Waterworld II: Begyndelsen

I begyndelsen var instruktørtalentet i “Pi”. På anden- og tredjefilmen blev der bragt tvivl om talentet med Don’t do drugs-filmen “Requiem for a Dream” og new age-pladderen i “The Fountain”. Men med “The Wrestler” og “Black Swan” så jeg, at det var godt. Nu har skaberen – Darren Aronofsky – valgt, at Russell Crowe skal bygge en ark og fylde den med dyr samt de få gode mennesker, der er tilbage i bibelland. Desværre så jeg, at det var den værste film, jeg længe har set.

Selvom jeg ikke tror på, at mennesker grundlæggende er gammeltestimentalt gode eller onde, eller det er acceptabel udsmidningsårsag fra Paradis at spise æbler, føle lyst eller tænke frem for at underkaste sig en kontrolliderlig tyran, så vil jeg forsøge ikke at lade min mangel på tro påvirke vurderingen af Aronofskys filmatisering af en af Biblens mest kendte fortællinger. Nemlig den om Noa, der en dag får et kald fra Gud – publikumsvenligt her kaldt Skaberen – som synes, de fleste menneske er blevet Kain-onde, og derfor vil oversvømme verden og begynde på en frisk med en han og en hun fra alle Jordens racer, der skal overleve Syndfloden i en ark. Noa får endda et par ekstra pladser til sine tre sønner med vedhæng som tak for besværet med at bygge arken.

Det er sjældent, jeg vil bruge anmeldertid på at sammenligne film og den bog, som filmen er baseret på. Men da vi har med en bog at gøre, der er næsten lige så populær som IKEA-kataloget, så gør jeg med “Noa” en undtagelse. For før den kan fungere som 3D-blockbuster, så skal der tilføjes lidt action og konflikt, har Aronofsky ment. Det er måske også rimeligt nok, jeg mener, det er jo en ret gammel bog.

Til at løse den opgave udstyres Noa med nogle store stenmonstre, der kunne være i familie med trævæsnerne fra “Ringenes herre: De to tårne”. Man skulle dog tro, de var Djævlens værk, for mere pinlig animation skal man råbe: ”Jumanji!” for at finde. De hjælper først Noa med at bygge arken, hvilket tager første tredjedel af filmen kun afbrudt af en løftet moralefinger om, at det er skidt at spise kød samt new age-bedstefar Anthony Hopkins, der plukker bær i skoven. Da arken endelig er bygget færdig, så ville det jo være ærgerligt bare at gå ombord og lade gode stenmonstre gå til spilde.

Så filmens midterste tredjedel er dedikeret et episk action-slag, hvor resten af den onde, onde menneskehed – andre kunne argumentere for, at de bare er fattige og sultne – desperat forsøger at kæmpe sig ombord på arken. Men det kan de glemme alt om, de skal dø. Det har Skaberen, Russell Crowe og en hær af smadrende stenmonstre bestemt. Da Syndfloden endelig kommer arken fuld af animerede dyr til undsætning, falder den på et befriende tørt sted. Måske kan filmens slutning på arken – imodsætning til de mange onde mennesker – reddes? Et øjeblik er det faktisk, som om klaustrofobien og galskaben fra “Black Swan” er med ombord på arken, men det flyder bare ikke. Præmissen er gal, Noa er for gal. Det er aldrig et reelt dilemma at slå andre ihjel, fordi man får et påbud fra Skaberen. Derfor forstår jeg aldrig Noa, som jeg gjorde med svanesøens ballerina. Hendes galskab var begrundet. Han er bare uforklaret til den lukkede.