp! Jeg er en fisk” og “Den grimme ælling og mig”, og man fornemmer, at han kan sit håndværk. Figurerne er til tider lidt grove i kanterne, men de overdådige, hvide snelandskaber er noget af det flotteste, som dansk animationsfilm endnu har præsteret, og så har instruktøren samtidig et godt blik for at skabe tempofyldte actionsekvenser. Især scenen, hvor Niko og hans følgesvende undslipper de glubske ulve ved at frembringe en lavine og skateboarde væk i sikkerhed på en løsrevet isflage, er særdeles vellykket og skal nok få ungerne i biografen til at komme med hujende tilråb. Selvom man ikke just skal have den store nøddeknækker frem for at regne filmens pointe ud, er der dog en sympatisk morale. Den minder os om, at det ikke er blodets bånd, men snarere kærligheden, der bestemmer, hvem der skal være en del af vores liv.

Der, hvor filmen desværre falder igennem, er i det alt for klichéfyldte persongalleri og den noget fortærskede fortælling. Figurerne i filmen formår aldrig at løfte sig over det middelmådige, og nogle af dem er endda direkte irriterende. For eksempel den ulidelige Paris Hiltonske puddelhund Effie, der af uransaglige årsager er skrevet ind i plottet. Det hjælper heller ikke på filmens helhedsindtryk, at dialogen virker forceret, og at humoren i sin udførelse og stil fremstår håbløs gammeldags og ude af trit med tiden.